Først kommer stanken. Den borer sig ind i mine næsebor. Det er stanken af skrald, der alt for længe, har ligget i den bagende sol. Massevis af skrald.
Så kommer lyden. Lyden af børn der leger, børn der griner, når de ser en mzungu i deres slum. ”How are you?” råber de i kor, mens de løber efter os.
Sidst er der alt det, øjnene ser. Synet forener lyden og lugten. Der er skrald overalt, der er glæde overalt. Jeg ser ned på mine bare tær i sandalerne, mens jeg prøver at balancere på hårde plasticflasker, for at undgå at synke ned i det mudrede affald, der udgør det meste af vejen under mig.
Det her er Kibera. Verdens 2. største slum, og ikke at sammenligne med noget, jeg nogensinde har set i mit liv. Folk bor enormt tæt, i små, hjemmelavede huse, bestående af blikplader. Kiberas kontraster er utrolige. Det er enestående, at gå rundt blandt nogle af verdens fattigste mennesker, uden at de udstråler stor nød. Ikke så meget som en enkelt tigger af os. De smiler. Her er en unik stemning, en stemning der emmer af sammenhold og blander sig med stanken af gammel affald.
En endnu større kontrast udgøres af udsigten fra Kibera: Store, flotte lejlighedskomplekser. Lucas bor i Kibera og viser os rundt. Han fortæller, at regeringen ønsker slummen erstattet af disse lejlighedskomplekser. Problemet, som jeg ser det, er, at slummens beboere ikke har råd til at leve i disse lejligheder. Der er en grund til, at slummen eksisterer, og hverken grunden hertil, eller slummen selv, forsvinder, fordi regeringen bygger store lejligheder. Mange af de som bor i slummen, lever hele deres liv her. Der er skoler og kirker. Der er små butikker langs gaderne. Folk sælger grøntsager, fisk og færdigretter. Hvis de flyttede ind i en lejlighed, ville alle disse småbeskæftigelser forsvinde.
Tidligere på ugen var jeg i et dilemma. Skal jeg besøge denne store slum? Er et sådan besøg, at kigge på fattige, som var de dyr i zoologisk have? Hvorfor se på folks elendighed? I dag fortryder jeg ikke et sekund. Men jeg forstår mine egne bekymringer, og kan se at de hang sammen med fordomme. Jeg troede, at slummen bestod af fattigdom. Jeg havde ret. Men den består af meget mere end det, og det vidste jeg ikke. Jeg troede, at jeg ville se en slum, og så forlade den, når jeg kom tilbage på det trygge hotelværelse. Men sådan er det ikke. Oplevelsen af slummen sidder fast i mig. Oplevelsen af elendighed. Chokket over, at folk bor under disse vilkår. Og sidst, oplevelsen af auraen. Jeg har fået langt større forståelse for, hvad det vil sige, at bo i slummen. Jeg har fået langt større indsigt i denne form for fattigdom og hvordan den, trods alt, kan forenes med glæde.
