Arkiv for kategorien: Ikke kategoriseret
Påbegyndt tandplejeprojekt
Jeg har nu omsider påbegyndt mit tandplejeprojekt, dvs. undervisning i basal mundhygiejne, og det er gået over alle forventninger. Jeg har indtil videre være ude på i alt 4 forskellige skoler i Accra og lokalområdet. Dette inklusiv landsbyen (Bentum) to timer uden for Accra, som jeg beskrev i det tidligere indlæg. Herudover jeg været på tre skole, UCC, som er en skole for gadebørn. Skolen er offentlig finansieret, og det er derfor gratis for børnene at gå på denne. Skolen henvender sig til socialt udsatte familier, som ikke har råd til at betale for deres børns skolegang, og skolen fungere som redskab til at holde børnene fra gaden. Skolen er rigtig godt fungerende, og det er en skole vi jævnligt besøger. Skolen er relativ stor ift. Nogle af de andre skoler vi besøger og midlerne og forholdene er rigtig gode. Herudover har jeg været ude på en skole i Jamestown, som er en lille fiskerby ikke langt fra Accra central. Skolen er meget lille, og huser kun omring 30 børn. Skolen er et stort rum som er opdelt i tre klasseværelser af små træplader. Børnene er i alderen 3-16 år, og grundet den trænge plads samt den store aldersforskel er undervisningen tit og ofte en smule kaotisk og uorganiseret.
Den sidste skole jeg indtil videre har været ude og besøge hedder Japs School, og ligger i Nungua (En lille by udenfor Lababi-området af Accra). Det er en privatskole, som huser omkring 300 børn dagligt. Skolen skilte sig meget markant ud fra de andre, jeg indtil videre har besøgt. Klasseværelserne var større, legeområderne velholdt, og der var en lille kiosk på skolen, hvor børnene kunne købe kiks, søde sager og læskedrikke. Ikke lige frem musik i en forhåbentlig fremtidig tandlæges øre. Efterfølgende snakkede jeg med min tandlæge på klinikken, hvor jeg arbejder, for at forhøre mig om grunden til så mange børn kommer med op til flere tænder der er gået i forrådnelse. Jeg var interesseret i at vide, om den primære grund var manglende tandbørstning eller den meget sukkerholdige diæt. Min tandlæge fortalte mig, at det var en kombination, men at diæten var den væsentligste grund. For mig var dette meget spændende at høre, og jeg vil prøve at inddrage kostvaner mere i min fremtidige undervisning.
Jeg havde planlagt projektet hjemmefra således at undervisningen skulle indeholde en startende teoretisk del, hvor jeg i enkelte træk ville gennemgå mundens opbygning, hvor og hvilke metoder man benytter til en grundig og enkel tandbørstning, varighed og hyppighed af tandbørstning, lidt omkring gode kostvaner samt lidt omkring vigtigheden i at gå til tandlæge jævnligt eller i hvert fald når man har tandpine. Man kunne våge at påstå at sidstnævnte vil give sig selv, men efter at have arbejdet på en tandlægeklinik i Ghana i nu snart 6 uger, kan jeg konkludere at folk ikke går til tandlæge medmindre de ikke kan sove pga. Af smerter, og dette er den primære grund til vi næsten kun udfører ekstraktioner på klinikken. Hele tænder når at gå i forrådnelse før folk vælge at gå til tandlæge.
Efterfulgt af den teoretiske undervisning var ideen at gå udenfor sammen med børnene, som på dette tidspunkt alle vil have fået et tandbørstesæt bestående af; tandbørste, tandpasta, plaktablet og flyer, og børste tænder sammen med dem.
Dette var hvordan jeg havde forestillet mig projektet udført i praksis hjemmefra ved skrivebordet, og som allerede nævnt er det gået over al forventning, og selve udførelsen er forløbet næsten som nævnt ovenfor.
På skolerne startede jeg med at samle alle børnene fra skolen i et stort fællesrum eller udenfor, hvor jeg gennemgik tandbørstningen med dem samt lidt teori omkring bl.a. vigtigheden i tandbørstning samt grundig gennemgang af metoder til selve børstningen. Ydermere gennemgik jeg hyppighed og varighed af tandbørstning, sunde kostvaner og vigtigheden i at gå til tandlæge når man har ondt eller mærker anden form for forandring i munden. Herefter fik børnene lov til at komme op en ad gangen og gennemgå børstningen på tandsætmodellen for deres skolekammerater.
Efter undervisningen uddelte jeg de små poser med børstekits, og vi samledes alle i en stor cirkel udenfor skolen, hvor vi i fællesskab børstede vores tænder. Efter i grundig børstning på 2 min. Fik de ændrer elever muligheden for at bruge deres plaktablet , efter undervisning i brugen heraf, således de kunne se om de havde børstet deres tænder godt nok.
Jeg brugte samme teknik på alle ovennævnte skole, og det var klart at mærke at undervisningen forløb bedst på skoler med færre børn. Af denne grund har jeg overvejet at opdele børnene i hold næste gang jeg tager ud og giver undervisning.
Alt i alt har det indtil videre været en fantastiks positiv oplevelse, og jeg er virkelig glad for det hele er lykkedes så godt i praksis. Hjemmefra havde jeg valgt ikke at have nogle forventninger til projektet, men blot en ide omkring hvordan projektet skulle forløbe. Derfor har det virkelig overrasket mig at projektet har forløbet næsten fuldstændig som jeg havde forestillet mig det hjemmefra.
Jeg forsætte selvfølgelig tandplejeprojektet. Jeg har stadig mange kits at uddele, og planen er at tager ud på en skole i Teshie i morgen.
Efter 14 dage i Accra, Ghana.
Jeg har nu været i Accra i 14 dage. Jeg er af sted som frivillig, og arbejder på en tandlæge afdeling tilknyttet ”Accra Police Hospital”. I denne forbindelse har jeg valgt sideløbende at lave mit eget projekt i basal mundhygiejne. Dette var noget jeg planlagde før min afrejse, og jeg var derfor heldig at modtage forskellige donationer samt et legat fra Middelfart Sparekasse. Dette brugte jeg på at indkøbe bl.a. En tandsætmodel, plaktabletter, flyers og plakater. Jeg var meget heldig at få doneret i alt 800 tandbørster fra Tandex A/S og Zendium/Pepsodent samt 350 tuber tandpasta fra Kvickly i Middelfart.
Nu er jeg her, og er i fuld gang med at får arrangeret min første undervisningstur ud til en landsby ca. 2 timers kørsel fra Accra. Som en del af mit frivillige arbejde, er jeg to gange om ugen på såkaldt ”Outreach”, hvor jeg sammen med andre frivillige fra hospitalet tager ud til lokale skoler, børnehjem og landsbyer, for at behandle børnene. Behandlingen består primært i eftersyn og rensning af sår samt uddeling af vitaminer. Herudover har jeg tænkt mig, eftersom jeg har mit andet projekt ved siden af, at afholde undervisning i basal mundhygiejne som et led i disse ugentlige besøg. I sidste uge var vi ude i en lille landsby. Beboerne levede af at have ananas plantager, og det var meget tydeligt at se, at midlerne var få. De boede langt fra alting og deres huse var bygget op af ler, mudder og kolort. En af de andre frivillige fra sygehuset, som er tilknyttet fødeafdelingen, har fået arrangeret at alle børn fra landsbyen i alderen 0-18 år får gratis sygeforsikring, derfor har vi rigtig meget arbejde der skal gøres derude, og vi har allerede lært mange i landsbyen godt at kende. Beboerne har været meget gæstfri og venlige overfor os. Jeg har derfor pakket små poser bestående af; en tandbørste, en tube pasta, en plaktablet og en flyer til alle de i alt 150 børn i landsbyen. Derudover tager jeg to plakater af ”How to brush your teeth” med til deres skole, således, at de hver dag kan blive husket på at børste deres tænder godt. Jeg glæder mig meget til , at jeg kan uddele disse første donationer snarest, samt undervise i brugen heraf. Jeg vil under hele mit ophold i Ghana være i tæt kontakt med denne lille landsby, da vi besøger dem jævnligt for at holde eftersyn med behandlingen af børnenes sår og selvfølgelig for at få lavet alle 150 sygeforsikringer, hvilket har vist sig at være et større projekt end måske forventet. Jeg ser, grundet heraf, denne landsby som værende en god start på mit projekt, da jeg under hele mit ophold vil kunne tjekke op på børnenes tandbørstning ved hjalp af de indkøbte plaktabletter
Team Fit4Run på vinter adventurerace – 19 timers race ved Ebeltoft
Da vi ved midnatstid sad iført frederikshavner habit i bilen kort før start til Gepard Adventurerace, blev vi faktisk i tvivl, om vores forehavende var særlig smart. Udenfor bilen blæste det kraftigt, og temperaturen havde sneget sig ned på minus 10 grader + chill, sååååå det var pænt koldt at bevæge sig udenfor bilen. Anni og Anne-Mette sad i bilen og prøvede at få styr på alt gearet, der skulle bruges til løbet. Al kommunikation med Camilla, der forsøgte det samme i bilen overfor, foregik på SMS. For udenfor havde vi ikke lyst til at komme.Men vi havde trods alt glædet os længe til eventyret, og da vi sad til briefing kom lysten efterhånden over os. På masterdistancen med max. tid på 22 timer var vi 16 hold, som lagde ud med prolog i Ree Park. Der skulle løses Suduko. Den opgave blev Anne-Mette sat på, mens Camilla og Anni løb rundt efter tal, der skulle lette løsningen. Det blev dog vanskeliggjort af, at posterne var blæst væk. Men det lykkedes, og vi fik udleveret kort til det næste døgns udfordringer.
Vi lagde ud med MTB med Anne-Mette som navigatør. Det bragte os til en høj skrænt, hvor cyklerne skulle manøvreres ned af en mega lang og stejl trappe. Et fejltrin, og man tog en lang rutchetur ned på stranden. På stranden var der en hård bike n´ hike, hvor vi kæmpede med bølger, isede sten, væltede træer og sand. Det tog en del på kræfterne, men der var lang vej endnu og mange poster tilbage. Turen videre på MTB bar i høj grad præg af, at snerydning ikke er noget man kender til på de kanter. Er de mon adventureracere allesammen, eller har de alle deres egne sneplove? Vi kæmpede os gennem snedriver og isglatte veje med cyklerne og kunne bare grine af, at vi troede det skulle være et rigtigt forårsløb. Vi havde et par styrt undervejs, så underholdningen udeblev ikke.
En anden udfordring blev at holde vores drikkelse flydende i den hårde frost. Væsken frøs til is i de dunke, vi ikke havde tabt!, så det måtte ind på kroppen.
Det var en stor lettelse efter 60 km og mange timer i sadlen at komme i løbeskoene og aflevere cyklerne til videre transport.
Camilla overtog navigationen på o-løb. Nu kom posterne i lind strøm – dejligt. Og der var trampet stier hen til posterne, så der var ikke risiko for at fare vild. O-løbet sluttede ved startstedet på kajaketapen, som vi var godt forberedte på og havde glædet os rigtig meget til.
På med tørdragter, skørt og redningsveste og så ellers resten af grejet i vandtætte poser. Nødraket og reservepagaj indenfor rækkevidde. Der var naturligvis også plads til lidt chokolade og energidrik på dækket. Sidstnævnte gik dog tabt, og der er nu andre der kan få glæde af energien ved post 34. Første kajakpost skulle klippes ved Kalø Slotsruin. Her måtte vi hakke godt til med pagajerne for at komme gennem isen og ned i vandet med bladene. Der var is et godt stykke ud fra kysten. Men hvis uheldet skulle være ude, kunne vi få hjælp fra marinehjemmeværnet, der overvågede hele kajaketapen. Andre hold var uheldige og fik brug for deres hjælp. Men vi følte os sikre i kajakkerne og havde en fin tur, selvom der var hård vind og bølger. Der var landgang ved Knebels Bro. Her blev det koldt for fingrene, da vi med bare hænder skulle have kajakker og alt vores udstyr slæbt på land. Men varme luffer i dobbelt lag og en cykeltur, der kunne give varmen, ventede.Nu skulle vi ud på Helgenæs og se os omkring. Her nød vi den smukke natur og flotte udsigter. Ved Fuglsø kunne Camilla guide lidt og fortælle om egnen. Hun huskede noget med et vikingeskib, der stak ud af en skrænt – nu var der kun vragdele tilbage, men det var der!
Vi skulle sige farvel til vores cykler. Anne-Mette havde håbet på at se sin igen til bike n´run, men sådan gik det ikke. Vi skiftede til inlinere, og her startede etapen med en faretruende lang nedkørsel. Anne-Mette mestrer ikke bremsekunsten til fulde, så Camilla og Anni var en anelse bekymrede. Men vi kom afsted uden uheld, og med Camilla forrest kørte vi afsted i tog og høj fart. Selvtilliden fik lige en tand op, da vi i fin stil overhalede 2 herrehold. Ved ankomsten efter 18 km rul til Ebeltoft erfarede vi, at bike n´ run samt coastering var aflyst. Der skulle i stedet løbes hele vejen hjem. Der var simpelthen for meget is på den planlagte rute.
Først skulle vi dog på rundfart i en skummel kælder under en gammel fabrik og derefter rapelle ned fra toppen. Vi var meget taktiske med vores rækkefølge. Anne-Mette måtte først ned, så hun kunne nå at tisse. Anni kom sidst – hun skulle lige have tid til at snakke med hjælperne.Den efterfølgende byorientering blev klaret på et dårligt kort. Kortet med bedre målstok lå nemlig hjemme i bilen, men det opdagede vi først meget senere. Vores afsluttende løbetur på 10 km føltes MEGET lang, men vi holdt humøret oppe på hinanden, besøgte nogle lokale for at få vand og guffede de sidste lækkerier. Vi glædede os over at have nået alle poster, og have arbejdet os op gennem feltet i løbet af det sidste døgn. Efter 19 timer løb vi i godt brugte i mål. Der var ikke andre damehold, så vi måtte dyste i herrerækken. Her placerede vi os på en 3. plads – det gav anledning til masser af anerkendelse fra konkurrenterne.
Det blev et krævende løb, hvor mange bukkede under for kulden. Men vi følte os godt forberedte, havde godt grej og styr på beklædningen. Godt med uld i flere lag, inderhandsker med luffer udenpå og vindtæt tøj yderst.
Anne-Mette nød at være tilbage i adventurerace efter 1½ års pause, og det blev en god oplevelse for os alle 3 – et spændende døgn, hvor tingene klappede – hvis man lige ser bort fra en glemt kortholder, 2 tabte drikkedunke, 1 knækket flaskeholder, 1 ødelagt rygsæk, 1 tabt roadbook og et glemt kort. Heldigvis fik det ikke de store konsekvenser!
Nu glæder vi os til varmere temperaturer og nye løb med nye udfordringer.
Den sidste status opdatering !
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Nu er jeg tilbage i Danmark efter fem fantastiske måneder. Tusind tak til Middelfart Sparekasse som har hjulpet mig med at gøre denne oplevelse mulig.
Vores projekt for HeartLive kom til en ende og ejeren af firmaet HeartLive var meget glad for vores endelig produkt. Desværre kan jeg ikke vise vores prototype da den gik tabt under præsentationen. Dog kan jeg stadig vise nogle billeder af det endelige product.
HeartLive Headset
Headsettet blev fremstillet i bambus, rustfrit stål og ABS plastik. Det kom til at have en produktions pris på 26 euro. Dette er dog uden investering i produktions maskiner. Ud over vores endelig præsentation af vores projekt rendte vi ind i en meget svær eksamen i Mechatronics. Som er et fag der består af både elektronik og mekanik, men vi klarede os også igennem den. Det var et meget trist farvel til skolen og den lærere. Vi fik både håndtryk og kram inden vi fik lov til at forlade skolen for en sidste gang.
Det var ikke kun et trist farvel til skolen vi måtte også sige farvel til mange andre mennesker vi havde lært igennem vores tid i Holland. Nogen af dem kommer vi til at se igen, mens det nok var sidste gang for andre, men uanset hvad har det været fantastisk at møde dem alle.
Den sidste måned gik mest med skole arbejde og eksamen, dog blev vi meget overrasket da der fra den ene dag til den anden havde sneget sig en hel koncert ind midt i centrum af byen uden vi havde lagt mærke til det. Koncerten var meget populær i den Hollandske kultur og folk fra forskellige steder i landet kom til Groningen denne ene gang om året blot for at deltage i EUROSONIC. EUROSONIC er en masse bands, både kendte og ukendte, som kommer og spiller på pladsen, i barer og nedlagte fabrikker. Dette betaler man så en mindre sum penge for at høre.
EUROSONIC
Holland har budt på mange spænende ting igennem de fem måneder. Dette udlands ophold har helt sikkert lært mig meget om mig selv, tilpasning af kultur og nye arbejds metoder. Det har været en udfordring og til tider været rigtig hårdt under de forhold vi nu engang har haft, men intet af det ville jeg have undværet da det alt sammen på hver sin måde har gjort det til en uforglemmelig oplevelse.
Den sidste måned !
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Efter et veloverstået jul og nytår er vi nu tilbage i Holland og arbejder alt hvad vi kan for at færdige gøre vores semester projekt som skal stå færdigt om blot 3 uger. De sidste detaljer er ved at blive tilføjet til tegningerne så vi i næste uge kan gå igang med at bygge vores prototyper.
Vi har valgt at lave headsettet så miljøvenligt som muligt, ved at bygge det af bambus og rustfritstål. Hjerterymten måles ved en sensor som skydes ned fra ydersiden på den ene høretelefon og som så klikkes fast om øreflippen.
HeartLive Headset
På billedet ligner det at sensoren er meget stor, men det har noget med nogle animationer at gøre vi arbejder på, som giver et forkert indtryk. Sensor’en vil være meget tynd så den ikke kommer til at genere brugeren.
Den 5. december fejrer de jul i Holland og det var da bestemt også noget vi skulle prøve at være med til. Så sammen med nogle Hollandske klasse kammerater fik vi arrangeret en Hollandsk juleaften. Det er bestemt ikke så traditionstro som vi er derhjemme i Danmark, men sjovt var det at prøve. Der er ikke noget fast mad der spises men vi fik serveret ovn-grillet kylling med ovnbagte kartofler og salat, så det klager vi bestemt ikke over. I Holland giver man kun en pakke. Tidligere på året har man aftalt hvem der giver hvem gaver og når man så giver gaven juleaften har man skrevet et lille digt til den gave hvor man ønsker personen glædelig jul.
Juleaften i Holland
Senere i December tog vi sammen med ESN på et kort besøg i Bremen til deres årlige julemarket hvor vi kunne drikke glüwine og spise currywurst til vi revnede. Det var utrolig hyggeligt at gå der i mellem alle standende og se på alt det klim-bim man kan sælge op til jul. Desværre var der ikke noget sne til at gøre udflugten helt perfekt, men så stort et julemarket har jeg dog alligevel ikke set før.
Julemarket i Bremen
Det var alt der var at fortælle denne gang. Håber i alle er kommet godt ind i det nye år ! 
Intet varer evigt – heller ikke i eventyr
Australien er nu et endt kapitel i den bog, vi også nogle gange kalder livet. Men det har været et fantastisk kapitel – et af dem, hvor den ene side tager den anden, og man har svært ved at slappe af af bare spænding. Den sidste måneds tid i Brisbane bød på både glæder og sorger og ikke mindst hårdt arbejde. Eksamensperioden bestod af fire eksamener – én for hvert af mine fag. Men hvor eksamensperioden på CBS varer to måneder, varede den på UQ to uger, så det var noget anderledes og en tand stressende, men meget dejligt, da det var overstået. Eksamensformen var også meget ulig det, jeg er vant til hjemmefra. De fleste eksamener varede to timer uden nogen former for hjælpemidler, og så blev vi ellers testet i alt, hvad der var gennemgået i løbet af semesteret i form af multiple choice og short answer spørgsmål. Jeg kan hurtigt sige, at jeg langt fra var fan af denne eksamensform – jeg er ikke god til at huske rigtig mange ting i hovedet på en gang, men på trods af det, gik mine eksamener ganske udmærket. Til min fordel er den endelige karakter på UQ en samlet karakter af alt, hvad vi har afleveret i løbet af semesteret, hvilket gjorde, at jeg, på trods af mange weekendture, fester og lidt for lidt lektielæsning, endte med fire meget tilfredsstillende karakterer.
University of Queensland har givet mig et absolut fantastisk udvekslingsophold. Det er et rigtig godt, og ikke mindst professionelt universitet med undervisning i topklasse. Jeg fik rigtig meget ud af mine fag, specielt mit journalistik og etisk kommunikation fag var jeg meget glad for, og disse gav mig mange udfordringer i forhold til at bruge det engelske sprog i skriftlig form, hvilket var utrolig lærerigt. Jeg vil ikke tøve ét sekund med at anbefale dette universitet til andre studerende.
Eksamenerne skulle selvfølgelig fejres, hvilket vi gjorde en uges tid i form mange fester og mange øl. Det var en glad tid, men også lidt vemodigt, da vi samtidig var klar over, at tiden i Brisbane var ved at lakke mod enden, og tiden til at sige farvel til mange nye og fantastiske venner kom nærmere og nærmere. Vi prøvede dog at udnytte hver eneste dag så godt som muligt og foretog os en masse ting sammen. Sommeren kom også tættere på, så vi nød det varme vejr og lune sommeraftener. Uanset hvor meget, vi forsøgte at skubbe det væk, nåede vi dog dagene midt i november, hvor det var tid til at sige farvel. Og det var ikke let. Vi havde alle forskellige afrejsedatoer, og da jeg var en af de sidste til at forlade mit hus i Brisbane, var jeg også vidne til mange triste farvel til venner, der skulle rejse enten videre eller hjem. Derfor var det også lidt af en lettelse, da det endelig blev min tur til at tage afsked med den ellers så fantastiske by.
Brisbane blev afløst af Alice Springs i det centrale Australien, hvor jeg havde meldt mig på en 3-dags tur rundt til Ayers Rock, Kings Canyon og The Olgas. Det var forfærdeligt varmt, men ikke desto mindre en hel speciel oplevelse, der var meget anderledes, end hvad jeg ellers tidligere havde set i Australien. Fra Alice Springs gik turen til Melbourne, hvor jeg mødtes med fire venner fra mit hus i Brisbane. Det var et dejligt gensyn, selv om vi kun havde været væk fra hinanden i fem dage. Vi brugte nogle dage i Melbourne, som i øvrigt er en skøn by – storby, men med en meget afslappet stemning og ikke mindst nogle meget venlige mennesker. Fra Melbourne havde vi lejet en campervan, som bragte os vestpå til den såkaldte ”Great Ocean Road.” Igen meget anderledes natur og klima, men absolut et af mine højdepunkter fra Australien. ”De Tolv Apostle,” tolv store klippestykker, der strækker sig langs kysten, er en seværdighed, som jeg uden tvivl vil anbefale andre, der overvejer at udforske kontrasternes land. De sidste mange og lange kilometer blev kørt på en ellers meget smuk strækning fra Melbourne til Sydney. Her stødte vi på mange flotte strande og et meget rigt dyreliv, men desværre var vi, nærmest for første gang under vores fem måneders lange ophold, uheldige med vejret. Sydney var sidste punkt på min meget lange Australien to do liste. Jeg så selvfølgelig, hvad man skal opleve her, i turisternes paradis – Operahuset, Sydney Harbour Bridge, Botanisk Have, shopping og Bondi Beach. Desværre betød Sydney også, at det igen var tid til at sige farvel til gode venner og ikke mindst et farvel til mit helt igennem fantastiske, australske eventyr. Det var igen et hårdt farvel, men på den anden side følte jeg, at jeg havde fået så mange spændende sider tilføjet til dette kapitel, og ofte er det godt at stoppe, mens spændingen er på sit højeste.
Som regel bevæger man sig fra forelskelsens rus over til at elske på både godt og ondt. Jeg er dog, efter mit 5 måneders ophold i Australien, endnu ikke nået dertil. Jeg er stadig meget forelsket, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til dette vidunderlige land, så snart chancen byder sig. Australien er langt væk, men det er den lange (24-30 t.) flyvetur værd, så til de der sidder og overvejer denne destination – pak kufferterne og tag af sted, tro mig, I vil ikke fortryde. Mit ophold i Brisbane er uden tvivl et af de mest betydningsfulde kapitler i min bog, og jeg vil savne livet der, og alle de skønne mennesker, der var med til at gøre det så fantastisk, rigtig, rigtig meget. Heldigvis er livet fyldt med nye kapitler og verden fyldt med nye eventyr.
Jeg vil gerne sige tak til Middelfart Sparekasse, som i høj grad har været med til at gøre dette eventyr muligt.
Live-On-Stage i Holland
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Vi er nu endelig ovre eksamen og projektet med HeartLive er endnu engang fuldt oppe og køre.
Vores koncept er blevet præsenteret for det Hollandske firma HeartLive og vi har fået et GO til at kunne producere en prototype når det endelig design er blevet gjort færdigt. Konceptet som blev udvalgt til videre udvikling, efter en lang process af research, er konceptet på nedenstående billede. Ideen bag konceptet er at indbygge en sensor i et almindeligt headset som man bruger til f.eks. musik og når forbrugeren så bruger høretelefonerne er det muligt at måle deres hjerterytme på øret via. den indbyggede sensor. Headsettet vil være trådløst og det vil være muligt for forbrugeren at bruge det sammen med sin smartphone eller sin tablet-PC. Det vil sige at du kan få hjælp til at mindske dit stress niveau ved f.eks. at sidde i stuen med dit headset og din ipad.
Billedet af headsettet er kun et eksempel på hvordan det kunne se ud og er ikke det endelige design.
Koncept af HeartLive Headset
Ud over det fremadgående projekt med HeartLive er julen også kommet til Holland og det er noget anderledes end vi er vant til der hjemme. D. 17 november ankommer en gut ved navn Sinterklaas rundt med sine afrikanske hjælpere til de forskellige byer Holland og den 5 december deler han alle sine gaver ud til byens befolkning med hjælp fra de afrikanske hjælpere. Når Sinterklaas ankommer til byen fejres det med et stort optog, samt et stort show og masser af musikDesværre kunne jeg ikke få en ordentlig video af showet men så må i nøjes med det jeg kunne få – Så under har jeg oploadet en video hvor i kan se nogen af de amerikanske hjælpere. Det skal siges at Hollænderne har ændret historien til at det ikke længere er afrikanske hjælpere men almindelige hollændere som blot er blevet farvet sorte af at kravle ned gennem skorstenen for at aflevere gaver. I kan selv bedømme hvad i synes det ligner i videoen her under.
Sinterklaas er kommet til byen
Da Jakob og jeg kom til Groningen for knap 3 måneder siden meldte vi os til noget som hedder Improv Comedy. Det var et kursus som tog 10 uger og det sluttede sidste torsdag med et Live-Show på en teater scene på USVA. Improv Comedy handler om at blive bedre til at improvisere og være kreativ. Det har virkelig givet mig meget og jeg tror helt sikkert til vil kunne hjælpe mig i fremtiden når jeg skal holde præsentationer. Derfor vil jeg bare gerne dele dette billede herunder med jer fra en fantastik aften i torsdags.
Improv Comedy Performance Night
Det var alt jeg havde for denne gang. Næste gang håber jeg på at have en prototype eller nogle færdige tegninger af vores produkt fra HeartLive jeg kan vise jer.
For solidariteten?
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Forleden så jeg i en statusopdatering på Facebook, et link til en hjemmeside kaldet klassesamfund.dk. Denne side viste sig at være en promoveringsside for en ny bog tituleret “Det danske klassesamfund“, der eftersigende introducerer “(…)en ny klasseterminologi, der kan beskrive Danmark – som Danmark ser ud nu.“. Det var lige godt Sørens, tænkte jeg, sikke en udmelding. Og jeg begyndte at kradse lidt i lakken.
På sitet skriver de “…der er grund til at frygte, at polariseringen går ud over sammenhængskraften og opfattelsen af Danmark som et homogent samfund.“. Men man må spørge sig selv, om klasser eksisterer, før nogen konstruerer dem? Bogen er, i min optik, et fantastisk eksempel på, hvordan kasser konstrueres, og folk med alle midler tvinges ind i dem. Oven i købet på intet andet end et instrumentelt grundlag! En meget forsimplet test på sitet kan placere den besøgende i en respektiv klasse ud fra tre parametre: Uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst. Kigger man lidt dybere, i selve analysen og inddelingen af Danmark i sociale klasser, så er det de samme parametre. Uddannelse og penge – instrumentel rationalitet.
Hvis ikke problemet fremgår tydeligt nu, så lad mig eksplicitere. Problemet er, at denne inddeling i over- og underklasser lige præcis er med til at forstørre den sande fare for sammenhængskraften i det danske samfund. Faren med en sådan inddeling er nemlig, at folk begynder at tro på, at de er mindre værd, hvis de tjener mindre. At folk begynder at tro på, at de er mindre værd, fordi de ikke har et fint diplom fra CBS. At folk, klasserne imellem, begynder at nære mistillid til hinanden, pga. frygten for magtmisbrug eller udnyttelse.
Vil vi virkelig tilslutte os den holdning, der hedder, at solidaritet er lig økonomi? Eller vil vi prøve at bevæge os tilbage til den ægte solidaritet, der ikke kan købes for penge? En solidaritet, der uanset økonomi og penge, fordrer tillid og respekt mennesker imellem.
Dette forsøg på at overmale Danmark som et klassesamfund, virker i min optik en smule usammenhængende. Jeg tager mine forbehold, for jeg har ikke læst bogen, og har heller ingen intentioner om at gøre det. Men penge og uddannelse er ikke noget, der skal adskille os danskere, på den måde projekt “klassesamfund” synes at gøre. Det er min mening.
At direktøren i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en chefanalytiker fra samme organisation udgør 50% af forfatterstaben… (You have no more words)
Forlænget weekend
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer I forrige uge havde vi muligheden for at komme på en forlænget weekendtur, da amerikanerne fejrede Veteran Day om mandagen og derfor havde hele SDSU lukket. Turen gik til Yosemite National Park og San Francisco.
Da efterårsvejret efterhånden er kommet til Californien, fik vi virkelig brug for varme bluse og lange bukser da vi kom til Yosemite. Efter 8 timers natkørelse ankom vi endelig til Yosemite. Det var noget af et kuldechok der mødte os der. Kun 3 grader i Yosemite, fy for en kulde, men sikke en fantastisk national park. En kæmpe dal omgivet af gigantiske træer, fantastisk udsigt, store vandfald og farlige dyr. Desværre var vejret ikke helt med os da vi besøgte parken, enkelte vandrestier var lukket pga. sikkerhed, så derfor vandre vi Mariposas stier tynde. Det var en virkelig dejligt at komme til væk fra SDSU, få koblet af inden eksamen og få nyt lidt efterårsvejr i skoven.
Grizzly Griant - Mariposa
Dagen efter måtte vi desværre opgive vores mission om at komme ind i parken igen, da er snevejr havde forvandlet parken til et hvidt landskab. Selvom sne er fantastisk så savner man hurtigt varmen igen .
Yosemite National Park
Næste besøg var San Francisco. I’m in love! Sikke en fantastisk by, simpelthen dejlig. Det er en ”must see” by når man er i USA. Skal stensikkert tilbage dertil. Vi tilbragte 3 fulde dag her, hvor vi fik besøgt Alcatraz, cyklet over Golden Gate, nød solen i parkerne, kørt i sporvogn, fik spist fisk i Fisherman’s Wharf og fik besteget en masse bakker. I really looove that city.
Golden Gate Bridge - San Francisco
Back in San Diego nyder vi det varmere vejr inden turen går hjem mod Danmark. Vi har præcis 1 måned tilbage. 1 måned! Puha det er gået stærkt, men der venter stadig en del oplevelser forude. Vi er alle blevet inviteret til æbleskiver af det danske hus der findes i San Diego. 1 december skal Danmark repræsenteres i Balboa park, og der vil blive serveret æbleskiver som vi skal være med til at lave.
Det bliver lækkert !
Big Sur - Highway 1
Sne, kulde og æbleskiver, det kan næsten ikke blive mere dansk
#akutjob
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Lad mig starte dette indlæg med en indrømmelse: Når man medbringer sin bærbare til en undervisningstime, så bruger man den til andet end at tage noter. Bum! Så er den ude. Men det er ikke altid, heldigvis, at man ryger i Facebooks sorte hul. Forleden røg jeg forbi b.dk (Berlingske, red.). Her faldt jeg pladask for nyheden om regeringens akutjobpakke. Forklaret i én sætning: Der er øremærket 12.500 job til de mennesker, der står til at miste dagpengeretten, og en privat arbejdsgiver kan score 25.000 for at ansætte en af de uheldige. Halløjsa!
Politisk standpunkt er i mange tilfælde bestemmende for holdningen til akutjobpakken. Med røde briller er det en løsning, det viser solidaritet og næstekærlighed – en fuldt dækkende og enestående løsning. Nu vil alle de langtidsledige endelig finde et job! Observerer man gennem den blå linse, vil man se regeringen røre i tomme gryder, hvor ingredienserne er 2 kg ro i baglandet, 1 kg overbegejstring, 700 g diskriminering og en knivspids forfordeling. Vores alles yndlings kuglestøder, Joachim B. Olsen, nøjes, ganske overraskende, med at kalde akutjobpakken for “hul i hovedet!“.
Og til min pointe med indlægget. Hvor er den klare linse, hvorigennem man stiller spørgsmålet: Undervurderer politikere og medier ikke dansk erhvervsliv? Tror vi, i det inderste af vore hjerter, at der er én eneste dansk arbejdsgiver, der vil fravælge den bedst kvalificerede, fordi vedkommende ikke er 25.000 værd? Jeg tror det ikke. Dansk erhvervsliv vil, til hver en tid, vælge den mest kompetente! Bevares, det kan være en naiv tillid jeg nærer til mine medmennesker… Men siges det ikke, at velfærdssamfund er baseret på tillid?
Hvis min naive tillid holder stik, hvordan ser akutjobpakke-sagen så ud? Aftalen må siges at være definitivt tom – ligegyldig. Ligeledes er kritikken af den, for hvordan kritiserer man noget, der ikke er der?
Dansk symbolpolitik? Ja. Oppositions-klynkeri? Uden tvivl. Kom nu Danmark!
Nye kommentarer