
Tiden flyver afsted hernede på den sydlige halvkugle, hvor jeg nu har befundet mig en måneds tid. Da jeg landede i Melbourne blev jeg allerede i lufthavnen mødt af et velkendt ansigt. Jeg er nemlig så heldig at have en australsk veninde, som er bosiddende lidt udenfor Melbourne. Det er derfor ikke ofte, at vi ser hinanden, så det var med gensynets glæde, at vi efter godt tre år igen kunne omfavne hinanden.
Introduktion til det autentiske Australien
Jeg var heldigvis ikke specielt ramt af jetlag, så allerede den første dag tog vi ud på tur, så jeg kunne få smag for Australien. Efter mindre end 24 timer i Australien havde jeg således både set koalaer, pingviner og smukke strande samt nået at blive letter solbrændt. Det må siges at være en succesfuld start på mit udvekslingsophold. Den efterfølgende uge fortsatte på samme måde med både vandreture og kænguruer. Derudover fik jeg smagt lidt på det lokale køkken i form af vegemite. Til dem der ikke ved hvad dette er, så er vegemite et restprodukt af gærproduktionen, som australierne bruger som smørepålæg på lyst brød. Det lyder ikke umiddelbart tiltalende og efter at have smagt det, kan jeg kun sige at det nok var første og sidste gang for mit vedkomne.



Efter primært at have set natur blev det tid til at gå på opdagelse i byen. På en tre timer lang walking tour gennem Melbournes gader fik vi set nogle af byens ikoner samt hørt om byen historie. Byen byder på mange skjulte perler og oaser i form af parker og smøger fyldt med gadekunst. Man kan derfor blive ved med at gå på opdagelse.
Velkommen til University of Melbourne
Nu kom tiden dog også til at University of Melbourne skulle udforskes, hvilket jeg havde set meget frem til. På den første introdag bød de mig og de godt 750 andre internationale studerende velkommen. Vi er studerende fra utroligt mange forskellige lande, så der er god mulighed for at lære om andre kulturer. Campus var de næste par dage på den anden ende, da der var arrangeret alle mulige aktiviteter for os nye (både lokale og internationale) studerende med bazarstande for diverse klubber og sportsmuligheder. Det var godt givet ud at have været inde forbi Campus disse dage før min undervisning for universitetet spreder sig over et kæmpe område! Går man fra den ene ende til den anden, er det en tur på cirka 25 minutter. Det var derfor godt, at jeg havde fået en idée om, hvor jeg skulle gå hen den første dag. Jeg formåede dog alligevel at fare vild på cykelturen dertil fra mit nye hjem i North Melbourne.



Vi må se om ikke jeg får bedre styr på cykelturen, som semesteret skrider frem. Uanset hvad har det været en god start på mit udvekslingseventyr, og jeg er sikker på, at der er mange flere gode oplevelser i vente.