Med en del kilos overvægt i bagagen og det største smil på læben, er jeg endelig ankommet til Seoul. Jeg har nu været her i 1,5 uge, hvor den første uge er blevet brugt i isolation og resten af tiden har jeg brugt på at falde til på campus på Hanyang University.
Sydkorea har ret strenge indrejsekrav og det lagde lidt en dæmper på ugerne op til afrejse, da det udover 7 dages isolation, også krævede en negativ PCR-test ved indrejse. Hænderne var derfor helt oppe over hovedet, da jeg 24 timer inden afrejse fik mit negative testresultat.
Der har været krav om isolation ved indrejse siden corona brød ud, og processen gennem lufthavnen i Seoul var derfor strømlinet, selvom man skulle gennem en del instanser. Efter 17 timers rejse var jeg godt træt, da jeg endelig ankom til isolationsstedet, men også bare vanvittig glad for endelig at være fremme.
Isolationsstedet er et campus som ikke er i brug, så alle blev indlogeret på et kollegieværelse med eget bad. Heldigvis var der en elkedel, da jeg, i overvægten, havde prioriteret te og chai latte til de rastløse timer. Vi fik leveret mad 3 gange om dagen, og det blev holdepunkterne i løbet af dagen. Vi skulle have taget 2 PCR-tests mens vi var i isolation. Det gav heldigvis mulighed for at komme lidt udenfor og snakke med den lille gruppe mennesker man blev kørt til og fra testcenteret sammen med. Efter 7 dage med en masse serier og bøger, var jeg klar til at komme ud og opleve byen og møde nogle mennesker.
Vi var omkring 20 fra isolationsstedet, der skulle gå på Hanyang University, som alle blev hentet i en bus og kørt til campus, hvor vi kunne tjekke ind og begynde at finde os tilrette på vores værelser. På campus mødte jeg også min roomie, hun er fra Frankrig og super sød, så det tegner rigtig godt!
Jeg har brugt de seneste dage på at prøve at finde rundt på campus, som mest af alt minder om en lille by. Jeg har også bevæget mig lidt rundt i området uden for campus og blevet bekendt med den offentlige transport.
Det har været nogle dage med mange indtryk og særligt den sproglige barriere kræver lidt ekstra energi, da en del i Ansan-området ikke snakker engelsk og alt er skrevet på Hangul, som er det koreanske alfabet. Det har derfor krævet en del hjælpemidler, i form af translations apps, til at oversætte tale, tekst og billeder, heldigvis har alle jeg har mødt været super søde og tålmodige.
I næste uge starter semesteret og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg er rigtig positiv over alt jeg er blevet mødt med indtil videre, og glæder mig til at se hvad de næste 4 måneder bringer.
Tak fordi i ville læse med 🙂
