Som jeg efterhånden har nævnt et par gange bor vi et lille guesthouse, som vi deler med en del. Lægerne kommer her og spiser, dem der laver te/mad til hospitalet forbereder nogle ting her, der er til tider andre gæster og så er der folkene fra Batwa Development Project. Deres kontor ligger i forlængelse af vores hus, men de bruger flittigt huset, terrassen, pavillionen og toilettet… Faktisk har vi haft en del diskussioner om hvad det egentlig er de går og laver, for vi ser dem aldrig gøre andet end at sidde og holde møder. Det er en evig kilde til irritation at der altid sidder en 8-12 ugandere spredt ud over det hele når man mest af alting har lyst til at spise sin frokost i fred og ro. De er dog alle sammen meget søde og meget sociale.
En dag var der så en af dem der spurgte Amanda om vi mon havde lyst til at komme med dem op til Batwa community centeret hvor der skulle være bueskydnings konkurrence. De manglede nemlig nogle Mzunguer de kunne konkurrere mod. Vi har længe ville besøge centeret som ligger et stykke oppe af et af de omkringliggende bjerge, så imorges troppede vi villigt op iført et tykt lag solcreme (selvfølgelig står solen højt på himlen på en tirsdag og det regner altid søndag når vi har fri) og vores trekkingstøvler. Det var en noget blandet skare der skulle med, da det viste sig at det var alle medarbejderne og de er ikke alle lige fitte hvis vi skal sige det pænt.
Der blev lavet ild på spejdermanér
En af de ældste
Afsted kom vi og et lille stykke op af bjerget på grænsen til batwaernes land (Dr scott grundliggeren af projektet og hospitalet har købt en del land til Batwaerne da deres eget blev taget fra dem og lavet til nationalpark) blev vi mødt af 6 ældre batwaer klædt i oprindeligt tøj. De skulle følge os op af bjerget samtidig med at de fortalte om deres kultur og historie, vel og mærke på Luchika, så der blev tolket for at vi kunne være med. Vi havde ikke regnet med at vi sådan skulle præsenteres for hele den tur som turister normalt er på når de besøger centeret (og som de betaler en del for), men det blev vi.
Vi fik også, før vi kom for langt op, fortalt hvordan vi skulle forholde os til de forskellige dyr vi kunne risikere at støde på, heriblandt vilde gorillaer. Altså gorillaer der ikke er medlem af de familier man normalt trekker i skoven og som derfor ikke er vandt til mennesker. På vej op af bjerget var der da også mange tydelige spor efter gorillaer. Store nedtrampede områder og andre efterladenskaber. Halvvejs oppe kunne vi også høre dem og se budskabet bevæge sig. Jeg fik set ryggen af to store dyr og en anden spisende, men dog kun på afstand.
Da vi endelig nåede frem var vi godt svedige for solen havde skinnet uafbrudt. Vi blev budt på sang, dans og historiefortælling. Fik vist deres forskellige huse og hvordan de jagede med fælder, spyd, bue og pil. Så blev der sat frokost på bordet og der var blevet slagtet en ged i dagens anledning. Så vi fik også lært at spise matoke og ged med fingrene ligesom de lokale gør og os som bare troede vi skulle op og skyde med bue og pil. Det blev da også det næste, og sidste, på programmet. Batwaerne tog det meget seriøst, med stenansigter og tænksomhed over valg af både bue og pile. Man fik tre pile og så gjaldt det om at ramme en træ udskåret daika (en blanding mellem en ged og et rådyr tror vi) flest gange eller komme tættest på. Der blev hujet, grinet og buet til den store guldmedalje. Vi var nu ikke særlig overbevisende i vores præstationer, men det lykkedes da mig at få et halvt point (3 var max og vinderen fik 2 så det var rimeligt…). Det var en unik oplevelse og den mindst turistede måde at opleve noget meget turistet på. Og tænk så engang, da vi gik ned igen fik vi øje på en enorm silverback. Igen på afstand, men helt ærligt, hvad er chancen…
Batwa dreng
Lyder VIRKELIG spændende