Hej alle sammen…
Jeg vil gerne dele nogle af mine mange oplevelser som jeg har og har haft i Texas i løbet af den tid jeg har været af sted. Det hele startede tilbage i sommeren 2005 hvor jeg fik tilbudt et scholarship til West Texas A and M University, som er beliggende i Canyon, Texas, nær den lidt større by Amarillo. For ligesom at nævne nogle byer i måske kender fra Texas, så ligger stedet ca. 5 timer fra Dallas og 9 timer fra henholdsvis Austin og Houston. Ja Texas er kæmpe stor og ligesom man ser i diverse western film så er det flade områder med meget lidt grønt og en masse kaktusser og klapper slanger 😉 Ej det sidste har jeg heldigvis kun oplevet en gang og gudskelov for det. Nå men tilbage til hvordan jeg kom af sted. Jeg har siden jeg var lille spillet fodbold først i min hjemby Gårslev ved Børkop, sidenhen i Vinding SF, Vejle Boldklub og Sønderjyske. Det var altid min drøm at komme til udlandet at spille og gerne i USA, da jeg havde hørt fra andre kvindelige fodboldspillere at det var det rigtige at gøre, hvis man virkelig kunne tænke sig at opleve hvordan det er at blive behandlet som en professionel. Da min far også er tidligere fodboldspiller og dermed har nære venner i samme branche, tog vi kontakt til den tidligere assistent træner for landsholdet Flemming Serritslev. Han kunne sætte mig i forbindelse med en træner i Texas, som meget gerne ville have udenlandske spillere. Derefter gik det stærkt og efter at have taget SAT prøven og Toefl testen og udfyldt en hulens masse papirer så gik turen mod West Texas A and M University. Jeg landede på Amerikansk grund den 22. August 2005. Den første uge på campus gik med at møde de nye spillere, min nye room mate og ellers træne en masse og vende mig til varmen.
Det var lidt om hvordan jeg kom af sted. Nu er der jo faktisk gået næsten 4 år siden jeg kom herover for første gang og jeg vil sige det har været en helt fantastisk tid. Jeg har spillet 4 sæsoner for West Texas A and M University og vi er nået til den nationale turnering 3 ud af de 4 gange. Fodbolden herover foregår på en lidt anderledes måde end derhjemme. Herover foregår turneringen på universiteterne og man rejser rundt og dyster mod andre skoler. Det hele er meget professionelt både på og udenfor banen. Der bliver altid skrevet om vores kampe på skolens hjemmeside og samme aften som vi har spillet vil der være tv optagelser fra vores kampe på den lokale nyhedsstation og evt. interviews med nogle af os spillere. Vi rejser altid dagen før hvis vi skal spille på udebane og overnatter på fine hoteller rundt om i USA. Der er mange trænere og ledere omkring holdet. Vi har altid tre trænere med når vi er på ture plus en eller to fysioterapeuter. Derudover får man et utroligt sammenhold på holdet når vi rejser så meget som vi gør. I den periode hvor turneringen står på, hvilket er hele efterårssemestret så, er holdet stort set samlet 24 timer i døgnet. Jeg har fået nogle kæmpe oplevelser igennem det at spille fodbold i USA og det bedste er jo når man vinder. Vi har i de 4 sæsoner jeg har spillet vundet Lone Star Conference turneringen to gange, hvilket er kæmpe stort og dermed kommet mellem de 24 bedste i hele nationen. Nu er min tid desværre så forbi som fodboldspiller her på stedet, da man kun må spille 4 sæsoner på et universitets hold, jeg har dog stadig endnu et efterårssemester med skole, før jeg forhåbentlig til december får min bachelor?
Samtidig med at vi spiller så meget som vi gør, så er der også en skole at passe. Selve det at gå på universitet herover er også lidt anderledes end i Danmark. Som mange nok ved så går amerikanerne utroligt meget op i at teste de studerende. Det normale er at tage 5 fag på et semester, men man har gerne i gennemsnit 4 eksamener pr. fag, til gengæld er det noget mindre eksamener, end dem man vil opleve på et dansk universitet. Skolemæssigt har det helt sikkert også været en udfordring for mig, da man først lige skal vende sig til at al undervisning foregår på engelsk. Det tager lige et års tid før man føler det er helt naturligt, men i dag er det slet ikke noget jeg tænker over. Jeg er i gang med at gennemføre en bachelor of business administration med major i management.
Udover skole og fodbold har jeg også fået oplevet nogle af de fantastiske steder USA besidder. Sidst jeg var på tur var i vores spring break i marts måned. Jeg tog med en veninde fra fodboldholdet til Californien hvor hun er fra. Den første weekend vi var der allierede vi os med nogle af hendes veninder og kørte til Las Vegas, Nevada. Og hvilket sted. Som alle nok ved er det en kæmpe party by og det lever virkelig op til navnet. Der er fantastiske hoteller med spillermaskiner overalt og ligeså fantastiske natklubber. Aftenerne gik med at feste og spille på de mange spille maskiner. Jeg brugte 5 dollars og vandt 30 dollars så det må siges at være en gevinst? Ellers var vi om dagen ude at se de mange seværdigheder der også er i Las Vegas – de har lavet modeller af Paris, New York osv. og det er faktisk ret fantastisk. Der er så meget liv og så mange glade mennesker at man ikke kan andet end at nyde en tur til Las Vegas, men man er også meget træt og rig på oplevelser når man skal rejse derfra. Resten af Spring breaken foregik i Californien hos min veninde, som bor lige udenfor L.A. Vi besøgte forskellige steder såsom Universal Studios, Disney World og Hollywood, steder der virkelig er værd at besøge.
Nu sidder jeg så her i min lille lejlighed den 23. maj. Jeg er netop ved at være færdig med spring semestret og på torsdag går turen mod Danmark. Jeg glæder mig rigtig meget, men desværre er det ikke for at holde ferie. Jeg er nemlig nødt til at tage tre timer online henover sommeren, så jeg kan ende med at blive færdig herover til december. Så jeg ved hvad jeg skal bruge min ferie på, men det går heldigvis til et godt formål? Til august går turen så igen tilbage til Canyon, og til hvad der gerne skulle blive mit sidste semester.
Det var alt hvad jeg havde for nu. Hvis nogen har nogle spørgsmål så skriv endelig også hvis der er nogen som sidder med en lille drøm om at kombinere sport og uddannelse på et universitet i USA – det er nemlig alle tiders mulighed for at lære en masse sprog men samtidig udvikle sig i sin sportsgren og så få rejst en masse – kan det blive bedre?
Elisabeth

Skriv en kommentar