Irland i sigte og hvidløg i sokkerne

Top O’ the mornin’ to ya!
Kære venner, familie, bankrådgivere og uvist af hvilke årsager andre medlæsende; det første, I skal vide er, at jeg har det godt, og at man aldrig må sige ‘Top O’ the mornin’ til en irer, for så, fik jeg at vide, får man altså en på kassen, selvom jeg slap med en advarsel.

Med 6 kilos overvægt i kufferten ankom jeg til Irland for tre uger siden, og som jeg stod der i lufthavnen i Dublin med min heftige bagagebøde, var jeg endnu engang taknemmelig for mit legat, der nok kommer til at redde mit skind mangt en gang over de kommende seks måneder.
I det hele taget har jeg haft et temmelig skævt første møde med Dublin, og ja, byen er på mange måder fuldstændigt anderledes, end jeg forventede. Da jeg bevægede mig fra lufthavnen og ind mod centrum, kunne jeg fra bussens ruder skimte de der smukke, gamle georgianske bygninger, de rødhårede mennesker og alt det, man forbinder med Irland, men som jeg skramlede ud af bussen og ind i Dublins natteliv med min kæmpekuffert, var det en ganske anden virkelighed, der mødte mig. Åbenbart gennemgår Dublin en slags ‘Dr. Jekyll og Mr. Hide’-agtig transformation, når mørket falder på, og frem kribler byens mere, ehmm, skal vi sige ‘alternative’ eksistenser? Og sådan gik det altså til, at den første irer jeg mødte på vejen mod mit hostel, var et kæmpe, iltert eksemplar i babypink joggintøj, som flashede sin medbragte hobbykniv i min retning. Måske var hun bare en slags misforstået og ikke mindst malplaceret Jørgen Clevin, men ikke desto mindre var jeg i hvert fald lettet, da jeg nåede mit hostel og værelse, som jeg delte med syv brasilianske mænd – men enhver, der har boet på et hostel, ved, at det ikke er en lige så æggende oplevelse, som det ellers kunne lyde.
Og sidenhen gik jagten på en lejlighed, der blandt andet tog mig på udflugt med en lillebitte og ganske tandløs indermand ind i et af Dublins mere farverige kvarterer på den fattigere nordside af floden, hvorfra jeg nu skriver dette brev. Dog endte jeg med at få et værelse i et andet hus, men nabolaget er det samme, og meget, meget autentisk irsk. Min guidebog har udråbt det som ‘De sociale taberes bydel’, men her tre uger efter må jeg sige, at jeg føler mig så lokal, at jeg ligefrem tillader mig at blive småformærmet over den udtalelse. Også jeg ville da gerne i begyndelsen bo på sydsiden, hvor græsset er grønnere, fuglene synger renere og overlevelsesraten for udvekslingsstuderende er højere, men her i retroperspektiv vil jeg ikke ønske mig det anderledes, for jeg føler virkelig, at jeg hver dag får serveret en portion usødet Irland, og var det egentlig ikke det, jeg kom for? Desuden har jeg udsigt til de autentiske bjerge.

I huset bor ikke mindre end 15(!) udlændinge, og det er en sand buffet af accenter. Apropos buffet har jeg fået indført en ugentlig ‘lav mad fra dit land’-dag, og har derfor smagt en fornøjelig tysk ret kaldet ‘schpaetze’, eller noget i den retning, og en kæk gryderet fra England ved navn Lancashire hot pot. I hvert fald rent kulinarisk er jeg ved at blive et rigtigt verdensmenneske.

Efter al den mad var det tid til lidt motion, og jeg tog derfor på vandretur i bjergene med en rigtig flink tysker fra mit nye hjem. Den utroligt pæne Wicklow Mountains Nationalpark var med sine lyngbeklædte bjerge, grønne vidder og krystalklare søer et sandt leprechaun-terræn (red: de der små grønne mænd der gemmer guld under regnbuer), om end vi dog spottede flere vilde får og bjerggeder end deciderede mytiske væsner. Ligesom mig var de afsindigt dygtige til at balancere på stejle klippeskråninger, og således gik det til at jeg nåede toppen, hvor jeg på en sten midt i floden lå og tænkte storslåede tanker om dengang mine vikinge-forfædre, måske gik i land selvsamme sted.

For et bymenneske som mig, der er tilvænnet den lumre, iltfattige atmosfære i journalisthøjskolens klasselokaler, var den friske bjergluft naturligvis for meget, og influenzaen fik has på mig på hjemturen. Da jeg senere nøs i køen til kasseapparatet i et supermarked, spurgte en ældre, irsk herre mig, om jeg var forkølet, og anbefalede mig derpå den stensikre kur, som går ud på, at man skal komme hvidløg i sokkerne. Så bliver man simpelthen rask. Eller også undgår man at blive syg. En af delene, mente han. Men her er jo netop det, der er så herligt ved irerne, og som jeg konstant imponeres af, nemlig at de er helt utroligt imødekommende og snakkesaglige. De har altid tid til fremmede og vil meget gerne snakke, og lader man dem fortsætte, kan man høre de mest utrolige historier. Nu vil jeg ikke afsløre, om jeg fulgte herrens råd, men jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg er blevet rask.

Jeg ville ønske, at jeg kunne slutte dette mit første blog-indlæg af med at fortælle om skolestart og fascinerende undervisning, men selvom semesteret teknisk set begyndt, har jeg endnu ikke haft nogen timer, idet lærerne begynder akkurat, når det passer dem, og det er åbenbart ikke endnu.

Jeg skal ikke kunne sige, om det gælder hele Irland eller kun min skole, men den fremviser et, i hvert fald for mig, hidtil ukendt lavt niveau af organisering. Lærerne siger, at det er en finurlig del den irske mentalitet ikke at tage tingene så alvorligt, og at vi danskere bør tage ved lære af det – hvad jeg muligvis har, når vi når til næste blog-indlæg – men for nu er det voldsomt frustrerende, når de smider mine vigtige dokumenter væk, glemmer at jeg skal starte samt at nævne, at de pludselig holder op med at undervise i visse fag. Selvfølgelig skal jeg stadig lære en masse om at fortælle historier – det var planen, og den del tror jeg ikke ændrer sig uanset hvor meget, de klokker i det – men det er en anelse uvist præcist hvordan. Jeg er her jo stadig for at lære mere om at skrive og filme, og jeg skal love for, at irerne, på deres helt egen måde, allerede har givet mig en del at berette om.

Her var lidt nyt fra mit turbulente møde med Irland, men læs endelig med næste gang, når vi skal en tur i det alvorlige hjørne efter til den tid at have deltaget i en march for fri abort, og undervisningen for alvor, eller bare forhåbentligt, er begyndt.

På gensyn,

Karna