Af

Laura Villadsen Hoé

Hej mit navn er Laura. Jeg er 23 år gammel. Normalt er jeg bosat i Århus, hvor jeg læser International Virksomhedskommunikation på engelsk. Pt. bor jeg dog i Amsterdam, hvor jeg skal læse et semester på Vrije Universiteit.

Til at starte med vil jeg fortælle jer lidt om selve semestrets gang her på VU. Hjemme på AU er jeg vant til at have tre fag af 10 ECTS på et semester. Her på VU er et semester delt op i 3 perioder, så her har jeg to fag i P4 (feb-mar), to fag i P5 (apr-maj) og et fag i P6 (juni). De fleste af fagene hernede fylder 6 ECTS, så for at det går op med de fag jeg skulle have haft derhjemme, var jeg nødt til at vælge fem fag. Nogle vælger at have tre fag i enten P4 eller P5 for at kunne holde fri i juni (eller tage hjem), men da jeg alligevel har min lejlighed til d. 30. juni, kunne jeg ligeså godt tage mit femte fag i den sidste periode, for også at have lidt mere ro på igennem de forskellige perioder. Jeg synes måden de gør det på hernede, virker rigtig god, da man på den måde når flere fag igennem. Det er også lidt lettere kun at skulle holde styr på to fag ad gangen! Et andet plus er også, at man trods alt kun har undervisning i en 6-ugers tid, hvis nu man skulle få et fag, man ikke er så interesseret i. Det eneste minus, synes jeg, er at der så er fem eksaminer på et semester, men da fagene kun fylder 6 ECTS hver, burde de ikke være helt så krævende som et fag på 10 ECTS, så jeg tænker og håber at det nok skal gå!

Et billede fra universitetets nyeste bygning, der først lige blev åbnet her til det nye semester

For et par uger siden, mødtes jeg med min tyske veninde Hella i Amsterdam. Hende mødte jeg under min første sæson som skilærer i Østrig i 16/17. Hun er flyttet til Maastricht, hvor hun læser en bachelor, men var så lige et smut forbi Amsterdam. Dagen efter skulle jeg på tur til Rotterdam med Semester in Amsterdam holdet. Det var en rigtig god oplevelse og fedt lige at se noget andet end Amsterdam også.

Det hostel vi overnattede på i Rotterdam

Jeg har også været så heldig både at få besøg af min veninde Laura og min kæreste Nikolai inden for den sidste månedstid. Laura var så sød at flyve via Amsterdam på sin vej mod Singapore, hvor hun skulle på udveksling, så vi havde lige en 5 dages tid sammen. De blev bl.a. brugt på Rijks Museum, Wondr Museum, et streetfood marked, et ikke så vellykket karneval i Maastricht, hvor vi valgte at tage toget tidligere hjem grundet alt for meget regn. Derudover var vi i biografen og inde at se Anne Franks hus.

Rijks Museum
Et billede fra Wondr Musuem

Ugen efter kom Nikolai herned. Vi brugte meget af tiden på at gå rundt og se byen og var bl.a. forbi Vondelpark og et marked som hedder Albert Cuyp, der ligger i området De Pijp. Så var vi oppe på tagterrassen af museet Nemo Science, hvor man har en fin udsigt over byen, på kanalrundfart og også i biografen. Vi tog i den biograf, der hedder Pathé Tuchinski, som er en biograf fra 1921, kendt som værende en af de flotteste biografer i verden. Det var virkelig en oplevelse, så hvis man gerne vil i biografen på sin tur til Amsterdam, bør man helt sikkert slå et smut forbi denne. Derudover fik vi også smagt hollandske pandekager, som egentlig bare er pandekager, med det fyld man nu ønsker, rullet sammen og skåret ud i mundrette stykker.

Vondelpark
Biografen
Dutch pancakes – her med flormelis, banan og chokoladesovs

Jeg vil slutte af med at nævne min endagstur til Brügge og Bruxelles i Belgien, som jeg lige er kommet hjem fra her kl 3:30 i nat. Vi skulle afsted med bus fra Amsterdam kl 4:30 natten til lørdag, og da metroerne ikke kører hernede om natten og der kun er natbusser, der tager meget lang tid, valgte jeg at cykle de 13 km, der var til mødestedet i Amsterdam vest, hvilket vil sige at min alarm ringede kl 2:30… Busturen tog 4,5 time til Brügge, da vi havde nogle opsamlinger undervejs. Jeg kan dog hilse at sige, at Brügge virkelig var en sød, flot og hyggelig by, som helt sikkert er et besøg værd. Her var vi på en lille kanalrundfart og jeg fik min første rigtige belgiske vaffel. Efter et par timer, kørte bussen mod Bruxelles, hvor vi ankom 1,5 time senere. Her havde vi 9 timer til at opleve byen. Vi fik bl.a. prøvet pomfritterne, fik belgisk chokolade og selvfølgelig også en belgisk øl. Bruxelles var også en rigtig flot by, og jeg kan nu krydse Belgien af på min liste over lande jeg har besøgt. Til sidst vil jeg lige nævne at turen kun kostede 30€, svarende til ca. 224 kr! Så det var penge godt givet ud, og det havde man vidst ikke kunne nøjes med at slippe for en lignende tur derhjemme.   

Brügge
En belgisk vaffel i Belgien – her sammen med min veninde Hazal fra Tyrkiet

2 kommentarer til “Efter 38 dage i Amsterdam”

  1. Linnette skriver:

    Kære Laura ??.
    Tusinde tak for at du deler din tur med os??.
    Jeg tænker tit på dig, om du har det godt og om det er ok at gå i skole dernede
    Jeg er rigtig glad for at læse at du oplever en masse spændene ting og har det godt??. Glæder mig til din næste opdate?. Mange knus til dig?

  2. Hanna Kofod skriver:

    Kære Laura veldig spændende at læse om dit studieophold i Amsterdam, dejligt at du har det så godt

Skriv en kommentar