 
                                                         
Hej, mit navn er Karl, og jeg befinder mig pt. i Prag i Tjekkiet, som del af mit udlandsophold på 5. semester af elektronikingeniøruddannelsen.
Jeg har efterhånden boet hernede i 1,5 måned. Min tur startede i midten af september, hvor jeg ankom til mit kollegie midt om natten, og siden da har der været fart på, og omgivelserne har der været nok af.
Det internationale miljø i Prag
Det har været en stor omvæltning at bo i et helt nyt land, men man er heldigvis ikke alene, da mit universitet har optaget over 500 internationale studerende dette semester, og de første uger stod derfor på mange arrangementer ifbm. Erasmus Student Network (ESN). Det er vildt spændende at møde så mange nye mennesker fra så mange forskellige lande og vidt forskellige kulturer. Heldigvis er Prag et godt sted, at holde sociale arrangementer, byen er fyldt med hyggelige barer, værtshuse og lokale bryggerier.
Prag – En smuk storby
Udover de mange barer er byen fyldt med utrolig flot gammel arkitektur. Fra Prag slot til Valdštejnský paladset og Karlsbroen er der fyldt med historie rundt om hvert hjørne, hvilket ikke gør det mindre spændende at tage en tur gennem byen.
Studielivet
Når der ikke er store fælles arrangementer eller turer gennem Prag og resten af Tjekkiet, står den på undervisning på det Elektrotekniske fakultet. Undervisningen er meget anderledes end den måde, det gøres på i Danmark, og nogle af de game sovjettidsfaciliteter er efterhånden godt brugte. Men det er stadig interessant at opleve en anden måde at blive undervist og en anden måde at lære, og fagene indenfor kommunikationsteknologi og FPGA-udvikling er både spændende og relevante.
Jeg er efterhånden faldet godt til hernede, og de næste par uger skal bruges både med næsen i bøgerne, men selvfølgelig også med lidt plads til social fordybelse på de tjekkiske barer.

 
            

 
                    



