Hej Midspar
Jeg har haft en del om ørene den sidste måneds tid. I december startede eksamensperioden, så jeg har tilbragt utallige timer på skolens bibliotek. Det har været meget anderledes at tage eksaminer herovre. Eksamensformen er old school, så det foregår på papir og med kuglepen, og uden hjælpemidler. Jeg har siddet timevis med flashcards for at udenadslære hele pensummet i alle fag, men heldigvis kom jeg sikkert gennem eksamenstiden.
Glasgow har været pyntet fint op i juletiden. Nede i midtbyen har et kæmpe julemarked været opsat på George Square. Julemarkedet havde små boder med julegodter, og endda et kæmpe pariserhjul. Gågaden Buchanan Street har været udsmykket med julelys, så min julestemningen har været i top i år. Den 9. december var jeg til Santa Dash Run, hvor tusindevis af løbere i alle aldre klædte sig ud i julemandskostumer og løb 5 km. Det var virkeligt skægt!
I bedste juleånd arrangerede en masse af mine andre nordiske venner og jeg julefrokost. Vi havde hver især prøvet at finde en juleret fra vores hjemland, hvilket resulterede i fiskepinde og kødboller fra Ikea. Dresscode var selvfølgelig julesweater.
Lige inden jul fik jeg min kæreste på besøg fra Danmark. Vi lejede en bil, og kørte på weekendstur. Jeg har efterhånden vænnet mig til at køre i den modsatte side af vejen, men skulle godt nok holde tungen lige i munden på de smalle bjergveje. Må igen fastslå, at Skotland er utrolig smukt! Helt ubeskriveligt! Vintermånederne er grå som i Danmark, men det glemmer man hurtigt med denne natur. Nedenfor er der lidt billeder fra både Glen Coe, Glen Nevis og Isle of Skye.
All good thing must come to an end – og desværre er mit ophold i Skotland ovre. Min sidste uge i Glasgow brugte jeg på at nyde alle mine yndlingssteder i byen. Et par veninder og jeg tog også toget ud til Loch Lomond, og nød en sidste hike i det begyndende højland. Så smukt, og kun en time fra Glasgows bymidte.
Jeg har haft den fedeste tid, og mødt fantastiske mennesker! Jeg har oplevet så meget på blot 4-5 måneder, og det har været end drøm at gå rundt på University of Glasgows smukke gange. Skotland er, som sagt, vidunderlig smukt, men jeg er også imponerende over deres folkefærd. Alle mennesker er utrolig varme, åbne, venlige og hjælpsomme. Det er helt normalt at smalltalke lidt med folk i køen til kassen i supermarkedet, og på pubs kører snakken på tværs af borde af selskaber. Da jeg tog bussen til Loch Lomond forleden, lod buschaufføren mig mine veninder køre med gratis, fordi vi ikke havde fået hævet nok kontanter. Vi lovede at betale dobbelt på tilbagevejen, men da vi stod på bussen i modsatte retning, sagde han bare “On the house, girls!”. Sådan er det sjældent i Danmark mere.
Glasgows motto passer perfekt til byen – “People Make Glasgow”
Tak til Middelfart Sparekasse for at gøre mit udvekslingsophold muligt! Det har været intet mindre end fantastisk, og jeg kommer helt sikkert tilbage så snart jeg får muligheden!
Mange glade hilsner,
Marie