Af

Sandra Skov

Mit navn er Sandra, jeg er 23 år, og jeg blogger her på midspar.dk om mit udvekslingsophold i Australien. Jeg skal studere 4,5 mdr. på University of Queensland i Brisbane. I Danmark læser jeg en bachelor i Engelsk og organisationskommunikation på Copenhagen Business School, som jeg planlægger at være færdig med i sommeren 2013.

Der findes ikke noget bedre end forår, når man sådan går og er lidt nyforelsket; træer og blomster springer ud, fuglene kvidrer, og solen skinner fra en skyfri himmel, i hvert fald i Australien. Jeg befinder mig nu midt i det australske forår, og det er helt fantastisk. Alting er blevet en tand smukkere, siden jeg kom, og vejret i og omkring Brisbane er upåklageligt. Vi nyder solskinsdagene med læsning i universitetets have og afslapning ved den kunstig anlagte palmestrand, der ligger midt i Brisbane centrum.

For godt to uger siden drog jeg af sted på en helt uforglemmelig ”forårsferie” med tre gode veninder fra mit student house. Vi startede ud i Cairns i nord, efterfulgt af kørsel i campervan langs kysten, for så at ramme Brisbane 1700 km og 11 dage senere. Dog var ugerne op til en hård tid på universitetet med en enkelt eksamen og flere afleveringer, der skulle klares, før ferien kunne påbegyndes. Heldigvis har det hjulpet mig en del, at jeg er meget glad for mine fag, og at interessen for at lave et godt stykke arbejde stadig eksisterer, selv om universitetet er i hård konkurrence med de mange fristelser og aktiviteter, der hver dag er at finde i Brisbane. På den anden side har jeg også fundet ud af, at livet godt kan handle om andet end skole og hårdt arbejde, og at det samtidig er sundt nok at finde en neutral balance mellem lektier og fornøjelser. Jeg har opnået gode resultater for både min eksamen og mine afleveringer, og det er selv om, jeg måske drikker lidt flere øl og tager på lidt flere weekendture, end det er tilfældet hjemme i Danmark.

Vores forårsferie bød på helt fantastiske oplevelser. Vi startede ud med en snorkeltur i Great Barrier Reef ud for Cairns. Forventningerne var høje, hvilket måske også var årsagen til, at vi var en lille smule skuffede, da vi sidst på eftermiddagen igen kom i land. Vi så mange flotte fisk, og dagen i sig selv var rigtig god, men vi måtte erkende, at Great Barrier Reef nok ikke længere er, hvad det var en gang, i hvert fald ikke de steder, hvor vi befandt os. Det var tydeligt at se, at mange turister har besøgt (og ødelagt) revet gennem årene – mange koraller virkede døde og langt fra så farverige og bevægelige, som man har set det på diverse film og billeder. Turen nåede dog hurtigt nye højder, da vi i vores campervan drog af sted til Daintree Rainforest nord for Cairns. Denne nationalpark kom i 1988 på UNESCOs Verdensarvsliste og har derfor siden været under fuld beskyttelse. Vores dag inkluderede en lang gåtur rundt i regnskoven omgivet af et utal af fugle og et lille møde med en 1,5 m. lang øgle. Desuden gjorde vi stop ved flere flotte strande, desværre blev vi dog her afholdt fra at gå i vandet, da der alle steder var advarselsskilte mod krokodiller! Fra smukke Daintree startede vi vores lange tur sydpå. Undervejs gjorde vi brug af Lonely Planet og gjorde ellers bare stop, når vi havde lyst – det var en perfekt måde at udforske Australien på. Vi oplevede brusende vanfald, badede i små vandhuller og spiste frokost på de flotte strande langs kysten, alt imens vi nød hinandens selskab og sjove historier. Turens højdepunkt må siges at være, da vi, som vores sidste punkt på rejsen, gjorde stop ved Airlie Beach, hvorfra vi havde booket en 2-dags sejltur rundt i The Whitsundays. The Whitsundays er en nationalpark bestående af 74 små øer, og vores tur bragte os rundt til forskellige smukke steder heriblandt 2 snorkelture, denne gang med fantastisk koralrev og fisk i tusindvis, møde med havskildpadder og aftensmad på dækket, alt imens vi kunne nyde den flotte solnedgang. På andendagen ankom vi til, hvad The Whitsundays er mest kendt for: Whitehaven Beach. Det er noget nær det smukkeste sted, jeg nogensinde har været – kridhvidt og helt fint sand, kombineret med turkisblot vand, det var som at være i paradis, og næsten umuligt at tage derfra igen, da vi om eftermiddagen måtte vende båden tilbage mod fastlandet. I Airlie Beach ventede vores campervan og de resterende 1000 km mod Brisbane. Det var en lang tur hjem, da der kun var motorvej de sidste 50 km før Brisbane, men med fantastiske oplevelser i bagagen, Westlife stormende ud af højtalerne og fire piger 100 % tilpas i hinandens selskab, gik hjemturen over alt forventning. Vi var alle glade for igen at tilbage i Brisbane, og selv om vi havde den bedste tur, gælder ”ude godt, men hjemme bedst” tilsyneladende også i Australien.

Efter nu godt tre måneder på udveksling er forelskelsen taget voldsomt til – universitetet er godt, lektiemængden ok, vejret er herligt, øllene kolde og i rigelige mængder, og ikke mindst er forholdet til menneskerne omkring mig som en lille forelskelse i sig selv. Jeg kæmper nu med de sidste afleveringer, snart er jeg på vej mod eksamensperioden og derfor måske også et lille knæk i min rus, men jeg holder humøret højt og nyder hvert eneste øjeblik. Livet er herligt.

Skriv en kommentar