resten af touren

Transalp 2etape.
Vi havde en samtale om hvordan 1 etape forløb og vi blev enige om 2 etape måtte vi køre hver for sig.
Inden løbet havde vi jo aftalt at hjælpe hinanden igennem, men vores sammenhold var ikke stærkt nok.
Det kan være en stor prøvelse at være både den, der er presset på de udfordringer men sandelig, også den der har masser af overskud og som gerne vil give mere gas.
På trods af dette var drømmen stadig at cykle over alle bjergene for at komme til Gardasøen.
Jeg havde hjemmefra påtænkt at skrive dagbog fra turen men at gennemføre Transalp viste sig at være et projekt der tager masser af energi og tid ud over selve cykelturen.
En dag starter med, man står op kl. 06 og pakker taskerne, der sendes til næste hotel kl. 07, og så er det ellers med at få indtaget en god portion morgenmad og masser af væske.
Kl. 09 går starten og et sted mellem 6 og 8 timer senere cykler man over målstregen.
Cyklen afleveres ved mekanikeren og man skal finde noget at spise i en fart.
Så skal hotellet og taskerne findes og en bruser er tiltrængt.
Et sted mellem kl. 19 og 20 er der så tid til et kæmpe måltid mere, og derefter skal mekanikeren besøges igen, så man kan få cyklen udleveret. Den skal enten opbevares på hotellet eller i et område organisationen udpeger, hvor cyklerne kan overvåges.
Vi har jo ikke folk til at løbe rundt for at servicere os de første 4 etaper, så dagene bliver lange.
I seng kl. 22 men kroppen er varm og øm, så det kan godt blive sent, inden man rigtigt kan sove.
De forskellige etaper løber lidt sammen for, der er jo helt fantastiske ruter hver dag, og man må overraskes gang på gang over, de kan blive ved med at finde så dejlige og spændende spor.
Vejret er et kapitel for sig selv.
3. etape byder på morgen regn på opkørslen til Italien og på passet sner det og starten bliver udsat en time, men inden, der er gået ret lang tid, er starten igen lavet om til kl. 09 igen, og der startes ud i regntøj.
Regnvejret giver fuld fart på de vandfald, vi cykler forbi og jo højere vi kæmper os op af bjerget jo koldere bliver det også, og sne kan ses længere oppe.
De våde klippestykker på stien er glatte, og flere kæmper med teknikken og må af for at trække.
De sidste kilometer op til passet bliver i sne, og selv opad er det svært at holde varmen, selvom vi er på læ siden af bjerget. På stien står køerne og prøver at finde lidt græs, og de er ikke tilfredse med alle cyklisterne.
På den anden side af bjerget kommer vinden med kulingstyrke, og i vådt cykeltøj er chillfactoren kraftig, så det er bare med at komme ned herfra og fra 0c på toppen er det fantastisk at kunne få varmen igen, og målbyen nåes med 30c på byens torv, mens man guffer Pizza direkte fra stenovnen.
Andre dage huskes mest fra de alvorlige styrt jeg var vidne til.
En håndfuld paramedicinere kører rundt på motocross maskiner, og alle deltagere er udstyret med telefonnummer på en central, der styrer sikkerheden.
Hvis uheldet er ude, kan deltagerne ringe og fortælle, hvad der er sket, og hvor man befinder sig. Nu er der jo ingen der er stedkendt så, man oplyser hvilke kilometer, der står på sin gps eller cykelcomputer, og i løbet af kort tid er hjælpen på stedet. Alle deltagere skal medbringe et førstehjælps kit.
Et sted måtte 4 deltagere hejses op i redningshelikopteren og flyves ud.
Rent sportsligt prøver man jo at gøre, hvad man kan, men det viser sig, at der er langt til toppen hvilket også var forventet.
De hurtigste kører på den halve tid af mig, så man har sine kampe med de samme hold hver dag, og man skal ikke glæde sig over at have overhalet et par, for alle havde deres forcer enten opad eller nedad, så dem der slæber sig op over bjerget, er som regel dem, der ryger nedad som løbske raketter.
Vi gransker de kommende ruter meget nøje om aftenen for at kunne glæde os til det bliver lidt nemmere og finder glæde i udsigten til lange nedkørsler på de sidste etaper.
Jeg tæller nedad hver gang et nyt bjerg er på den rigtige side af mit baghjul.
41 toppe har Trans alp lagt ud til vores fornøjelse, så det kan være svært at overskue dem alle. Jeg tager et stykke gaffa tape og sætter på min cykel hver morgen, hvor der noteres data som kilometer til mad og væske depoter. Dagens toppe og hvad højdemåleren skal sige samt, hvis der står 29% nedad ved km 67, er det jo rart, man er forberedt på, at her er det nok ikke nemt at spise.
Vores Road book er en bibel, der fortæller hele ruten i mindste detalje mht., hvilken sti vi skal benytte og stigningsprocenter.
Alligevel byder Trans alp på en del overraskelser, og man skal ikke glæde sig for tidligt, hvis man tror der kommer nemme dage.
5. etape starter igen i regnvejr, og da første bjerg er besteget meldes det, at turens højdepunkt på sidste bjerg er aflyst pga. for dårligt vejr. Der ligger for meget sne og sigtbarheden er meget dårlig.
Sikkerheden står Trans alp højt, og da motocross cyklerne ikke kan komme op, og helikopterne ikke kan flyve på til de 2417 meter kortes ruten af. Først glæder man sig en smule over ikke at skulle cykle i mere sne og kulde, men vi skal selv sørge for at cykle til målbyen Allenghe. En asfaltvej skal benyttes, men Allenghe ligger omme på den anden side af et nyt bjergpas, så det bliver ikke en afslappende tur. Der skal kæmpes op af bjerget i en fæl modvind.
Dagens bedste oplevelse bliver at se Ulla stå i Allenghe i dannebrog trøje og vente ved mållinjen. Heidi og Ulla var herfra en stor hjælp resten af turen. De sørgede for vores tasker og hoteller og gav den sidste energi der skulle til for vores næste etaper.
6. etape er første gang med små stigninger, men til gengæld er der hele 11 af slagsen, og da alle 1100 deltagere skal presses gennem en 2 meter bred baggård på en fæl 20% bakke allerede efter 5 km, opstår der kø, og man må af cyklen for at trække, og den dag må lægmusklerne på overarbejde på mange bakker hvor mudder og løse klipper bliver vores menu.
Dagen huskes for et indre billede: der er et lys for enden af tunnelen men det viser sig at være et godstog der ruller lige over mig.
Jeg havde haft glæden ved at sige hej til Michael og Milton fra Nordsjælland mange gange både under og efter etaperne, men denne dag var de ikke at se nogen steder.
De var nogle af de mange, der fik stjålet deres cykler den nat på hotellet. 20 stk.
Tyve havde kronede dage under hele løbet. Mange fik deres dyre cykler stjålet selv om de var aflåst på et hotel. En skam for alle, der jo så ikke var i stand til at gennemføre.
3156 højdemeter på en nem dag på papiret. Pyha.
7. etape vender det så, der er flere kilometer ned end op. 2598 meter lodret op men dejlige 3876 meter lodret ned fordelt på 122 km.
Første bjerg var en lille snuske på 5 km efterfulgt af 25 km nedad, men det er Trans alp, så der er en del savtakker og sjove gedestier inden sidste bjerg.
20 km opad på en jævn stigning uden de store forhindringer, til vi står på turens sidste 2000 meters bjerg.
Jeg hopper af cykler for at tage et billede. Står og tænker på alle kriserne der har været i løbet. Glædes indvendig over at være kommet så langt.
Nedkørslen foregår mest på asfalt de næste 30 km, hvor vejen falder med 20 % mange steder, så vupti er man nede fra bjerget inden man får talt til 10.
Der er lige 50 km til mål af næsten flad vej, og jeg spejder bagud for at se, om der ikke kommer nogle hold op, så vi kan lave et sammenarbejde, men ingen er at se bagud. Jo jeg har vist kørt meget stærkt nedad…
Der er kun en ting at gøre, og det er bare ned over styret og trampe af sted og så håbe, der kommer nogen op senere. Det sker bare ikke, så det bliver god enkeltstart træning.
Jeg overhaler flere grupper indtil mål, men de kører for langsomt til et samarbejde.
8 og sidste etape.
Først glæder man sig til at se Lago del Garda, der står som mål by i roadbooken, men Transalp er bestemt ikke færdig med at bide fra sig.
En 10 km stigning lige efter start byder på megen kø og trækken igen.
Alle skal have brugt det sidste krudt, så der køres stærkt, af dem der har noget tilbage.
Endnu en vanskelig bunke stier krydret med fantastiske panorama udsigter. Især Lago di Lamar skal besøges engang igen.
På sidste bjerg i dette års Trans alp cykler man op af en asfalt vej til Ranzo med en lodret klippevæg ned mod dalen, og derude i horisonten ser jeg så Gardasøen og målbyen.
Det er meget fedt at stå her efter alle de udfordringer, og man kan se på de andre deltagere, at nu er det næsten overstået.
Jeg savner lidt en at dele oplevelsen med og er misundelig på de andre hold, der også lige nyder udsigten.
Tankerne er svære at styre for der er både stolthed og ærgrelse over at alene.
Min datter og kæresten får i stedet en hilsen fra Ranzo, og cyklen skal jo lige over målstregen først, inden det er helt ovre.
Første del af nedkørslen går meget stærkt, men 25 km fra mål kører en deltager i et hul og ryger hen over cyklen med det resultat, han stoppes af en klippe med 50 km/t.
Lycra tøj og en flamingo hjelm er ikke god beskyttelse, og han kommer slemt til skade.
Der er blod over det hele, og han har brækket mange knogler.
Paramedicinerne er der på 5 minutter, og de knokler meget, for han skal holdes i live. Flere læger kommer til, og vi får at vide det ikke er godt, og at vejen ikke bliver åbnet, før han er fløjet ud fra kløften.
Helikopteren ankommer, men kan ikke komme tæt nok på til at hejse ham op, så der bliver hejst udstyr ned i nærheden, så han kan stabiliseres.
Det hele ender med, at en firehjuls trækker kommer op gennem skoven og kører ham til et sted, hvor helikopteren overtager ham.
De andre deltagere omkring mig diskuterer lidt, det er synd af udgå så tæt på mål, men jeg tænkte mere på hans familie og makker, der måske ikke havde ham mere efter den tur.
Efter den grimme oplevelse kørte folk stille resten af vejen ned, men der gik ikke længe på det flade stykke til mål før farten var på 45 km/t, og den fart blev holdt indtil stregen.
Mål.
I Riva del Garda er byen på den anden ende, med alle de cyklister der vælter ind over mållinjen, og der skåles i Champagne og nogen cykler lige ud i den kolde sø af bare begejstring.
Hvordan føles det så?
Først på eventyret kunne man flere gange komme i tvivl, om man kunne gennemføre inden for tidsfristen, men efter en hård start med rygproblemer og tilvænning til løbet begyndte erfaringen at tage over med at holde sig fri for problemer med styrt og siddesår. Ligesom kost og væske skal være et tema man aldrig glemmer.
Det var derfor en følelse af sejr at krydse linjen ikke mod de andre deltagere men mod mig selv kontra Trans alp.
Verdens hårdeste mountainbike løb siger nogen.
Hårdt nok til mig, siger jeg.
Mærkeligt nok havde jeg en fornemmelse af, at jeg ikke havde lyst til at blive ved målområdet, for glæden der lyste ud af alle de teams der kom sammen til mål kunne jeg jo ikke dele.
Ulla og jeg fortrak derfor over til en lille havnecafe og fik en dejlig sandwich.
Benene var utroligt nok stadig fuld af energi ,og hvis vi skulle køre flere etaper de næste dage, var jeg klar.
Det jeg glædede mig mest over, var de mennesker, der gav en melding, om de alligevel synes det var sejt at cykle til Garda, trods den start der var på løbet.
Dagen derpå.
Lars og hans familie skulle hjemad dagen efter løbet, men Ulla og jeg ville se lidt af nabo bjerget Monte Baldo.
Det bedste ved den morgen var man ikke skulle op og pakke og derefter tvangsfodre sig selv med mange kalorier.
Kroppen reagerede på alt den afslapning med at blive utrolig træt. Lidt som luften var lukket ud af ballonen så vi valgte at tage vandre støvlerne på og jeg tror min bagdel var glad for den beslutning.
Vil jeg prøve Transalp igen?
NEJ TAK.
Det var første reaktion, men nu noget tid efter, er jeg ikke så længere så sikker.
Erfaringerne vil jo give et meget bedre grundlag for en ny tur.
Træningen op til sådan en tur skal være mere systematisk, selvom den form jeg kom med var nok til 2011 udgaven, vil en styrket indsats give lidt større chancer for gennemførsel, hvis der skulle komme større problemer, end dem jeg var udsat for.
Jeg ved ikke, om jeg får muligheden igen, men hvis den byder sig, vil jeg nok være til at lokke med.
Trans Alp er et eventyr, som stadig trækker, især her efter det ikke gør ondt i ben og baller længere.
Tommy Rybka