“Det bli’r hipster med tiden” sådan lød ordene da vi lørdag stod på Northside og nød musikken.
For mig var Northside en udvidet byfest i den jyske hovedstad; der var fyldt med glade mennesker, som ønskede at skabe en festlig weekend med lækker musik og i godt selskab.
Festen startede sådan rigtigt lørdag; i en af haverne få meter fra festivalpladsen på Søren Frichs Vej. Allerede der blæste der festlige vinde over tagene i Åbyhøj. Der var godt selskab i haven; kolde øl, Gajol shots og vandmelon havde fundet vej til bordet i haven.
Dette var min første oplevelse af Northside; og jeg har skam noget at sammenligne med på festivalfronten, men det stod mig ret hurtigt klart at festivaler ikke skal sammenlignes, men opleves.
Musikken var dejlig og danske ‘Minds of 99’ stod for mig som en dejlig oplevelse – deres energi nåede ud over scenekanten og ramte publikum. Det er for mig en vigtig del af det at gå til festival, at der bliver spillet op til publikum, og at jeg som publikum kan være en del af festen på scenen og den anden vej rundt. Det formåede ‘Minds of 99’.
Fællesskab og hygge
For vores vedkommende, min bedre halvdel og jeg, handlede det også om fællesskab. Det at kunne dele oplevelsen og festen med andre. Og vi fik virkelig en fed oplevelse. Og en lækker fælles oplevelse, med andre glade mennesker, som i den grad var med på at holde en fest.
Inden vi tog afsted havde jeg ingen forventninger i forhold til den musikalske oplevelse. En del af musikken var førstegangsoplevelse for mig; i hvert fald live.
I dagene op til Northside havde vi sørget for at høre playlister med de forskellige kunstnere, så vi havde en idé om hvad vi kom til at høre, og hvornår vi skulle være vågne og følge godt med.
Festivaldebut
Hvor lørdagen stod på fest og glade dage med andre festglade mennesker, så blev søndag noget helt andet.
Vi hentede vores to yngste, og gav dem festivaldebut – og det var de bestemt tilfredse med.
Blandt andet fik vi fornøjelsen af at opleve Damien Rice, som ene mand på scenen fangede et hipster publikum, hvor der for manges vedkommende var fuldskæg, barnevogn eller barn på armen (og en fadøl i den anden hånd).
Alt bli’r hipster med tiden – det har Northside i hvert fald bekræftet mig i.
Tak for en dejlig oplevelse – og en fed festivaldebut til vores to yngste festaber 🙂