Så har jeg allerede været i USA i en måneds tid, og tiden flyver bare afsted.
Skyskrapere i Downtown Boston
Det var med utrolig meget spænding i maven, at jeg en kold dag i august tog afsted mod lufthavnen for at rejse til Mulighedernes Land. Jeg må ærlig indrømme, at jeg havde blandede følelser omkring at tage afsted; at forlade alt det velkendte herhjemme i over 4 måneder er ikke for alle – og som jeg stod der, synes jeg bestemt også, at det var svært!
Men afsted, det kom jeg, og jeg har ikke fortrudt et sekund siden 🙂
Da jeg ankom til Boston, havde jeg ikke noget sted at bo, så jeg indlogerede mig på et hostel,
hvorefter turisten i mig gik amok; der blev taget billeder af alle gadehjørner, museer, Havard, MIT, skyskrabere, lettere overvægtige amerikanere og amerikanske (giga)burgere.
Jeg allierede mig med et par dage efter med nogle danske studerende, som også skulle studere her i Boston, og så gik den vilde jagt sammen på lækker mad og kulturelle oplevelser ellers sammen.
De fleste af os skulle gå på Boston College, og ugen efter drog vi derfor til Orientation Days, hvor vi blev mødt af nogle umanerlig søde amerikanske studerende, som viste os rundt, afholdte fester og sammenskudsgilde for os, introducerede os til deres venner osv. osv. De første par uger var meget hektiske, fordi ingen af os havde et sted at bo. Det er ikke svært at finde bolig i Boston – men det er vanvittig dyrt, og jeg skulle da også lige synke en ekstra gang, før jeg bestemte mig for at betale 7000 kr. for et værelse. Jeg endte dog med at finde en lejlighed 5 min. fra BC sammen med en new zealænder og en australier; og det er bare så fedt! Til alle jer derude, som gerne vil på udveksling: jeg kan kun anbefale at bo sammen med folk, som ikke kommer samme sted fra – det giver altså bare en helt speciel dynamik.
Til Red Sox-kamp!
Udover bolighelvedet, så var de første uger fuld af kæmpestore oplevelser. Jeg har været til Red Sox-kamp (hvor der blev friet på storskærm og sunget fællessang til ‘Sweet Caroline’); været til utallige gratis arrangementer, hvor man kunne få tonsvis af gratis mad, barbeques, movie night, gratiskoncert med Shaggy og One Republic, set Presidential Debate med “The Political Society, været til Launch-fest på Museum of Fine Arts, været i Cape Cod (Massachucetts svar på Tisvildeleje), festet og hygget mig mine nye venner.
Boston College gør SÅ meget for deres studerende – og det er bare så dejligt! Jeg ved ikke, hvor mange gratis drikkedunke, t-shirts, cookies, pizza osv., jeg har fået gennem de utallige universitetsstøttede studenterorganisationer, jeg er med i (Bageklubben, Outdoourklubben, frivillig på hospitals-klubben osv.). De har desuden det, som hedder Office Hours, hvor man kan gå til professoren, hvis man ikke forstod et eller andet i undervisningen; og de er bare så åbne og glade for, at du kommer og spørge indtil det. Her ved professorerne og studievejlederen nemlig, hvem du er – og de bekymrer sig virkelig om dig.
Alt i alt er beslutningen om at tage på udveksling noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Hvis du er i tvivl, så stop med at være tvivl. Jeg var meget i tvivl på et tidspunkt, men de tanker blev i den grad gjort til skamme. Og jeg har desuden endnu til gode at møde en udvekslingsstuderende, som ikke synes, det er fedt (inkl. alle dem, jeg kender, som er rundt omkring i resten af verden).
Boston College in all its glory
PS: Som en lille bonus, vil jeg lige præsentere jer for nogle af de mere (eller mindre) sociologiske/antropologiske feltobservationer omkring collegelivet, som jeg har gjort mig indtil videre:
- folk er utrolig dygtige og engagerede i timerne. Og her sker man ikke skævt til eleven, der sidder forrest i klassen med fingeren oppe i hver time (Janteloven kan godt pakke sammen!)
- de drikker meget – RIGTIG meget (her har man den holdning, at det er spild af kalorier at drikke en øl, hvis man ikke bliver fuld af den)
- De må bære kasket på i timerne (hvilket alle udvekslingsstuderende finder decideret respektløst)
- alle pigerne går rundt i stramt sportstøj (det er jo et sportscollege i en sportsfanatisk by) – men af en eller anden grund, så er der ikke mange af dem, der ser ud til at svede særlig meget .. hmm, hvordan (og hvorfor) gør de det..?
- de kalder alle deres professorer for “professor” – hvilket man virkelig skal vænne sig til (der var faktisk en udvekslingsstuderende, som blev smidt af et hold, fordi han ikke var opmærksom på dette).
Det var alt for denne gang – tak fordi I læste med!
