Har indtil videre mest fortalt omkring diverse ture, så nu er det vidst ved at være tid til at fortælle om hospitalet og vores dagligdag her…
Vi står op omkring 07.15 gør os klar og forbereder den ene del af vores morgen mad, inkl vand til kaffen. Det skal her nævnes at den kok der er ansat til at lave mad til os også skal stå for morgenmaden. Problemet er at han er et klart B mennesker der på ingen måde kan se fordele i at stå tidligt op og lave mad til os, så de første par uger, for ikke at sige stadigvæk, har vi haft en lille kamp kørende. Da vi ankom hintede han at de piger der var her før os lavede deres egen omelet, men det har vi pænt valgt at ignorere. Vi har derfor troligt hver morgen drukket kaffe og spist brød når han ankom et kvarter før vi skulle møde, hvor efter det første vi sagde var hvordan vi ville have vores æg. Vores udholdenhed og nogle andre klager har forårsaget at vi for det meste har hele vores morgenmad kl 07.45 og derfor lige kan nå ned til starten af morgensamlingen uden at løbe afsted.
Hospitalets personale og diverse patienter og pårørende mødes kl 08.00 til fællessang. Med fællessang er det ikke som derhjemme med en fin salme, nej det er rigtig musik med trommespil, klappen og til tider dans:) Sangen tilbeder stadig gud, jesus mfl, men det er nemt at ignorere når man ikke forstår Lukiga. Her skal det nævnes at i vores lille del af Uganda taler de ikke swahili som vi håbede og vores bøger til selvstudie af sproget har vist sig værdiløse. Der tales som sagt Lukiga et niche sprog der kun tales i dette område og f.eks ikke forstås i Kampala. Vi forsøger at lære en smule, men vi kommer ikke til selv at kommunikere med patienterne medmindre de snakker engelsk, som jo faktisk er det officielle sprog.
Når men tilbage til morgensamlingen. Efter sangen 
går vi over til den noget mindre interessante tilbedning af gud, bibelhistorier, jesus, simpelthen alt med kristendom at gøre. I mens vi har været her er denne del af samlingen langsomt blevet længere og længere. Til at starte med snakkede vi om, om vi mon syntes det ville være mere spændende hvis det foregik på engelsk, hvad det ikke gør så ofte, men der gik ikke mange dage før vi også prøvede det og nej, det var bestemt ikke bedre. Det værste er at de ligesom opildner hinanden, så historierne bliver længere og længere og mere og mere frelste. Heldigvis er det ikke alle her der er lige religiøse. Specielt de to yngre læger som vi har mest med at gøre har ikke meget til overs for religion, men også mange andre praksis’er er fleste andre ugandere følger. På mange måder er de meget vestlige i deres måde og tænke på, og så alligevel ikke helt. Har ihvertfald haft en noget ophedet diskussion med den ene omkring adopterede vs biologiske børn, men også mænd og bleskift, som han sjov nok ikke synes var noget for ham. Meget interessant…
Efter morgebønnen, hvis man kan kalde den det, er det tid til communications. Er der sket noget specielt eller er der nogen der skal på outreach, er det her man får besked. Efter morgensamlingen hilser man på hinanden og alt afhængig af dagen er der undervisning, gennemgang af guidelines, departemental meating eller lign indtil 09.30-10.00. Dette er som oftest dødens pølse. Alting bliver mumlet og ting bliver penslet ud som man ville forvente at uddannede folk vidste. Oftest skændes de om petitesser i timevis og bliver enige om at fortsætte i næste uge når tiden er brugt. Det forventes dog at vi er der som del af det kliniske personale, men vi er begyndt at tage lærerbøger med og kan så opfriske lidt teori.
Mange af uganderne har en lidt lad attitude og er der ting der skal gøres skal man sørge for at sige det flere gange og helst med lidt styrke bag ordene. Tingene skal nok blive gjort på et tidspunkt, men ikke nødvendigvis af den man beder om det og det ved de. Hvis bare de venter længe nok er der nok en anden der gør det. Her må jeg hellere lige indskyde at sygeplejerskens job ikke har noget med pleje at gøre, det har man familie til. Familien sørger for al hygiejne, mad til patienten, skift af sengetøj mm. Og har du ingen familie er det bare ærgerligt. Så er du nemlig ikke sikker på at få mad. Sygeplersken sørger for medicin og hvis man er heldig bliver værdierne også taget, ihvertfald hvis man beder om det flere gange. Nogle er helt sikkert værre end andre, men patienternes personlig pleje er ikke noget der står i jobbeskrivelsen. Alt afhængig af hvem der er på vagt går vi stuegang med en af lægerne eller alene. |
På marked dage går vi i OPDen som er en blanding af skadestue og
alm.
