Her følger en beretning om dag 15, den anden sidste dag i the Rickshaw Run.
Efter en hyggelig aften i tirsdags med bål og snak i det fri ved Shabdkosh’s idylliske sted, blev vi inviteret til morgenmad hos hans familie næste morgen. Vi aftalte at mødes kl 8.00 til te, hvorefter vi sammen skulle køre til hans hus lidt i 9. Da klokken hastigt nærmede sig 9 sad vi alle fire lettere utålmodige og ventede. Shabdkosh havde sig vist en travl morgen – han dukkede i hvert fald ikke op med te, og vi havde en kørselsplan, der skulle overholdes. Idet vi besluttede at køre mod hans hus kom han dog, og vi fulgtes ad til hans hjem. Her fik vi (efter en times venten) skøn morgenmad. Kl. 10.45 var vi klar til dagens 180 km, og med en forventning om en gennemsnitsfart på 30km/t ville vi være fremme kl 17.
Hvad vi ikke vidste var, at bakkekørslen fra tirsdag havde ført os højt op. Rigtigt højt. Få kilometer efter start mødtes vi af et overraskende syn. Udover en flot udsigt over en regnskovsdal blandt bjergene, kørte vi direkte mod et skilt med ordlyden ‘Hairpin Bend 27/27’. Okay, 27 hårnålesving ventede forude. Det er 6 mere end Alpe D’Huez! Vi slukkede motoren og trillede, indtil vi 15km senere nåede bjergets fod, og kørte ind i endnu et dyrereservat. Vi stoppede for at fylde olie og benzin på Beautiful Disaster’s rickshaw, men blev hurtigt afbrudt af en mand, der venligst bad os om at køre videre. Det var forbudt og ikke mindst farligt at stoppe i området pga de vilde dyr. Vi fortsatte dog processen og kom ud i live!
Derefter fulgte nogle timers kørsel, hvis funktion udelukkende var at føre os fra A til B; kedelig hovedvejskørsel – og ej at forglemme bykørsel i den store by Coimbatore. Endnu en ubekendt faktor. Vi havde regnet med hurtig gennemkørsel, men endte med at bruge 70 min, hvor Mathias som co-driver guidede Jeppe gennem de mange sving og utallige biler. Selvfølgelig alt imens vi kæmpede for at holde nordmændene på tæt hold bag os. Det er faktisk lidt en prøvelse, når køretøjerne overhaler selv hvor det ikke er fysisk muligt.
Efter at have passeret de forskellige byer fulgte hvad vi troede var vores sidste kraftige regnskyl. Vi nød det. Ruby blev gennemblødt, og ligeså gjorde vi. Man skal virkelig ikke undervurdere nydelsen af et kølende regnskyl i dette varme land.
Inden længe ramte vi dog foden af et bjerg med et brag – det regnede i en sådan grad, at det hverken kan gengives med billeder eller ord. Samtidigt så vi et skilt: ‘Hairpin Bend 1/40’ – 40 hårdnålesving. Du må da være vanvittig! Vi kørte op, op og op ad bjergskråningen, der var så stejl, at vi begyndte at undre os over, hvorfor de lige netop her havde valgt at anlægge en vej her. Vi gik i stå flere gange i hårnålesvingene, og måtte starte i første gear. En sjov oplevelse, når tuk tuk’en først triller en halv meter bagud, for så langsomt at kæmpe sig fremad..Vi trak ind til siden et par gange for at nyde synet af den fabelagtige udsigt, men hvis vi skulle ramme bjerglandsbyen Valparai før mørkets frembrud havde vi travlt. Regnbygerne trak væk, og da vi kom op på toppen mødte endnu et vildt syn os – teplantager på samtlige bjergskråninger så langt øjet rakte i hele bjergdalen.
De sidste 10 kilometer kørte vi gennem et vildtreservat med et håb om at se en leopard, en elefant eller måske en tiger. Dog uden held. Vi ankom i Valparai lige i tide før mørket. Vi blev mødt af velkommende, men også mistroende blikke, siden vi havde kørt de skrøbelige køretøjer herop. Men det er vi vant til. Når man fortæller den lokale inder, at vi kører tværs igennem Indien på en rickshaw, griner de og siger, at man må lade være med at fortælle røverhistorier.
Efter et par øl og lækkert mad var dagen ovre – det var vist ikke en helt dårlig dag at runde et Rickshaw Run af med. Vejene var uden tvivl de flotteste vi nogensinde har kørt på, og udsigterne blandt de mest imponerende vi har set. Og hey, vi kan holde 4000 km jubilæum sammen med Ruby!
Vi fik os derefter en god nat søvn og så frem til onsdag d. 20. – finaledagen!
Hårnålesving i vores lille tuk tuk – iblandt store trucks og busser, der lavede voldsomt store sving for at komme rundt.
Mathias i den norske tuk tuk, bag Jeppe på vej op ad det stejleste bjerg – selvfølgelig i silende regn.