Af

Signe Haugaard

Jeg er en 20 årig pige med mod på at opleve verden på en ny og anderledes måde.
Jeg vil grave mig ned i en fuldstændig anden kultur og efterstræbe at denne kultur får en smagsprøve på danskheden.
Jeg vil videregive de oplevelser og erfaringer jeg gør mig, i håb om at nedbryde fordomme og skabe større grad af solidaritet.
Jeg rejser til Kenya med Global Contact – en organisation under Mellemfolkeligt Samvirke.

Solen bager da vi onsdag efter frokost begiver os uden for platformen. Det er første rigtige dag . Allerede nu tager vi det første skridt mod noget af det mest spændene denne tur drejer sig om: mødet med de lokale.

Inden frokost lærte James os om stammer i Kenya. Selv er han masai. Og hvad er en masai? Jeg regnede kraftigt med en tynd mand, lange lemmer og med ganske beskeden, for ikke at sige primitiv, påklædning. Men allerede der begik jeg en fejl: James er en lavstammet mand med mave, som klæder sig i lyse bukser og rød skjorte, i hvert fald når han er sammen med os på platformen. Det eneste synlige tegn på at han tilhører masaierne, er et hul øverst i hvert øre. Et knap så synligt tegn er, at to koner venter på ham, når han kommer hjem efter arbejde. To koner? Det er da ingenting! Han far havde 12!

Kenya har 42 stammer, som fordeles på 3 grupper: Bantus, Nilotes og Cushites. Det ekstravagante ved vores eftermiddagsudflugt er, at vi på blot 3 timer, skal møde familier tilhørende hver af grupperne. Problemet med stammerne er, at de splitter Kenya op. Hver stamme bor i et område af landet og ønsker som oftest ikke at bo sammen med andre stammer. Ved valget i 2007 døde mange og endnu flere blev jaget væk, som følge af konflikt mellem stammerne. Men i området hvor platformen ligger er tingene fuldstændig anderledes: forskellige stammefolk bor side om side, og får hverdagen til at fungere.
”Hvordan er det, at bo i landsby med stammer fra de andre grupper?” spørger vi hver af familierne. Og hver gang er svaret ”Det er ikke noget problem”. Derfor anses dette område som et godt eksempel på ,hvordan Kenya burde være.

Vi går igennem det smukkeste landskab. Det er præcis, som jeg så Afrika for mig i tankerne, bare bedre! Vi tager billede på billede, men stadig er det umuligt at fange dette helt unikke, jeg står midt i. Jeg kigger ned på mine fødder, prøver at undgå de store torne der ligger som farlige fælder over det hele. Synet som møder mig, da jeg igen tør se op, er både smukt og sørgeligt. En hytte. En meget lille hytte, mure af komøg og tag af hø. En rigtig afrikansk hytte. Rund og primitiv. Den passer perfekt ind i billedet på Afrika. Den passer perfekt ind i det Kenyanske landskab. Men tænk sig, at der bor en familie på 5. En familie jeg nu skal snakke med. Jeg tager ingen billeder her, det virker upassende. Stemningen er presset og familiens overhovede, manden, ser ikke på os, når vi taler. Han lever sådan her: hver dag står han og konen op, og går ned mod floden, for at se om de kan finde arbejde for dagen. Hvis de finder noget, får familien mad. Hvis ikke, må de gå sultne i seng. Men han er væltet på en motorcykel inde i byen, og kan ikke gå. Derfor er det op til konen at sørge for mad på bordet, og på en god dag tjener hun 9 kr.

Stemningen er en ganske anden ved familie nummer 2. Alle naboens børn har hørt om vores visit, og er kommet for at se på mzunguerne. Børnene vil have taget billeder, og griner højt når de får dem at se på kameraets lysende skærm. I denne familie er familiens overhovede også interesseret i os. Mødet udvikler sig i højere grad til en gensidig samtale. ”Er der tyve i Danmark?” spørger han. Spørgsmålet i sig selv fortæller noget om, hvordan han forestiller sig Danmark. Et land fuld af rige, hvorfor ingen er tvunget til at stjæle. ”Hvad gør I så, hvis I fanger en tyv?” lyder det næste spørgsmål, og vi svarer følgende ”vi ringer til politiet, men nogle få bliver måske så frustrerede, at de tager sig af det selv”. James oversætter for os, og familiens overhovede nikker forstående. Først da vi har bevæget os videre, fortæller Anders, som taler flydende swahili, hvordan James har oversat vores svar: ”Nogle gange ringer de til politiet, ellers skyder de dem og slår dem med pangaer, ligesom os”

Det er pludselig blevet koldt. Ingen af os har trøjer med. Vi er endnu ikke vandt til det hurtige vejrskifte. Den sidste familie er bedre stillet end de forgående. Manden har fast job. Konen arbejder på deres lille stykke land. Deres tag er af blik. Hun ville ikke bo andre steder, siger hun, virker ikke til nogensinde at have overvejet det. På tilbagevejen diskutere vi, hvad fattigdom egentlig er. Jeg tvivler på, at kvinden i den sidste familie, vil betegne sig selv som fattig. Det er hun heller ikke- i forhold til de forgående familier. Det er hun – i forhold til danskere. Så måske er der noget om det, når nepaleseren Shresta siger, at nødhjælpsarbejdere skaber fattigdom, ved at fortælle folk, at de er fattige. Ved at ønske, at alle skal leve som i vesten. Og dog. Jeg ved ikke hvad denne sidste familie vil gøre, hvis uheldet en dag er ude. Hvis manden ikke længere kan arbejde. Hvis de bliver alvorligt syge og skal betale en hospitalsregning. De har nok til at klare sig i nuet, men ingen form for sikkerhedsnet, til at gribe dem, hvis dårligere tider skulle komme. Ligesom den første familie ikke kan gøre meget ved den situation, de befinder sig i. En situation, der ifølge FN, beskrives som absolut fattigdom.

3 kommentarer til “Vi skyder dem og slaar dem med pangaer!”

  1. Troels skriver:

    Hej Signe
    Tak for spændende læsning 🙂
    Jeg ser frem mod mere og håber du får en masse gode oplevelse i Kenya.

  2. Nørre Alle 12 skriver:

    Hej Signe, flot beskrevet – man får både information og tankerne på gled. Fortsat rigtig god tur, ser frem til at høre mere. Bedste hilsner fra Nørre Alle 12. Niels

  3. Leslie Drost skriver:

    Fed beretning, med masser af fede, gribende historier!
    PS. “Vandt til” staves vant til 😉

Skriv en kommentar