Hverdagen heroppe er begyndt at sætte ind. Dagen starter med at tjekke temperaturen, for at jeg kan klæde mig ordentligt på. I aftes ved 18-tiden lå temperaturen på omkring – 9 grader og her til morgen var den svinget ned på – 33. Det kan ikke mærkes indenfor – her er heldigvis rigtig godt isoleret. Det resulterer dog i, at jeg flere morgener har ladet mig snyde af smuk morgensol og blå himmel, blot for at spankulere lige lukt ud i – 15 grader uden mit base layer i ren uld. Men nu har jeg lært det!
Blokken, som jeg bor i, er primært for udvekslingstuderende og det samme gælder naboblokken. Min blok hedder Eero, som vist er navnet på en figur i et finsk eventyr. Jeg bor på anden sal og deler en toværelses lejlighed med Karolina fra Slovakiet.
Da vi kom hertil var lejligheden kun helt sparsomt møbleret. Køkkenet havde en elkedel, et køle-/fryseskab og et bord med fire stole omkring – resten måtte vi selv skaffe. Ingen glas, ingen gryder eller tallerkener – intet. På mit værelse er en seng, et klædeskab, et skrivebord, en stol og et lille skuffemøbel til kontorting. Ingen gardiner, ingen dyne eller pude eller noget som helst andet.
Heldigvis har studenterforeningen et rum i kælderen, hvor man kan stille alle de ting, man ikke kommer af med andre steder, når man flytter herfra. Det rum var åbent på min anden aften her. Rummet, som hurtigt blev døbt ‘room of requirements’ i bedste Harry Potter-stil, bød på alt, man kan forestille sig at folk flytter fra – og mere til. Lige fra sjatter af rengøringsmilder til ekstra senge, miniovne og tøjklemmer. Det gjorde selvfølgelig, at der var en vældig kø i åbningstiden. Vi fik hver to minutter til at gribe, hvad vi kunne. Når tiden var gået, løb man op i sin lejlighed med tingene og så tilbage i køen igen. Det var cirka lige så intens en oplevelse, som de programmer i fjernsynet, hvor folk får 2 minutter til at tømme en forretning: Grib alt, hvad du skal bruge for at klare dig de næste fem måneder i Finland!
Resultatet fra jagten i ‘room of requirements’ værdsætter vi dagligt. Vores meget sammensatte køkkenudstyr er en munter blanding, hvoraf meget få ting passer sammen. Vores gryder og grydelåg passer ikke en gang sammen – til gengæld er vores ene skærebræt helt perfekt som låg på vores lille gryde. Vi har også hver vores yndlingskrus, jeg har en favorit-gaffel og jeg har en nydelig blomstret dug som gardin på mit værelse. Det er alt sammen små glæder, som jeg aldrig ville have oplevet derhjemme.
Vi vasker naturligvis rigtig meget op, når vi ikke har så meget forskelligt køkkenudstyr at bruge løs af. Det er noget, jeg synes var en rigtig træls tjans hjemme i Danmark, men heroppe er det bare blevet en lidt hyggelig vane.
De fleste dage går jeg direkte over på universitetet efter morgenmaden. Der er lige omkring 300 meter fra min dør og derover. Det er langt fra hver dag, jeg har undervisning – det meste er selvstudie. Jeg har det bare bedst med at sidde på universitetet og studere. Mange dage falder jeg i snak med andre studerende over frokosten i en af de tre kantiner og jeg ender tit med at sidde og studere sammen med nogle af dem, jeg snakker godt med. Alle vores skemaer er forskellige, for man vælger hver især sine egne fag. Det gør at jeg møder, snakker og arbejder med mange forskellige mennesker, hvilket jeg er rigtig glad for.
Vandretur ved Vaattunkiköngäs
I weekenden var jeg så heldig at blive inviteret med på vandretur i et stort vandreområde ved polarcirklen. Rovaniemi ligger i forvejen ved polarcirklen – Vaatuunkiköngäs ligger lidt længere mod nordøst. Jeg mødte en finsk kvinde for et par uger siden, som jeg faldt i snak med. Vi har holdt kontakten. Hun tilbød mig at komme med til Vaatuunkiköngäs for at vandre et par kilometer og lave lidt mad og te over bål. Den mulighed greb jeg med det samme!
Det var en helt fantastisk tur i et super smukt område. Vi gik omkring 12 km i alt, flere steder gennem lår- eller hoftedyb sne. Jeg fik hurtigt lært at vandrestier heroppe bare betyder, at stien er markeret – den er ikke ryddet og den har ikke nødvendigvis været benyttet de sidste mange måneder. Bålpladserne bliver dog vedligeholdt. Blandt andet holdes de forsynet med brænde, så man altid kan tænde et bål. Det kan hurtigt blive livsnødvendigt heroppe. Vi valgte en bålplads, som lå omkring 6 km ude. Da vi kom derud stegte vi pølser, bananer med cholokade og de obligatoriske skumfiduser over åben ild, mens solen skinnede ned mellem de snedækkede træer. Vi drak en masse varm te, for det blev pludselig svært at holde varmen i svedigt tøj, når temperaturen raslede ned omkring de -10 grader.
Det var sådan en fantastisk dag – jeg håber inderligt på at komme derud igen!
Tre kulturelle forskelle
- Man smiler ikke til fremmede.
- Man small talk’er ikke – heller ikke med finner, man kender.
- Man løber ikke i tøvejr – det er simpelthen for glat.
