Af

Signe Jorgensen

Hejsa 🙂
Jeg er så en af de heldige modtagere af et studielegat fra Middelfart Sparekasse, som jeg er VIRKELIG glad for!
Mit navn er Signe, jeg elsker sprog, mennesker og kulturer. Derfor har jeg valgt at tage en bachelor i Linguistics and Social Anthropology på University of Edinburgh i Skotland, og det er dét, Middelfart Sparekasse har valgt at støtte mig i, så TUSIND TAK for det 🙂
Jeg starter på mit studie her i september måned og vil fremover skrive lidt om mit liv og mine oplevelser her på siden.

Sidste lørdag fik jeg min sidste eksamen overstået. Jeg havde tre eksaminer på én uge, så det blev en smule hektisk. Jeg brugte det meste af den uge på biblioteket, og følte næsten at jeg boede der på nogle tidspunkter. Da jeg kom ud i solen efter den sidste eksamen var det lidt et antiklimaks, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre med mig selv. Til gengæld tror jeg at det gik udmærket med alle tre eksaminer, men jeg ved ikke noget før en gang i juli eller august tror jeg.

I sidste uge var det ikke specielt godt vejr her, så jeg brugte flere eftermiddage på den lokale pub hvor de viser film hver dag klokken 15 – virkelig et hyggeligt sted, og så med en kop varm kakao og en god stor sofa, det er perfekt.  Nu er det til gengæld rigtig blevet dejligt sommervejr, og de fleste mennesker bruger dagen i parken, med bold, frisbee og engangsgrill. Jeg var i London her i weekenden for at mødes med nogle venner. Det var rigtig rigtig hyggeligt! Jeg tog bussen, som kører direkte fra Edinburgh til London, men også ni lange timer. Det smarte ved at tage bussen, er at det er meget billigere end tog eller fly, og jeg kunne tage bussen om natten, så jeg følte ikke at jeg spildte noget tid på det. Det er dog en smule ubehageligt at sidde i en bus i ni timer, og det er ikke det nemmeste sted at falde i søvn. Jeg kom tilbage i går morges, og siden da har jeg rigtig nydt solen! Jeg er også begyndt at finde ud af hvad jeg skal bruge sommerferien på (den er jo lang). Jeg har sådan set besluttet mig for at blive her i Edinburgh sommeren over og arbejde (efter et smut hjem på ferie selvfølgelig).

Jeg er lettet over at have afsluttet det første år, men jeg kan også mærke at jeg allerede glæder mig til at komme i gang igen efter ferien. Jeg glæder mig til de nye fag og til at komme i gang med de forskellige arrangementer og societies igen. Jeg skal vælge mig et nyt valgfag, for jeg fortsætter ikke med kunst historie. Så nu går jeg lidt og overvejer hvad jeg skal vælge. Der er så mange spændende tilbud!! Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage et valgfag indenfor lingvistik der hedder noget a la “history of the european languages”.

Der venter mange spændende ting i fremtiden. Livet er dejligt når man bor i en så fantastisk by som Edinburgh, med så mange muligheder. Og mulighederne er også mange på universitetet, så det er med at udnytte dem mens jeg er her 🙂

Skriv en kommentar