Af

Jonas Thyme

Mit navn er Jonas Thyme. Jeg kommer fra Esbjerg og er 22 år gammel. Jeg har windsurfet siden, at jeg var 10 år. Jeg konkurrer i disciplinerne slalom og iQFoil. Mit mål er at komme til OL i 2028.

Mine bedste resultater:

Verdensmester u19 speed 2017, 3. plads u21 slalom VM 2021, 3. plads u17 slalom VM 2017, Europamester u19 foil 2018, Nordiskmester u21 slalom 2018 og 2019, delt 1. plads senior kombineret iQFOil/Slalom DM 2021

Min sæson er kommet til vejs ende – og hvilken sæson det har været! Efter et 2020 med meget få stævner, er det dejligt endelig at være i gang igen, selvom det ikke er på fuld skrue. Jeg har sejlet tre internationale stævner i år samt deltaget på den danske tour.  I det følgende bliver det muligt at læse, hvordan det er gået mig. 

Årets første store stævne var u21 slalom VM på Gardasøen. I år var mit sidste år i u21 klassen, så jeg var klar til at give den fuld gas. Jeg havde dog først modtaget mine sejl halvanden måned inden afgang, så der var ikke meget tid til at træne inden stævnet. Derudover blev jeg syg blot to uger før stævnet og lå i sengen helt indtil, at jeg pakkede udstyret og kørte afsted. Så jeg vidste bestemt ikke, hvad jeg kunne forvente af mig selv. Jeg fik heldigvis tre gode træningsdage på søen, inden stævnet startede. Gardasøen er kendt for at være et super godt sted at windsurfe. Vi var dog ikke alt for heldige med vejret. Stævnet varede fire dage, så vi fik selvfølgelig sejlet – dog i meget let vind. Let vind er ikke min stærke side. Men jeg var heldigvis ikke den eneste, som ikke havde sejlet meget i let vind. Efter foils indtræden i sporten er der ikke mange, som træner slalom i let vind, da langt de fleste hellere vil sejle foil. I alt fik vi sejlet seks eliminationer, hvor jeg vandt en enkelt. Generelt var jeg stabil sejlende, og lå i toppen af feltet gennem hele stævnet. Da vi kom til stævnet sidste dag lå jeg på 2. pladsen. Der var hård kamp om podiet, så den skulle have maks gas. Vi fik sejlet en enkelt elimination den dag. Da vi kom til finalen, var der intens kamp og pladserne på startlinjen, og jeg blev desværre sejlet ned af den daværende 3. plads. Vi råbte begge protest, da vi mente det var modpartens skyld. Vi sejlede sejladsen færdig, og endte selvfølgelig i bunden af feltet. Vi så vores samlede placeringer efter sejladsen og trak begge vores protest tilbage. Jeg var bange for, at jeg ville miste for meget, hvis jeg blev diskvalificeret, og dermed rykke helt ud af podiet. Dog fandt jeg senere hen ud af, at jeg intet havde at tabe på at ligge en protest mod ham, samt at det var hans fejl – og at det var blevet filmet med en drone. Men da jeg stod midt i det tænkte jeg ikke så langt, hvilket simpelthen var mangel på overblik. Men med det sagt, så er jeg SÅ tilfreds med en 3. plads til mit sidste u21 slalom VM. Det var langt bedre, end hvad jeg turde håbe på før stævnet.

u21 VM på Gardasøen. Foto: Circle surf Torbole

Efter VM på Gardasøen kørte jeg videre til Kroatien for at deltage i en world cup på øen Bol. Det var min første udenlandske world cup, og jeg var klar til at samle en masse erfaring. Min oprindelige plan for denne sæson var, at jeg skulle deltage på hele world cuppen såfremt, at jeg blev udtaget. Dog satte corona en stopper for det igen i år, da resten af årets stævner efter Kroatien blev aflyst. Bol leverede fantastiske forhold til at konkurrere i fem ud af de seks dage, stævnet varede. Den store forskel på det u21 VM, som jeg netop kom fra, og world cuppen er, at der ikke er nogle regler i world cuppen udover, at farlig sejlads er forbudt – og så skal man selvfølgelig sejle banen rigtigt uden at tyvstarte 🙂 Til u21 VM er der enormt mange regler, så jeg skulle lige indstille mig på, at det var der ikke til dette stævne, og alle sejlerne gik hårdt til den i hvert eneste heat. Der var omkring 40 deltagere til stævnet, og jeg endte på en 22. plads. Jeg var super glad for at ende i midten af feltet og vide, at jeg har mange af de kvaliteter som skal til for at konkurrere på world touren. Derudover fandt jeg også ud af, hvad som skulle arbejdes på henover vinteren. Så alt i alt et super nyttigt stævne, som gør, at jeg føler mig klædt godt på til næste års world tour. 

Billede fra Waterz i Hvide Sande. Foto: Waterz

Efter en sommerpause uden nogen specille stævner, var det ingen tid til et internationalt stævne. Denne gang galt det u21 EM i Østrig. Stævnet foregik på Lake Neusiedl, som var så brun og mudret, at man sank ned med halvdelen af benet, så bestemt ikke det sted med mest aloha-vibe, som jeg har windsurfet 😀 Igen var vi uheldige med vejret til et u21 mesterskab. Dog pressede dommerne og officials i gennem for at få sejlet, så vi sejlede den første elimination i minimal vind. Dette var bestemt ikke en fordel for mig samt et par andre af de større drenge i klassen. Vi endte på 8.-10. pladsen i finalen. Senere hen kom der lidt mere vind, og vi fik sejlet en elimination i bedre forhold. Os som før var blevet sidst i finalen, tog i denne elimination 1.-3. pladsen. Vi var alle tre stærkt utilfredse med, at den første sejlads blev sejlet på trods af, at vi stod helt stille da starten gik. Vi lagde protest mod dommerne, men tabte den hos juryen. Vi havde heller ikke regnet med at vinde, men vi blev nødt til at vise, at vi ikke synes, at det var i orden at sejle sejladser i så lidt vind, at vi stod stille. Både på grund af vores resultat, men også på grund af de penge, tid og træningsindsats man lægger for at deltage i sådan et stævne. Vi fremlagde en god sag, men en potest mod dommerne er næsten altid tabt på forhånd i sejlsport. Sådan er det – og der er ikke andet at gøre end at blive ved med at kæmpe og give gas. Efter et par vindstille dage var der fuld gas på vinden til stævnets næstsidste dag. Vi sejlede hele fire eliminationer. Jeg ramte dog desværre ikke dagen og kunne ikke helt finde formen til top tre. Så efter en del 4. og 5. pladser, endte jeg stævnet på en samlet 5. plads. Bestemt ikke et resultat at være utilfreds med, selvom mit mål var en podieplacering. 

u21 EM i Østrig. Foto: IFCA

Podiet kom så senere hen til sidste afdeling af DM, som sejles over seks stævner i løbet af året. I denne sæson har jeg misset et enkelt stævne grundet deltagelse til VM. Derfor havde jeg en del sejladser, som jeg skulle have fratrukket. Jo flere sejladser man sejler, jo flere fratrækkere får man – og så kan man trække sine dårligste scorer fra. Det var meget teknisk med resultater osv. – og jeg regnede meget på, hvad der skulle til for at vinde det hele, da jeg lå på en delt 1. plads i senior kombineret foil/slalom før sidste afdeling. Jeg manglede en enkelt fratrækker i foil. Der skulle fem sejladser til for at få denne fratrækker, men desværre for mig fik vi kun to sejladser til stævnet, så jeg måtte tage til takke med en 2. plads i senior kombineret foil/slalom på trods af, at jeg havde samme antal point som 1. pladsen. Det er meget teknisk hvordan titlen gives ud, men jeg tabte desværre på en tiebreaker. Så det er lidt ærgerligt, når det er så tæt på, men heldigvis er der mange år endnu til at vinde titlen i senior! Det er mit bedste resultat i senior på den danske rangliste, så jeg er stadig super glad for resultatet. Derudover vandt jeg u21 DM i kombineret foil/slalom, så det føltes super godt at forlade ungdomsklassen oven på den præstation. 

Sidste afdeling af DM i Nyborg

Sidste afdeling af DM i Nyborg. Foto: Thomas Riis

Det var alt for mig fra denne gang! Nu ser jeg frem til at træningen til næste sæson for alvor begynder på Tenerife til februar. 

Tusind tak til Middelfart Sparekasse for at støtte mig, det betyder enormt meget for min karriere. Jeg er ekstremt glade for, at de er en del af mit team – og har været det i mange år!

Hang loose 

Jonas Thyme 

Skriv en kommentar