Af

Line

Jeg tager til september på University of California i ni måneder og vil løbende skrive om mine oplevelser her på bloggen

Sidst i november var det Thanksgiving, hvilket amerikanerne går meget op i! Jeg havde derfor en forlænget weekend fra universitetet fra torsdag til søndag og jeg besluttede derfor at tage på roadtrip til det sydlige Californien med 10 af de andre internationale studerende herfra Davis.

Vi forlod Davis allerede tirsdag eftermiddag og drog mod Santa Barbara – her overnattede vi den første nat, hvorefter vi onsdag morgen kørte mod San Diego. Når jeg tænker San Diego – tænker jeg sol, sommer og lækre strande, men det var bestemt ikke det vi mødte! Det regnede stort set hele vejen fra Santa Barbara til San Diego og det var ærlig talt rimelig koldt, dog klarede det nogenlunde op da vi endelig nåede frem. Vi havde booket et hostel på Pacific Beach – ja beliggenheden fejlede bestemt intet, men det var tydeligt at se, at de ikke var vandt til regn. Alle fællesarealer var ikke overdækket og der var derfor store og dybe vandpytter overalt, men heldigvis var vores værelse helt tørt:) Vejret blev bedre ud på eftermiddagen og vi tilbragte derfor det meste af tiden på stranden, før vi om aftenen drog til downtown for at se på byen. Om aftenen begyndte det at regne igen og det var derfor ikke specielt spændende at traske rundt i San Diego, så vi tog tilbage til vores hostel og brugte resten af aftenen der!

Torsdag morgen to 3 af de andre og mig en tur i Sea World for at se på delfiner, spækhuggere og alverdens andre “havdyr” Det var en fantastisk oplevelse og Sea World er bestemt et besøg værd! Vi så 3 shows – delfinerne, spækhuggerne og så selvfølgelig et show med søløver – alt i alt en rigtig go oplevelse og noget jeg helt sikkert vil anbefale hvis man nærmer sig San Diego.

Torsdag var det jo så også Thanksgiving – men da vi Europæere jo ikke rigtig har noget forhold til denne højtid, besluttede vi at bruge aftenen på at transportere os selv fra San Diego til Los Angeles. Smart tidspunkt at køre på motorvejene på, da alle andre jo ville være indendøre med deres familier og vejene derfor ville være stort set tomme! Da vi kom til LA fandt vi en “diner” hvor vi kunne få noget at spise og flere af os bestilte da deres Thanksgiving menu – det skulle jo prøves! Så lidt Thanksgiving var der da over den aften.

Fredag formiddag = shoppingtid. Fredag efter Thanksgiving er amerikaners største shoppingdag – der er udsalg overalt og folk står i kø hele natten for at få de bedste tilbud! Så ihærdige var vi dog ikke, men det endte da med at vi stort set alle sammen fik købt en hel del. Eftermiddagen blev brugt på Hollywood Blvd – den skal man jo næsten se når man besøger LA. Det var dog ikke meget at se, andet end en gade med masser af mennesker og så selvfølgelig alle stjernerne printet ned i fliserne.

Om lørdagen besøgte jeg Universal Studios med de 3 andre jeg også tilbragte torsdagen i Sea World med! Det var sjovt at se, specielt pludselig at være midt på Wisteria Lane (Desperate Housewife) og se alle de andre kulisser de bruger til at optage film. Helt sikkert også et besøg værd, men nok ikke et sted der er værd at besøge mere end én gang. For udover alle kullisserne er det bare en stor forlystelsespark og man kan ligeså vel besøge tivoli osv.

Lørdag aften begyndte vi så vores hjemtur, men gjorde igen stop i Santa Barbara – her tilbragte vi natten hos en amerikans pige herfra Davis og hendes familie. Inden vi kørte tilbage mod Davis søndag tilbragte vi hele formiddagen på stranden i Santa Barbara. Helt skørt at ligge på stranden d. 30 november når man er vandt til at vejret er koldt, gråt og kedeligt! Vi ankom tilbage i Davis søndag aften efter en god tur med masser af indtryk og oplevelser.

Nu er det så blevet december og jeg er netop blevet færdig med mine eksamener og dermed mit første semester her i Davis. Helt utroligt så stærkt tiden går. Jeg har nu 3-4 ugers juleferie og den skal bestemt også bruges på at rejse. På fredag drager jeg igen til LA med to af de tyske drenge som jeg læser sammen med. Der skal jeg så være indtil d. 17 dec hvor jeg flyver viderede til NY bl.a. for at besøge en af mine venner der arbejder som artist i Cirque De Soleil. Håber det bliver en kæmpe oplevelse. Juleaften skal jeg tilbringe sammen med en af mine venner her fra Frankrig og hans familie – så det skal nok blive en sjov og anderledes jul!

Efter Jul tager jeg igen afsted på eventyr. Denne gang går turen til Baja Mexico, hvor jeg skal på en uges lang havkajaktur. Jeg glæder mig meget, men er samtidig lidt nervøs. Kender ingen af de andre der skal afsted og er spændt på at skulle tilbringe 7 dage på øde strande i Mexico.

Nå men det var alt for denne gang. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Skriv en kommentar