Det russiske eventyr begynder

Jeg sidder lige nu på et hotelværelse i Moskva. Foran mig står mit livs største udfordring, når starten går på Red Bull Trans Siberian Extreme. Jeg føler mig klar, men sidder alligevel med ærefrygt for, hvad der venter. Det bliver et eventyr og en prøvelse langt ud over, hvad jeg tidligere har stået overfor. Og det er et løb, som kun kan lade sig gøre at deltage i, fordi jeg har en masse støtte fra familie og venner, mit arbejde og fra en masse mennesker, der finder det spændende og som har tillid til mig.

Før jeg går videre, vil jeg dog kort fortælle lidt om min baggrund, og hvordan jeg er endt på hotelværelset i Moskva.

Jeg er 40 år, far til tre børn på seks, otte og ti år. Jeg er gift med Elna og arbejder som gymnasielærer. I min fritid har jeg de seneste 13-14 år dyrket cykling på motionsplan. Efter at have kastet mig over ultracykling for tre-fire år siden, er det gået slag i slag, og med bl.a. en tredjeplads i Race Across America, en andenplads til VM i 24 timers løb, en femteplads i The Transcontinental (et løb, der skal køres uden hjælp fra Belgien til Tyrkiet) samt en dansk rekord for flest kørte kilometer på 24 timer med 799 kilometer, har jeg blandet mig med nogle af de bedste ultracykelryttere i verden.

Nu sidder jeg i Moskva og tæller ned, inden det i morgen går løs. Red Bull Trans Siberian Extreme er givetvis en af de hårdeste sportskonkurrencer, der findes – om ikke den hårdeste. 9.200 kilometer og næsten 80.000 højdemeter skal forceres inden vi d. 11. august indfinder os i Vladivostok på østkysten i Rusland, hvor de nærmeste naboer er Kina, Nordkorea og Japan. Løbet køres som 14 etaper, hvor den korteste vil være 313 kilometer og den længste 1.367. Modsat andre ultracykelløb vil der altså være pauser undervejs. Oftest vil de dog være relativt korte, og meget skal nås i den dyrebare tid; spise, sove, pleje ømme muskler, forberede sig til næste etape osv.

Forud er gået måneders træning. Med familie og arbejde er det svært at overholde en stringent træningsplan. Ofte er der perioder, hvor jeg ikke får trænet, hvad jeg burde, men det er ikke ukendt for mig. Sådan har det været i al den tid jeg har kørt ultracykelløb. Jeg har vænnet mig til ikke at blive frustreret, måske også ud fra en erfaring om, at jeg ikke behøver at træne helt så meget, som man skulle tro var nødvendigt og som andre ryttere gør. Samtidig er min erfaring også, at det ofte i højere grad er den mentale styrke, der gør udslaget om man kommer igennem et løb eller ej.

Nu er det så tid til igen at kaste sig ud på de åbne vidder, dér hvor oplevelserne venter og prøvelserne lurer. I alt er vi ti ryttere, to kvinder og otte mænd, der skal afsted. Alle har vi hver vores følgebil med to russiske chauffører, der skal følge os over kontinentet. I bilen har jeg også min makker, Johnny, der har været med til alle mine løb. Endelig er der Mads, en filminstruktør, der skal dække løbet for diverse medier, bl.a. Specialized og Red Bull. Vi er et stærkt trekløver, som jeg er fuldstændig tryg ved nok skal tage sig bedst muligt af mig undervejs.

Som det måske fremgår, bliver det et løb, hvor udfordringerne bliver uforudsigelige. Hvor meget tid og overskud, der bliver, når vi ikke sidder på cyklerne, er svært at sige. Men jeg vil forsøge i videst muligt omfang at berette om løbet her på bloggen. Og forhåbentlig venter der en god fortælling eller to.