Af

Lauge Skov Due Nielsen

Vi er et bådfællesskab bestående af Mathias Hansen på 26 år, Sebastian Bjørn Bak Matthiesen på 27 og Lauge Skov Due Nielsen på 25. Vi er alle tre opvokset i Middelfart og kender hinanden fra forskellige skoler og fritidsaktiviteter, bl.a. sejlads.

Båden hedder S/Y Triboloca og med den sejler vi d. 20/08/2023 på en jordomsejling uden slutdato.

Planen er at sejle mod vest omkring ækvator og opleve verden undervejs. Vi vil møde lokalbefolkningen  i øjenhøjde og komme ind under huden på dem der tillader det. Vi har en masse værktøj med og forhåbentligt overskud til at give en ekstra hånd, der hvor der er brug for det. På den måde tror vi på at vi kan få mere ud af eventyret end blot at opleve den som en form for turist. Vi vil undervejs have gaster med ombord på båden, bestående af folk vi kender og dem som har kontaktet os fordi de har set vores medier og at vi søger.

Vi glæder os utroligt meget til at komme afsted på eventyr og til selvfølgelig også til den næste ankerbugt rundt om hjørnet.

Det er tidlig søndag morgen og vi har, sammen med gasterne, der ankom i fredags, aftalt at stå lidt før op for at overraske Sebastian. Han har fødselsdag og bliver 28 år. Alle er lidt spændte og det summer i maven. Der er lagt en klar plan for dagen, fordi vi nok godt ved at der vil være run på. Båden skal flyttes over til servicekajen i Middelfart Marina, inden folk begynder at ankomme. Dernæst skal vi forsøge at sige ordentligt farvel inden vi kl. 12 sejler syd på. Vejret er super godt, selvom der ikke helt er nok vind og fra den forkerte retning. Vi ved ikke præcis hvor mange mennesker der kommer, men vi ved at Middelfart Sparekasse, samt Sebastian far Carsten fra Bak’s Bakery and Deli, vil medbringe sødt og kaffe.

Vi har bedt familie og bekendte om at være der i god tid, for at få kigget dem i øjnene inden vi ikke skal se dem i lang tid. Langsomt strømmer der folk til og det er næsten ikke til at forstå at der er kommet så mange for at sige på gensyn. Det er meget overvældende og svært at nå det hele. Nogle folk er sågar kommet fra København, Aarhus og Aalborg for at vinke os farvel.

11:45 får vi overleveret tre fine gule skaljakker af Nicolai fra Arctic Outdoor. Vi får taget et holdbillede og han beder os teste dem af i alt slags vejr. Vi samler dernæst tropperne inden vi kan sejle afsted. Vi tøffer over mod Fænø for at vende om og sætte og vise vores splinternye sejl “P.Christensen”, der er en mellemting mellem en spiler og en genua. Perfekt til lange oceankryds.

Arctic Outdoor’s skaljakke Matterhorn på holdbilledet

Da vi glider forbi servicekajen på ydersiden af molen lyder 3 kanonslag fra det lokale salutteringslaug. Mathias, der er på fordækket for at pille sejlet ned igen, får et kæmpe chok og er ved at springe i vandet. Vi bliver fulgt til syd for Fænø af en håndfuld både fyldt med familie og venner.
Det er først efter et par timer, når de andre både for længst er sejlet tilbage mod havnen, at det stille og roligt begynder at bundfælde sig.

Vi er på vej ud på en meget lang sejltur. Kulminationen af det hårde arbejde de sidste mange måneder, og så det hele på én dag. Det er ikke helt til at forstå, og der skal da også gå nogle dage før den lige fiser helt ind.

Kielerkanalen

Vi sejler til Mommark på Als og overnatter for anker. Dagen efter når vi halvvejs igennem Kielerkanalen til Rendsburg, inden vi på tredjedagen kan sejle ud i medstrøm på Elben mod Cuxhaven og mod Nordsøen, Den Engelske kanal og nye eventyr. Første togt slutter på Gran Canaria hvorefter vi vil krydse Atlanten og sejle mod vest.

Nordsøen

Skriv en kommentar