En travl hverdag
Siden mit sidste indlæg er tiden for alvor gået stærkt. Med nye studievenner, oplevelsesture og selvfølgelig en masse undervisning er tiden fløjet af sted.
Dagene hernede er dog også blevet hverdag, hvilket har været velkomment, og Prag er blevet hjemligt. Byen er stadig virkelig fed med et godt studiemiljø og de par sidste måneder har byen virkelig udviklet sig fra noget fremmed til en et andet hjem, jeg snart skal sige farvel til.
Eksamener og december
December var en speciel måned hernede for Prag emmer af julestemning i den måned. Hver af de mange pladser har deres eget lille julemarked, hvor man kan købe dekorationer, eller noget lækkert at spise. Hvis man er heldig finder man også en bod, der sælger levende karper, da karpe er den traditionelle juleaftensspisen her i Tjekkiet.
December var dog også en måned, hvor kulde og sne satte en stopper for nogle af studiearrangementerne og det faglige i stedet spidsede til med 4 af mine eksamener liggende i december, som heldigvis er overstået nu. Det har derfor været en travlt tid den sidste måned, men også en utrolig lærerig tid, hvor alle de nye oplevelser har skulle balanceres med hverdag og eksamenslæsning.
Den sidste tid
Jeg har været utrolig glad for min tid her i Prag, som nu desværre lakker mod enden. Den har lært mig meget på både godt og ondt. Det har været helt vildt spændende at få indblik ikke kun i den tjekkiske kultur og læringsmetoder, men kulturer og væremåder fra hele verden. Noget af det bedste ved mit udlandsophold har nemlig været de mange andre udvekslingsstuderende, som jeg har stiftet bekendtskab med. Gennem dem har jeg fået mange nye perspektiver på forskellige steder i verden fra Canada til Singapore til Ukraine og mange flere. Det her semester har derfor også været med til at give mig et stort internationalt netværk som jeg er glad for.
Nu er det tid til at nyde den sidste tid før jeg vender hjem mod Danmark.

