Mie Schackinger Trothe
Af

Mie Schackinger Trothe

Mit navn er Mie Schackinger Trothe. Jeg er lige fyldt 18 år i starten af 2016, og har derved nu i 8 år levet med et lidt kortere venstre ben, som blev amputeret i 2008 forårsaget af sygdom i knæet. Som 16-årig begyndte jeg at gå til konkurrence svømning, og siden da er det gået utroligt stærkt. I dag træner jeg 6 gange svømning om ugen i DeltaSwim samt 3 gange styrketræning bl.a. med Fredericia Eliteidræt. Ud over dette er jeg også optaget på DHIF (Dansk Handicap Idræts Forening) svømmetalenthold, hvilke byder på ind- og udenlandske stævner, samt deltagelse i adskillige træningssamlinger årligt. DHIF svømmetalentholdet er stadiet før man kommer på handicaplandsholdet. Jeg arbejder pt. hårdt på at fylde kravtiderne til landsholdet, så jeg kan komme skridtet videre. Svømning er hurtigt kommet til at betyde meget for mig, og er blevet en stor del af den travle hverdag, jeg har ude på Fredericia Gymnasium. Det har også åbnet for en masse fede oplevelse og drømme, som jeg ikke kan vente med at få realiseret, men første skridt er helt klart at komme på landsholdet. Da svømning ikke er en helt billig sport, er jeg meget glad for at Middelfart Sparekasse vil sponsorere mig og hermed hjælpe mig på vej mod mine mål og drømme.

 

De første 5 måneder af år 2017 har været 5 travle, men spændende måneder. De har stået på træningssamlinger, stævner og træning, træning og træning. Mit første stævne var i februar i Malmø, et super fint stævne som viste at formen lå, hvor den skulle på trods af sygdom op til og under stævnet. I marts var kalenderen fyldt godt op med stævner, både stævner med klubben og med para-landsholdet. Det blev til stævner i Hjørring, Bellahøj, Fredericia og Lübeck, altså i alt 4 stævner på blot 4 uger, så det var en måned, hvor jeg var godt brugt. Alt i alt var jeg fint tilfreds. Der blev sat nogle nye personlige rekorder, men der var også løb, hvor det simpelthen bare ikke fungerede, you win some, you lose some. Jeg lærte i hvert fald, at jeg i fremtiden måske skulle lære at melde afbud til et stævne eller to for at få det optimale ud af mine stævner 🙂

I april måned blev tempoet sat lidt ned på stævne fronten, og der var nu tid til at gå i dybden med min træning og trappe op. Dog bød april måned på et enkelt stævne i England nemlig British Open. Inden for para-svømning har man lavet det, der kaldes for World Para Swimming World Series, som er stævner som foregår rundt omkring i verden. Tidligere på året var Danmark vært for det første stævne i serien, nemlig i Bellahøj, og nu gik turen altså til England nærmere betegnet Sheffield. Stævnet var et af mine bedste stævner til dato, hvor alt fungerede som det skulle, og hvor jeg virkelig følte at de mange timers træning i bassinet kom mig til gode. Det blev i alt til fem ud af fem personlige rekorder. Særligt fedt var det at svømme sig i en B-finale på 400 fri, blot en placering fra A-finalen. Det var også fedt at komme ud internationalt og smage lidt på konkurrencen omkring én. Alt i alt var det et stævne, som gav blod på tanden og mere motivation til hverdagen.

Weekenden efter British Open stod på en enkelt test dag i Esbjerg, hvor der blev lavet laktattest. Ellers kommer resten af tiden ind til sommer til at bestå af træning, måske et enkelt stævne eller to og så ellers bare læseferie, da jeg afslutter 3.g her lige om lidt. Hvad der skal ske efter 3.g ligger stadig væk lidt hen i fremtiden, men sommerferien skal primært bruges på at få de sidste beslutninger på plads omkring uddannelse, bolig og svømning. Lige meget hvad, så ved jeg, at der venter mig en ny, spændende og anderledes hverdag efter sommerferien.

Skriv en kommentar