Endnu en måned er gået i New York og den har været intet mindre end fantastisk. Udover at være kommet godt i gang med mit feltarbejde i Brooklyn, har jeg nydt det dejlige sommervejr sammen med min kæreste og venner. Vi har blandt andet haft en weekend ved Long Branch – et strandområde i New Jersey – hvilket var skønt og afslappende. Derudover har jeg været til John Mayer koncert og til US Open – begge meget mindeværdige oplevelser. Jeg har også udforsket forskellige områder i Brooklyn og på Manhattan – Dumbo og Greenwich Village er blandt mine favoritsteder.

Greenwich Village er en farverig bydel på Manhattan, hvor mange kunstnere og homoseksuelle har boet siden 70’erne.

I Greenwich Village ser man ofte en stor utilfredshed med Trump – som blandt andet i denne bod, hvor der sælges badges og magneter.

Brooklyn Bridge Park i Dumbo. Her står jeg sammen med min veninde, som har været på besøg. 

Til John Mayer koncert i New Jersey

US Open. Arthur Ashe Stadium. Her så vi Nadal vinde kvartfinalen. Det var en stor oplevelse – selvom vi sad langt væk!

Mit feltarbejde ved Hyperakt har den seneste måned været fyldt med forskellige arbejdsopgaver. Jeg har blandt andet undersøgt og analyseret sociale problemstillinger, deltaget til møder med nye samarbejdspartnere samt lavet oplæg omkring antropologiske teorier, der er relevante i forhold til at forstå et socialt problem.


Her ses organisationen Hyperakt, hvor jeg laver feltarbejde. På glaspartiet står der RESIST. Det er et logo, som Hyperakt i samarbejde med ACLU (American Civil Liberties Union) har designet, for at sætte fokus på, at de vil modstå Trump. Det blev lavet i forbindelse med Trumps indrejseforbud mod borgere fra 6 muslimske lande.

Det har været enormt udfordrende at skulle bruge min faglige viden i praksis. De seneste fire år på universitetet har jeg lært at analysere problemstillinger, men ikke at komme med konkrete løsningsforslag. At være ved Hyperakt er derfor en helt ny verden. For eksempel har vi i samarbejde med Brooklyn Defender Service ikke blot analyseret det primære problem ved det amerikanske retssystem, men også fundet frem til, hvordan det skal kommunikeres og visualiseres for at få befolkningen til at tage stilling til problemet. Det er virkelig inspirerende at være en del af denne arbejdsproces og at arbejde sammen med folk, som brænder for at gøre en positiv forskel.

Møde med Brooklyn Defender Service

Strategiplanlægning for Brooklyn Defender Service. Alle ideer nedskrives altid på væggen.

 


New York Public Library. Her sidder jeg cirka en gang om ugen, for at få ro til at skrive feltnoter ind på computeren.

I næste weekend kommer min familie på besøg. Vi skal blandt andet opleve Canada og Niagara Falls, hvilket jeg glæder mig super meget til. Det betyder også, at jeg har nogle dage fri fra feltarbejdet.

Skriv en kommentar