Af

Henrik Klemmensen

Dansk triatlet der rejser verden rundt for at samle point til OL kvalifikationen mod Tokyo. Henrik er bosat i Odense hvor han træner med Tri Team SDU. Han har studeret til Ingeniør i Global Management and Manufacturing, hvor han blev uddannet i 2017. Nu fokuserer han al energi på triatlon i målet om at opfylde de store ambitioner.

Jeg deltog i fredags til EM i triatlon på den olympiske distance. Dette foregik i Glasgow hvor EM i flere andre discipliner, herunder svømning, roning og udspring også blev afholdt. Udtagelsen kom lidt som en overraskelse, men efter en 16. plads til EM på sprint distancen i Tartu, Estland, var der gode chancer for at levere et fint resultat til dette store stævne.

Omgivelserne ved EM føltes nærmest som et mini-OL. Hele set-up’et til stævnet var enormt med tribuner, helikoptere, kameraer såvel som antallet af tilskuere. Dette er samtidig første gang EM blev afholdt som et samlet arrangement på tværs af idrætsgrene, hvor alle discipliner i Berlin (herunder atletik) også hørte under disse ”games”. Dette nye koncept kunne klart mærkes på professionalismen ved afholdelsen og mediebevågenheden, og det var en kæmpe oplevelse i sig selv. Desuden var Skotterne meget stolte over at have EM i byen og vi følte os for en gangs skyld som professionelle atleter med den opmærksomhed og respekt vi fik på gaden.

60 af de skarpeste europæiske atleter stod på startstregen kl 16.00 fredag d. 10 august. Herunder den dobbelte olympiske mester, Alistar Brownlee. Det i sig selv kunne virke en smule angstprovokerende, og tilmed blev stævnet sendt live i stuerne i mange lande, incl. Danmark. Det er langt fra hver dag jeg prøver det. Jeg følte mig dog ret afslappet og fattet hele dagen op til og leverede da også en god svømning blandt den bedste halvdel på de 1500m og kom på cyklen omkring den anden gruppe som bestod af ca. 15 mand. Ude foran sad 8 stærke gutter, heriblandt Alistar men dem havde jeg ikke forventet at sidde med alligevel. Jeg fik desværre gravet lidt for dybt på de første to kilometer og kunne ikke klemme mig med den skarpe anden gruppe hvor blandt andre Danmarks Andreas Schilling også sad, da vi ramte bakken første gang. Jeg endte dermed i en 15 mand stor 3. gruppe ca 30 sekunder efter 2. gruppe.

Jeg formåede at spare en del kræfter til løbet i løbet af de næste 30 km på cyklen, men med ca. 5 km tilbage er der en spade som kører ind i en kegle foran mig og styrter hvilket river mig og fire andre atleter med ned i styrtet. Jeg slår min hofte og brækker en finger, men vælger at se om jeg kan gennemføre. Jeg kommer ud på løbet, løber de første 4 km, men smerterne i hoften tager til og jeg vælger at udgå for at minimere risikoen for en langvarig skade. Super frustrerende efter et rigtig fint race indtil da. Uanset hvad, fik jeg hentet en masse erfaring og fået en kæmpe oplevelse, og det er jeg glad og stolt af.

Kroppen har det heldigvis ok. Så længe fingeren er tapet op kan jeg godt svømme, og hoften er i bedring. Jeg sidder nu i Københavns Lufthavn på ved mod Lausanne hvor jeg skal køre World Cup på lørdag. Endnu en erfaring, og endnu et eventyr. Forhåbentligt kan jeg holde mig på cyklen alle 40km denne gang.

 

/Henrik

 

Skriv en kommentar