Af

Nina

Jeg er 23 år og bor i Aarhus hvor jeg har læst medicin i 4 år. Jeg har altid elsket at rejse og gør det så tit jeg kan, så dette forår er jeg på den ultimative oplevelsestur når jeg bytter bøgerne ud med et ophold på et lille junglehospital i Bwindi, Uganda, på grænsen til DR Congo.

Indtil videre har vi kun været på én større tur væk fra hospitalet til en meget smuk sø i den sydlige del af landet, hvor vi fik mulighed for at mærke hvordan det føles at være turister = rige muzunguer i afrika. Vi har ikke været på safari endnu, men gemmer det til vores videre rejse rundt, og til vi får gæster i midten april. En ting der dog har været meget snak og debatteren omkring er de famøse bjerggorillaer. Den eneste population af bjerggorillaer i verden lever nemlig lige her hvor vi bor. Der er omkring 700 fordelt på en masse mindre familier. Halvdelen bor her i bwindi og resten i Rwanda og tildels Congo, hvis de får lyst til at tage over grænsen. Som en enestående oplevelse kan man få lov at trekke igennem junglen indtil gorillaer og være sammen med dem en times tid. Dette er selvsagt noget vi meget gerne ville opleve, men desværre koster turen alene 500$ pr person, hvilket ikke ligefrem er småpenge…

En lille våd gorilla

Og hvor er så gorillaerne...

Vi havde fået at vide at det var muligt at købe tilladelser (kun 8 personer må besøge hver familie om dagen så der kræves forbookede tilladelser) til halvpris når folk ikke mødte op mm. I øjeblikket er det lav sæson og kun en håndfuld turister er her hver dag, så man skulle tror at det var muligt at få noget rabat, men nej. Kun tillladelser der allerede er blevet solgt kan sælges igen til billigere penge. Vores logik siger os at 250$ er bedre end ingen penge, men der er uganderne uenige. Heraf den meget snak om gorillaer og hvad vi så skulle gøre.  De sidste par dage har der boet et par canadiere og en amerikaner i vores guesthouse og to af dem bestemte sig for at betale den fulde pris og gå op og se gorillaer. Da vi gik til frokost kom de tilbage og kunne fortælle at en af gorillafamilierne var gået uden for parken og om formiddagen havde været ved en af lodgene. På trods af regn bestemte vi os for at det var værd at tage op og se om de stadig var der. Lodgen har anlagt en mindre gåtur langs floden, hvor vi havde fået at vide at gorillaerne var blevet set, så vi aftalte med personalet at vi ville gå en lille tur og så komme op og få drinks. Vi tog vores tid og så da også flere tegn på at gorillaerne havde været der, men ingen gorillaer:( Så efter en times tid satte vi os op i restaurantenog fik forbløffende billige drinks, efter at vi havde sagt at vi betalte med shillings, ikke dollars.

Mor og barn

Vi ventede til regnen holdte op og bestemte os så for at gå den lille tur igen for motionens skyld. Netop som vi snakkede om hvor ærgerligt det dog var at vi var gået glip af gorillaerne fik vi øje på den første lille sorte pelsklump der hang ned fra et træ i det fjerne. Vores hjerter begyndte at banke og adrenalinen pumpede rundt da vi begyndte at ane raslen i buskadset, knækkende grene og sorte skikkelser. Og pludselig gik først den ene og herefter resten af den mindst 15 stk store familie lige ud foran os. Som en af de første kom den (virkelig) store silverback ud alt for tæt på os, hvilket fik os til at rykke meget tæt sammen og bakke et par meter. Den næste lille times tid tilbragte vi, alene, omringet af gorillaer, som dog tydeligvis var vandt til opmærksomheden. Enkelte strøg helt tæt forbi os, andre betragtede os imens de kørte den ene omgang blade ind efter den anden. En helt unik naturoplevelse som ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har prøvet. Den endte dog da dyrene fortsatte ind i lidt mindre venligt krat, men det var heldigt nok, da jeg ellers ikke tror vi ville have forladt dem. Vi er stadig helt høje for ikke at sige ekstatiske efter oplevelsen og kan slet ikke forstå at det virkelig skete, og oven i det kommer så at vi slet ikke skulle betale for det… Hvor heldig har man dog lov at være…

Gorillaer er ikke glade for regn

Find en gorilla

Kærlighed ved første blik

Skriv en kommentar