Så kører vi!
Eller, det er i hvert fald meget tæt på. Der er i skrivende stund kun 10 dage til, at Pursuers of the Wild sætter kursen mod Indien og vores vilde eventyr.
I Indien venter en udfordring som hverken gymnasieafleveringer, eksamener, eller et sabbatår med masser af arbejdstimer kan konkurrere med. Rickshaw Run venter på os; Vi skal krydse landet på 16 dage i en tuk tuk. Jep, en trehjulet knallert med et bliktag over hovedet.
Det bliver et ca 3500km langt og vildt ridt fra Shillong i øst til Kochi i syd. Vi ville med glæde fortælle i detaljer om løbet, men det er faktisk ikke muligt; der er ingen rute, ingen planlagte overnatninger, ingen guides undervejs – men vi har hinanden og de 70 andre hold fra hele verden!
Om bord på den lille tuk tuk er vi to unge fyre fra Vejle-området:
Mathias Abildtrup – 20 år, fra Give og med smag for alt, der har med adventure og udfordringer at gøre.
Jeppe Tranekær – 20 år, fra Randbøldal, der elsker at stå på egne ben, udfordringen i at tage afgørende beslutninger og ikke mindst at have det sjovt undervejs.
Velgørenhed
Projektet er dog ikke kun for sjov og ballade. Som deltagere i the Rickshaw Run skal man donere mindst 1000 £ til velgørenhed. Vi har på nuværende tidspunkt indsamlet 1176 £! Pengene går til Cool Earth, som er en organisation, der arbejder med bevaring af regnskoven i bl.a. Amazonas. De støtter og udvikler de lokale regnskovssamfund med undervisning, infrastruktur, lægehuse osv., så disse på sigt selv kan varetage og forsvare regnskoven mod unødvendig fældning.
Et glimrende projekt, som vi er stolte af at være en del af! Kig forbi og smid evt. et beløb her, når vi er undervejs i vores tuk tuk. Det vil være den bedste motivationsfaktor, som vi overhovedet kan tænke os til.