NATURELSKERENS PARADIS
Siden min interesse blev vækket for Rotarys udvekslingsprogram, varede det ikke længe, inden jeg fandt mig selv begravet i ansøgningsblanketter og beskæftiget med forskellige interviews i håbet om at tilbringe et år i Australien.
Nu kan jeg se tilbage på fire uforglemmelige måneder på det sydlige kontinent, og jeg kan fylde adskillige kufferter med gode minder.
Af Pernille Christiansen
TAVSE SKOLEELEVER
De røde jordstier snor sig mellem uendeligt høje og slanke eukalyptustræer. Ofte bevæger et firben sig i det tørre buskads og stikker sin giftblå tunge frem i truende situationer. Langs de ryddede stier er dybe slangehuller omringet af spor fra de giftige krybdyr, og vilde kaniner hopper livligt omkring i al uvidenhed om de farer, der truer om hjørnet. Aldrig har jeg oplevet en natur så betagende og en skoleklasse så stille; alle suger til sig af de mange indtryk, som Leeuwin National Park byder på.
SNÆVER NEDGANG
Parkens besøgende er år efter år blevet mødt af et utal af naturoplevelser. Blandt disse tæller smukke strækninger fra den ene bountystrand til den anden, ad hvilke jeg skal vandre i fem dage på min skoles årlige overlevelsescamp. I løbet af vores ekspedition lægger vi turen forbi en række underjordiske grotter, hvor drypstenene hænger fra lofterne i truende størrelser og spidse formationer. Ved Calgardup Cave er den eneste indgang en otte meter dyb sprække.
Jeg tager min klatresele på, klikker karabinhage og “ottetal” i selen og fastgør tovet. Det er kun muligt at komme videre, hvis jeg rappeller, men da åbningens diameter gør det umuligt at indtage den velkendte siddeposition, skal jeg rappelle i lodret stilling. Efter den klaustrofobiske nedfiring kommer jeg ud gennem en minimal klippeåbning, hvor lyset trænger frem og oplyser undergrundens mørklagte gange. Her kan vi én efter én kravle ud i solens opvarmende stråler for at smide vores oppakning på ryggen og marchere mod næste destination.
VELSMAGENDE MADDIKE
Ved hjælp af kort og kompas navigerer vi os frem til en spejlblank flod, hvor træerne dypper deres grene i vandet fra begge bredder. Vi skubber nogle faldefærdige kanoer ud i strømmen og begiver os roligt op ad det azurblå vand for senere at gå i land på et lille sandareal, hvor nogle tæpper bredes ud under solens varme stråler. I håndlavede fade arrangeres en frokost, vi sent vil glemme, og al snak forstummer, da tre maddiker anrettes blandt blodrøde bår. Omkring disse arrangeres nødder samt kænguru- og emukød, og jeg må indrømme, at det er med en vis skepsis at jeg tager for mig af retterne. Men til min overraskelse er alt yderst velsmagende, og selv de halvstore maddiker glider ned uden anstrengelser.
Alt, hvad serveres, er at finde på australsk jord og går under betegnelse “bushtucker”. Landets indfødte levede af det selv samme i tidernes morgen, da den vestlige kultur endnu ikke havde sat sit præg på kontinentet, og det kræver ikke den store indlevelsesevne at drømme sig tilbage til den hede og uberørte outback. Efter en uforglemmelig kulinarisk oplevelse padler vi til flodens udmunding, hvor en flok vandsportsudøvere demonstrerer alt fra kitesurfing til kajakroning og bodyboarding i de brusende bølger.
At deltage på min skoles overlevelsescamp er en stor oplevelse, og der flyttes nogle grænser. Både de natur- og udfordringsmæssige samt de kulinariske input er helt anderledes.
DANSENDE JETSKI
Folk fra hele verden valfarter til ovennævnte strandområde for at give sig i kast med de høje bølger, og årligt afholdes internationale konkurrencer. Dog er tidligere erfaring en nødvendighed, hvis man udfordrer disse eftertragtede bølger, så nybegyndere henvises til Perth, hvor strandene er overvågede og krusningerne i overkommelige størrelser. Her tilbydes alt hvad hjertet begærer inden for vandsport, og weekenden efter min camp tager jeg til den smukke Swan River for at give jetskien en chance.
Floden strækker sig langt og byder på en rolig vandoverflade, inden et skarpt sving efterfølges af et åbent og bølgefyldt areal. I takt med at jeg sætter farten op, øges min fortrolighed med den kraftfulde maskine, og til sidst viser speedometeret 65km/h. Med oprejst pande og selvtilliden i top begiver jeg mig ud på flodens sidste strækning hvor bølgerne bruser i skyggen af byens højhuse. Dette er dog mere, end jeg kan mestre, så jeg må overgive rattet til min instruktør, der ubesværet rider over vandets krusninger i en dansende omgang, mens jeg klamrer mig til jetskien fra bagsædet.
Som afslutning på dagen hægter vi en gummiring på jetskien og sejler nogle etaper op og ned af den lange flodstrækning. Dog forårsager vi en voldsom bølgegang ved at bevøge os i et zigzaggende mønster, så i en fjedrende bevægelse hopper jeg fra den ene bølge til den anden.
GIFTIGT DYRELIV
Som jeg sidder der i den dansende gummiring, tænker jeg ikke på andet end at lukke mine hænder omkring de to håndtag. Først da vi nærmer os bredden og sænker farten, finder jeg overskuddet til at spørge ind til dyrelivet i og omkring Swan River, og svaret er præcist, hvad jeg havde frygtet. Min instruktør fortæller, at blandt de sorte svaner, der umuligt kan overses, boltrer hajer og slanger sig i massevis og camouflerer sig fantastisk i den australske natur.
Det er vigtigt at være på vagt på vand så vel som på land, og især bør man holde en vis distance til landets slanger, hvoraf ti af racerne er blandt verdens mest dødelige og alle bevæger sig ubesværet i vand. Efterhånden er modgifte udviklet mod de fleste bid, men disse bør benyttes inden for så kort tid, at det kan være svært at nå til nærmeste hospital. Så det er livsnødvendigt at tage sine forbehold, når man opholder sig uden for husets fire vægge. Som naiv udlænding lægger jeg dog advarslerne bag mig og lader intet komme i vejen for endnu en tur på jetskien.
