Af

Jonas Thyme

Mit navn er Jonas Thyme. Jeg kommer fra Esbjerg og er 22 år gammel. Jeg har windsurfet siden, at jeg var 10 år. Jeg konkurrer i disciplinerne slalom og iQFoil. Mit mål er at komme til OL i 2028.

Mine bedste resultater:

Verdensmester u19 speed 2017, 3. plads u21 slalom VM 2021, 3. plads u17 slalom VM 2017, Europamester u19 foil 2018, Nordiskmester u21 slalom 2018 og 2019, delt 1. plads senior kombineret iQFOil/Slalom DM 2021

2019 Wuhai International windsurf race fandt sted i Indre Mongoliet, Kina fra 9. til 12. maj. Jeg besluttede mig for at tage afsted to uger før, da jeg fik muligheden for at komme afsted – og det var helt sikkert en stor oplevelse. Folk i Kina er meget venlige. Selvom man egentlig ikke har brug for deres hjælp, så vil de altid hjælpe, og det er for det meste af tiden en rigtig god ting! De dage jeg var i Kina før starten af stævnet, var der desværre ingen vind, så jeg fik set rigtig meget af området – blandt andet bestiget et bjerg for at komme op til en 89 meter høj statue af Djengis Khan samt kælket i ørkenen. Vi sejlede på den gule flod, hvor der var bjerge på den ene side og ørken på den anden side, så det var ikke helt de sædvanlige omgivelser for en windsurfkonkurrence. 

Djengis Khan statue på toppen af et bjerg i Wuhai i det nordlige Kina

Sejladsmæssigt var det svært at sejle i ordentlige forhold , da vinden var meget op og ned og skiftende. Det kinesiske publikum, som var ganske stort for en windsurfkonkurrence (500-600 mennesker), havde aldrig set folk med lyst hår og lys hud, så jeg fik taget billeder med rigtig mange kinesere, som også var meget imponeret af windsurf. På første stævnedag kom der vind til sidst på dagen, og racedirectoren besluttede sig for at starte disciplinen formula. Da jeg ikke sejler formula længere, så var jeg en smule trist over, at jeg ikke kunne deltage. Jeg var dog desperat efter at komme i gang, og derfor lånte jeg en finne til formula, så jeg kunne deltage på mit andet udstyr – hvilket i den grad ikke er optimalt. Jeg vandt den eneste sejlads den dag i ganske stærk vind, hvilket var en fordel for mig, da mit sejl var rigtig småt til at sejle formula med. Den næste dag bød på tre formulasejladser i meget let vind, og jeg kunne derfor ikke rigtig følge med helt i toppen med mit mindre udstyr. Dette gjorde at jeg faldt til en 3. plads – hvilket blev mit endelig resultat i formula. Det er bestemt noget, som jeg er tilfreds med, da jeg slet ikke forventede at skulle deltage i den disciplin før 10 minutter inden start. Op af dagen øgede vinden, og der blev sejlet nogle slalomsejladser. Jeg havde nogle gode sejladser, og sluttede dagen af med en 1. plads i den samlede stilling. Dette blev også mit endelige resultat, da der ikke blev sejlet på sidste dag.

Om aftenen var jeg nødt til at deltage i en protest i juryteltet på stranden. Der var meget vind, men på et splitsekund begyndte det at blæse omkring 30 m/sek og telte med gear i fløj væk, og det var et stort rod! Heldigvis klarede alt mit gear det uden større skader, og kun 5 minutter efter at teltene med udstyr blæste rundt, var der 2 m/sek – det var en af de skøreste ting, jeg nogensinde har set naturen gøre. Om natten kom stormen tilbage og beskadigede hovedparten af racecrewets både. Det var virkelig en skam, da de ikke kunne få nye både til den sidste sejladsdag – i sær fordi der stadig var en masse vind tilbage fra stormen. Jeg ville have elsket at sejle i de forhold – men jeg gætter på, at det er en del af spillet! Derfor fik vi ikke flere sejladser på den sidste dag, og jeg sluttede af med en 3. plads i formula og en 1. plads i slalom.

Præmieoverrækkelse på den sidste aften med efterfølgende kinesisk underholdning

Alt i alt overraskede næsten alting i Kina mig, og jeg kom hjem til Danmark med en følelse af ny energi og mine første præmiepenge nogensinde (man vinder ikke præmiepenge i ungdomsklasserne i windsurf). Jeg kan ikke vente med at komme ud at sejle nogle flere stævner. Der skal lyde en stor tak til Middelfart Sparekasse for at hjælpe mig med at komme ud i verden og sejle flere og større stævner.

Jonas Thyme DEN-171 

1 kommentar til “En anderledes windsurfoplevelse”

  1. Christina skriver:

    Fed oplevelse :0)

Skriv en kommentar