Jeg er netop vendt hjem fra en tur til Oman. Det lille sultandømme, der ligger længst mod øst på den arabiske halvø med kyst ud mod Det Arabiske Hav, er især kendt for sit venlige folk og flotte natur. Det består, ikke overraskende, primært af gold ørken, hvor solen er barsk og luften tør. Løbet, jeg sammen med ca. 80 andre ryttere fra hele verden skulle køre, forløb over 1.038 kilometer, og undervejs skulle landets højeste bjerg, Jebel Shams, forceres. Lidt af en krabat, der består af en 26 kilometer lang opstigning med en gennemsnitlig stigning på 8,1 %. Til sammenligning er Alpe d´Huez kun halv så langt, men dog med samme gennemsnitlige stigning. Til gengæld byder Jebel Shams på op til 25 % stigninger visse steder og ikke mindst en seks kilometer lang grusdel umiddelbart før toppen.

Efter måneders træning og utallige timer med forberedelser af udstyr o.l. stod vi klar på startlinjen søndag d. 24. februar kl. 3.00 om morgenen. Jeg var aftenen forinden gået i seng kl. 19 i håb om at få en god lang lur inden løbets start. Sådan gik det dog ikke. I mit hoved var løbet allerede i gang, og jeg formåede måske at sove en time, inden jeg kl. 1.30 stod op for at gøre de sidste forberedelser. Jeg var derfor træt allerede inden løbet gik i gang, hvilket ikke just er optimalt, når man som jeg havde en strategi om kun at skulle sove 45 minutter de næste to døgn. Men det stod ikke til at ændre. Jeg måtte tage tingene, som de kom og om nødvendig klemme en lur mere ind på turen.

Det første lange stykke af ruten forløb på motorvej, som heldigvis lå øde hen på dette tidspunkt. Vi havde fået at vide, at vi som gruppe skulle følges de første 30 minutter, inden løbet blev givet frit. Og da løbet var et unsupported løb, måtte vi herfra ikke modtage nogen form for hjælp, heller ikke i forhold til at ligge i læ af andre ryttere. Det var forbudt.

Desværre havde løbsledelsen tilsyneladende glemt at uddelegere, hvem der skulle give løbet frit, så folk blev ved med at køre som samlet gruppe. Det frustrerede mig. I et forsøg på at ruske op i løbet, gik jeg i udbrud blot for at kunne konstatere, at jeg nu lå jeg selv ude i vinden, mens de øvrige ryttere og mine konkurrenter forblev samlet som gruppe. Værre blev det, da jeg blev indhentet af en gruppe, hvori der sad tre forhåndsfavoritter. Lidt senere blev vi igen samlet, da vi i den forreste gruppe kørte forkert i en landsby. Herfra fortsatte vi igen i samlet flok.

Kort tid efter gik jeg i udbrud igen. Denne gang fik jeg et større hul, og via trackingsystemet på min telefon kunne jeg se, at den gruppen bagved tilsyneladende også blev opdelt.

Som jeg kørte sydpå følte jeg mig godt tilpas. Jeg havde gode ben og følte ingen træthed. Jeg var tilfreds med, hvordan løbet havde udviklet sig indtil nu, på trods af den irriterende start. Jeg var ”i zonen”, intet andet rørte sig i hovedet på mig end fuld koncentration om mit tråd og mit flow. Cirka seks timer inde i løbet begyndte varmen at tage til, og jeg gjorde et kort stop for at tanke op med vand. Jeg drønede hurtig ind og ud igen i et mindre supermarked, og var hurtigt på vejene igen. Jeg kunne se, at jeg var efterfulgt af sidste års vinder, peruvianeren Soncco, men også, at han ikke hentede ind på mig, tværtimod.

Jeg fortsatte fra byen Al Araqi, og efter at have kørt mest mod sydvest hidtil, var jeg nu drejet mod øst med retning mod løbets første store udfordring; Jebel Shams. Det var ikke kun kørselsretningen, der ændrede sig. Det gjorde stillingen også bag mig. Soncco var ikke længere at se, nu var det min danske kollega Michael Knudsen, der lå cirka fire kilometer bag mig. Med varmens tiltagen steg behovet for væske også. Efter cirka 250 kilometer var jeg nødt til at foretage dagens andet pitstop. Efter en lidt utålmodig og rastløs søgen dukkede en tank endelig op. Godt nok lå den på den anden side af motorvejen, og jeg måtte passere midterrabattens autoværn med cyklen. Efter at have tanket op med væske, og slæbt cyklen over på den anden side af motorvejen igen, kom Michael susende. Hurtigt slog vi følge med Michael forrest og jeg selv cirka 100 meter bag.

Michael fortsatte med et godt tempo i nogen tid. På et tidspunkt nåede vi byen Al Hamra. Her lavede vi en eklatant fejl. Uforvarende passerede vi igennem byen, og ved en rundkørsel så jeg blot den røde linje på min Garmin navigation fortsætte på den anden side af rundkørslen. Efter otte-ni kilometer ville jeg tjekke status på tracking systemet og kunne se, at de bagved liggende ryttere var drejet fra vejen og det helt nede ved rundkørslen, som jeg var fortsat lige igennem. Det viste sig, at det var i rundkørslen, at ud-hjem ruten til Jebel Shams startede. Edder og forbandelser føg, og efter kort at have orienteret en ligeledes fremstormende Michael om miseren, var der ikke andet at gøre end at vende cyklerne og sætte kurs mod rundkørslen og Jebel Shams.

På vej mod mastodontbjerget lagde Michael afstand til mig. Jeg manglede vand og til alt held var der en vandpost på vejen hen mod foden af bjerget. Jeg tankede op og kørte det sidste stykke mod bjerget.

Synet, der ventede, var frygtindgydende. Jeg havde hørt om de stejle stigningsprocenter, men ved selvsyn så vejen ud til at gå lige op i himlen. Jeg kunne spotte Michael længere oppe og kunne se, han vred cyklen i sit tramp op. Det måtte virkelig være stejlt.

Og det var det! De stejle stigninger forekom i små etaper, og jeg indså tidligt, at jeg ikke havde en tilstrækkelig lav gearing på min cykel. Pludselig ramte varmen, de mange kilometer og trætheden mig, og flere gange var jeg nødt til at gøre holdt. Efterhånden nærmede jeg mig toppen, og grusdelen begyndte. Terrænet var det samme; jævnt stejle sektioner med nogle meget hidsige stigninger nu og da. Dertil kom, at det støvede meget, særligt fordi der også passerede en del biler. Også her måtte jeg flere gange af og trække. Så længe jeg var i bevægelse hele tiden, gjorde det ikke så meget.

Jeg ankom lidt senere til Check Point 1 på toppen, end jeg havde planlagt. Klokken var cirka 17.00. Jeg ville for alt i verden ikke køre ned fra bjerget i mørke og kulde, så jeg skyndte mig at spise og begav mig ned over bjerget. På den første grusdel gik det ikke stærkt, men så snart jeg kom på den asfalterede del, opnåede jeg visuel kontakt til Michael, der var kørt fra bjergets top kort før mig.

Da vi nåede ned til byen med den famøse rundkørsel, gjorde vi fælles stop og provianterede til natten. Herfra kørte vi sammen videre. Vi skiftedes til at tage føringer, mens den anden lagde sig i behørig afstand bagved, så vi ikke havde fordel af at følges.

På et tidspunkt gjorde vi holdt ved en lille bar. Vi købte vand og en milkshake. Herefter fortsatte vi. Jeg drak kun halvdelen af min milkshake og smed resten væk. Kort efter kom Michael op på siden af mig. Han var nødt til at gøre et kort stop. Jeg kørte videre ud i natten og følte mig rigtig godt tilpas. Jeg havde god fart i cyklen, og kunne se, at jeg nærmede mig nummer to og tre i løbet. Kun to-tre kilometer havde jeg op til dem. Jeg spejdede konstant efter deres baglygter, men så dem aldrig. Kl. 01.00 begyndte træthedssymptomerne at komme. De viser sig ved at irrationelle tanker dukker op i hovedet. Jeg vidste, det var tid til at sove. På det tidspunkt følte jeg, jeg havde god kontrol. Jeg havde kørt ind på de forreste og lagt Michael bag mig med cirka 11 kilometer. Jeg kom forbi et oplyst busskur og lagde mig der. Jeg lukkede øjnene og lå kun hvad der føltes som ganske få minutter. Jeg tjekkede uret og kunne konstatere, at jeg havde sovet 45 minutter. Perfekt. Jeg følte mig udhvilet og kunne fortsætte. Jeg var klar over, at det givetvis havde ændret stillingen i løbet. Og ganske rigtigt; nummer to og tre i løbet var nu nærved 20 kilometer foran, Michael 11 kilometer. Det betød ingenting. Jeg vidste, jeg til gengæld nu var en sovepause foran. Det ville udligne sig, når de andre skulle sove.

Det føltes godt at have sovet. Min krop var igen veloplagt og hovedet klart. Jeg skød en god fart og fandt hurtigt en god rytme. Pludselig i en lille by så jeg Michael komme svingende ud på vejen foran mig. Han havde øjensynligt også været stoppet for at sove. Vi hilste kort. Jeg holdt min rytme, kørte forbi ham og så mig ikke tilbage. Han var velkommen til at slå følge, men jeg ville holde min rytme. Efter noget tid så jeg mig tilbage. Michael var ikke at se. Lidt senere på et langt lige stræk kunne jeg spotte ham langt tilbage. Det var en god indikation af, at jeg var lige så godt kørende, som jeg følte mig.

Langsomt brød dagslyset frem, da jeg nærmede mig østkysten og Det Arabiske Hav. Jeg havde gennem natten kunnet konstatere, hvordan mine lår og arme smertede, efter jeg ikke havde taget mig tid til at påføre solcreme dagen før. Løbets tidlige start, morgenens lette skydække, den irriterende start, den lette brise og min optagethed af at være i nuet havde gjort, at jeg hele tiden havde glemt og udskudt det. Men nu med dagens første solstråler, der ramte min hud, straffede det sig. Hurtig påførte jeg solcreme velvidende, at det allerede var for sent. Nu handlede det mere om at formindske skaderne.

Heldigvis gjorde landskabet det let at abstrahere fra smerterne. Det sidste stykke mod Check Point 2 på kysten gik gennem typisk ørkenlandskab, goldt og råt. Ikke overraskende at der gik vilde kameler.

Da jeg nåede Check Point 2, så jeg løbets nummer to, Jason Black, forlade stedet. Min var plan var, at jeg hurtigt skulle ind, have mit stempel som godkendelse på, at check pointet var nået, have lidt at spise, fylde op med vand, og så ellers forlade stedet i al hast i min jagt på Jason. Sådan gik det ikke. Folkene på check pointet var forfærdede over at se mine forbrændte arme. Hurtigt fik de mig til at spise, mens de ransagede hytten, biler og tasker i søgen efter solcreme. Lettere utålmodigt, men meget taknemmelig måtte jeg vente, men de nøjsomt smurte mig med solcreme. Et hurtigt kram som tak for hjælpen, og så var jeg på vejene igen.

Jeg kunne dog konstatere, at seancen som frygtet havde taget mange gode minutter. Jason var nu 13 kilometer foran. Cirka det samme var løbets nummer tre, Josh Ibbett, der gennem hele løbet forekom som værende lidt at et spøgelse for mig. Hans tracker viste, at jeg til tider havde overhalet ham, andre gange lå han umiddelbart foran eller 10-12 kilometer foran mig. Men jeg så ham aldrig. Og nu lå de to altså igen cirka 12-14 kilometer foran.

Igen følte jeg, at jeg havde gode ben det sidste stykke op mod byen Sur. Varmen var ubønhørlige 35 grader, og med vinden lige i ansigtet var det noget, der trak væsken ud af kroppen med rekordfart.

Jeg var ved at komme i bekneb for både væske og energi, da jeg nærmede mig Sur. Jeg havde på forhånd fået at vide af sidste års danske deltager, Paul Albæk, at der var sparsomme muligheder for at skaffe vand de sidste 200 kilometer mod Muscat. Jeg tog mig derfor god tid til at proviantere. Masser af vand, samosaer og falafler blev proppet i lommerne, så de var ved at revne.

Der var rigtig nok ikke mange steder, man kunne tanke vand undervejs på det efterfølgende lange stykke mod Muscat. Til gengæld var der nogle ualmindelig onde stigninger. Med den konstante modvind, megen trafik, varmen og en indsnigende træthed var det svært at finde en rytme.

På det her tidspunkt begyndte mætheden af løbet også at indtræffe sig. Jeg genkendte det fra alle mine tidligere løb. De sidste 10 % er aldrig sjove. Der vil jeg egentlig gerne i mål hurtigst muligt.

På et tidspunkt stemte mit GPS-spor og tracking systemet ikke overens. Jeg kørte lidt forvildet rundt og for at undgå at blive diskvalificeret for ikke at have dækket hele ruten, endte jeg med at køre nogle ekstra kilometer. Nuvel, jeg kunne se, jeg indtil da havde cirka 25 kilometer ned til Michael.

I løbet af et øjeblik syntes mørket at sætte ind. Det var derfor bælgravende mørkt, da jeg kørte ind i en dal. Det skulle efter sigende være en af løbets smukkeste sektioner. For mig blev den et mareridt.

På vej ned af en lille bakke blev asfalteret vej til en meget dårlig grusvej. Jeg var udfordret af, at jeg havde haft vanskeligt ved at genoplade min normale lygte, så jeg reelt kun havde en ”blinker” lygte og en pandelampe. Jeg måtte derfor holde sidstnævnte i hånden, mens jeg forsøgte af forcere stykket med meget groft grus.

Samtidig var jeg udfordret af en mekanisk defekt. Jeg kunne i mørket ikke finde ud af, hvad det var, men kæden takkede over, og af og til faldt den af. Det føltes som en defekt pedalarm. Senere kunne jeg konstatere, at det var en tand på den forreste klinge, der var slået skævt.

På det tidspunkt var jeg ekstremt frustreret. Jeg var ikke sikker på, jeg ville kunne gennemføre løbet, hvis defekten udviklede sig. Og jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne holde fjerdepladsen. Jeg kunne se, at Michael nu kun var 11 kilometer bag mig.

Efter hvad der syntes som timer kunne jeg omsider skimte gadebelysning forude. Jeg bad til, at jeg for himlens skyld dog snart måtte nærme mig Muscat og mål. Ud fra tracking systemet så det ud til det. Og med kun ganske få kilometer tilbage kunne der ikke være mere ”outback” kørsel.

Muscat var en fantastisk by at køre ind i. Smukkere by har jeg ikke set længe. Jeg kunne konstatere, at Michael tilsyneladende også havde udfordringer på grusdelen. Samtidig ville jeg fortsat skåne cyklen mest muligt for at undgå yderligere defekt. Turen mod mål blev derfor også i et meget adstadigt tempo med god tid til at suge indtrykkene af Muscat by ind og lade indtrykkene fra en eventyrlig rejse bundfælde sig.

Efter 42 timer og 50 minutter kunne jeg køre i mål som nummer fire. Jeg havde på forhånd sat et mål omkring 46-48 timer, hvilket var tiderne for top tre i løbet året forinden. På den front var det selvfølgelig tilfredsstillende. Men jeg ville naturligvis gerne have vundet løbet. Det var det, jeg kom efter.

Når det er sagt, er jeg igen overmåde taknemmelig over igen at have oplevet et nyt cykeleventyr. Oplevelserne før, under og efter løbet har ganske enkelt været forrygende. Og det er stadig det vigtigste.

2 kommentarer til “BikingMan Oman”

  1. Sims skriver:

    fed fed FED beskrivlese champ og tillykke med det flotte resultat

  2. Per Michael Rasmussen skriver:

    Fed fed beretning Peter, skide spændende læsning, som at have været med på rejsen. Wow det kunne friste at prøve sådan en omgang. Hvor jeg så vil tage solblokker 50 på, en endnu lavere gearing end 46/46/10 og så ikke køre forkert.
    Mange tak.

Skriv en kommentar