Kære læser,
så er jeg tilbage med nyt at berette. Meget er sket siden sidst, og det med en sådan fart, at jeg ofte ikke kan huske længere tilbage end dagen før, så der starter jeg. I går var halloween, og jeg var klædt ud som ordsproget ‘When life gives you lemons, make lemonade, hvilket ingen, udover mig, synes var særlig sjovt. Min svenske roommate havde taget mig med til fest på hendes musikakademi, hvor hun spiller trompet til daglig. Hendes klassekammerater var skam flinke, men som nævnt havde de ingen humoristisk sans, så vi tog på egen hånd ud i byen, der var pyntet op med plastikskeletter og hvad der forhåbentligt var kunstigt blod i anledning af helligdagen, der faktisk er en gammel keltisk tradition, hvilket vil sige irsk.
Ellers har jeg brugt min tid på at infiltrere Dublin og blive en del af så meget som muligt.
For eksempel er jeg begyndt at spille rugby med en flok irske piger. De er rigtig flinke, og så er de bygget som okser. Med deres brede skuldre og mit gode humør skal vi nok klare os godt i de kommende kampe. Men som træneren sagde til mig sidste gang, så skal jeg nok holde mig i baggrunden indtil jeg i det mindste har styr på, hvilken vej jeg skal løbe med bolden, og det har han nok ret i.
Og som jeg nævnte i sidste indlæg, var det min plan at deltage i sådan en pro abort march, hvad jeg skam også gjorde. Jeg havde forventet gaderne fulde af unge på min egen alder, for hjemmefra Danmark er jeg jo vant til at se ungdommen på barrikaderne, så snart der er et manglende klubhus eller andet at være utilfreds med, og alligevel var jeg en af de yngste i optoget. Nu har det jo vist sig at være et godt samtaleemne, og derigennem har jeg fået det indtryk, at langt den største del af min generation i landet her meget gerne ser deres lovgivning moderniseret, men alligevel intet aktivt gør. Måske er de bare trætte af opstand, men i det mindste ved de, hvilken vej vinden blæser, når de engang vil ændre tingene. I mellemtiden er der så andre der gør det for dem. Fint fint.
Men altså, jeg kan bevidne at det bare tager længere tid at få noget som helst gennemført her end i noget andet land, jeg har været. Jeg anser det derfor for at være intet mindre end et mirakel, at min skole næsten halvvejs inde i mit ophold omsider har fået styr på undervisningen. Det betyder, at jeg for eksempel går til Scriptwriting og lærer om, hvordan man kan fortælle historier til film på tusind forskellige måder, og hvor er det altså spændende, hvis man lige ser, om noget af det kan bruges i journalistik.
Jeg har også fag om irsk kultur, hvor læreren dog finder dansk kultur endnu mere spændende – særligt vores sprog, som han gerne kalder ‘halssygdommen’. Så har man hørt det med.
Derudover regner det meget nu. Endnu mere end før. Indimellem må jeg fjerne paraplyen for at huske, hvordan himlen ser ud. Og så er jeg begyndt at drikke kaffe, fordi jeg har mødt en, der gider lave det til mig.
Faktisk, faktisk er jeg bare faldet rigtig godt på plads i Dublin. Starten var svær, som begyndelser jo er, men nu har jeg det som om, at jeg er ret meget hjemme her. Jeg befinder mig usandsynligt godt blandt de mennesker, jeg har mødt. Og jeg har fået mig en stampub, hvilket jeg tror er ret essentielt for et liv her og forklarer nok også mange af de mennesker, jeg har mødt. Somme tider føler jeg mig helt lokal. Særligt når der spilles musik der – irsk, engelsk og amerikansk folkemusik. Det er helt almindeligt, at der spilles musik rundt omkring på pubberne, hvilket jeg synes er noget af det mest charmerende ved Irland, altså den her måde hvorpå musik spiller en meget vigtig rolle og inkorporeres i alt. Det er så fint og helt særligt. Og på denne her pub, hvor jeg ynder at komme, kommer der altså også nogle afsindigt dygtige musikere, og de har alle sammen helt vildt store skæg og i deres selskab føler jeg mig fantastisk godt tilpas. Der har jeg også for første gang hørt om ‘det indre skæg’, som er sådan et teoretisk skæg, man gror, når man bare tager det rigtig stille og roligt og nyder livet. Så ud fra hvad jeg har oplevet tyder det på, at der er mange irere, som har sådan et indre skæg, og jeg tror nok at mit også er undervejs.
Men se, det var jo noget af det her, jeg kom efter. Det var den her forestilling om Irland, som syntes så idyllisk, at måske jeg mindst af alle troede, at det kunne findes. Men det gør det, lidt, og det er altså lykkedes at opspore det, synes jeg.
Det var alt for nu, for jeg har altså også lektier at lave.
Følg med i næste afsnit, hvor jeg er taget til byen Kilkenny for at se et eventyrslot og smage en øl.
På gensyn,
Karna
