Så kommer der en opdatering fra Cape Town. Marts er fløjet afsted. Jeg har hele måneden haft “skrive blogindlæg” på min to-do liste, men har konstant måtte udskyde det. Det gør jeg “now now”, har jeg tænkt. For de uindviede kan jeg fortælle, at “now now” er den sydafrikanske måde at sige senere på. Og der er mange ting, der bliver gjort “now now”.
Men nu skal det være, og vi har jo et hængeparti fra sidst. Jeg skal fortælle lidt om, hvad jeg laver på mit arbejde, så lad os passende starte dér. Jeg arbejder i en organisation, der hedder Home of Hope (HOH). HOH arbejder med børn, der har FASD, hvilket er et alkoholsyndrom, der opstår i fosterstadiet, hvis moren drikker under graviditeten. FASD er desværre meget udbredt i Sydafrika, hvor ca. 70.000 børn årligt bliver født med syndromet. Dette kommer sig bl.a. af, at det indtil 2003, hvor det blev ulovligt, var ganske almindeligt, at arbejderne på vinfarmene (og dem er der mange af), blev betalt delvist i form af vin. Selvom dette ikke er tilfældet mere har det skabt en kultur, der er dybt præget af alkoholisme. Dette førte bl.a. til, at det i 2007 blev ulovligt at sælge billig papvin – regeringens forsøg på at dæmme op for det udbredte alkoholproblem.
HOH har forskellige programmer, der alle omhandler FASD. Jeg arbejder på HOHs børnehjem, hvor der for tiden bor 17 børn. På børnehjemmet laver jeg terapiprogrammer for børnene. Både i form af gruppeterapi, men også individuelle forløb. Til dem, der sidder og tænker: “Jamen jeg troede, at hun læste til socialrådgiver – ikke terapeut” kan jeg informere om, at Danmark er en af de få steder i verden, hvor man har adskilt socialt arbejde og terapi. Det går mange steder hånd i hånd, og terapi bliver ofte set som blot én af socialrådgiverens redskaber. Derfor har jeg hernede fået mulighed for at forsøge mig med terapi, hvilket er meget spændende. Det skal dog lige siges, at fordi jeg har den internationale linje på socialrådgiveruddannelsen, så har vi fået undervisning i særligt gruppeterapi, og derudover selvfølgelig en masse undervisning i samtaleteknikker og forskellige samtaleformer. Så jeg er ikke komplet på røven i forhold til opgaven. Alligevel er det ganske udfordrende. Børnene kan grundet deres handicap være vanskelige at få til at holde fokus, og til tider er det svært bare at holde dem i ro. Heldigvis har jeg en super dygtig og engageret supervisor, der hjælper mig på vej, så jeg lærer en masse.
At arbejde med børn er enormt givende for mig. Jeg bruger udover terapiprogrammerne meget tid på “bare” at være sammen med børnene. Relationsarbejde er super vigtigt når man laver socialt arbejde. At skabe tillid er – selvom det sker udenfor terapilokalet – essentielt for, at jeg kan arbejde med børnene og nå nogle af de mål, jeg sætter for dem og deres udvikling. Dog har socialt arbejde, og særligt social forandring, oftest den lille hale, at det er svært at måle social forandring på en sådan helt excel-new-public-management-effektivitets-agtig måde. Det kan gå to skridt frem og et tilbage, en cirkel om sig selv og så forfra igen, indtil det så nogle gange lykkes, at skabe netop dén forandring man kæmper for. Det kræver tålmodighed, men det kommer helt af sig selv, når man arbejder så tæt med mennesker, man oftest kommer til at holde af og heppe på.
Med alt det sagt, så vil jeg vise jer nogle billeder fra nogle af de oplevelser jeg har haft siden sidst. For selvom at arbejdet er en stor del af mit ophold, så har byen heldigvis også en masse andet at byde på:
Det var altså bare en fed oplevelse. Vi kørte rundt i Table Mountain National Park, hvor vi havde været før. Der var skilte, der sagde, at der var bavianer, men vi havde ikke set dem før. Pludselig var de der så. 1-2-mange. Oppe på taget af bilerne. Parrende lige foran os. Det var cool!
Jeg håber, at I nu har fået et bedre indblik i, hvad jeg laver på mit arbejde, men også i, hvilken fantastisk, smuk og spændende by Cape Town er.
Kh fra Nynne
