Af

Line

Jeg tager til september på University of California i ni måneder og vil løbende skrive om mine oplevelser her på bloggen

Fredag d. 26 december kl. 5.00 mødte jeg op på universitetet for at tage på en 10 dages lang havkajak tur til Baja Mexico.

Jeg havde kun været i Davis i 3 dage siden jeg kom hjem fra NYC, så havde ikke haft så meget tid til at forberede mig. Men jeg havde da fået skaffet alt udstyrret og følte mig forholdsvis klar til at drage på eventyr! Det tog et par timer at få pakket alle ting sammen men ved 7 tiden drog vi i to vans afsted mod mexico. Forud ventede der os to dages kørsel. Vi ankom til San Diego fredag eftermiddag og gjorde klar til at passere grænsen til Mexico og køre et godt stykke in i landet. Sent om aftenen nåede vi endelig frem til et motel i en lille mexicansk by hvor vi overnattede.

Lørdag morgen stod vi tidligt, fandt en restaurant og fik noget morgenmad. Herefter ventede der os endnu en køretur. Dog stod lørdagens køretur ligeså meget på hiking i den mexicanske desert, så vi fik da set et par kaktusser eller to og hold da og hvor var nogle af dem bare gigantiske…..wauw.

Om aftenen ankom vi til Bahia de Los Angeles, hvorfra vi skulle padle ud på eventyr. Det var rimelig koldt i forhold til hvad vi forventede og det blæste ad h… til, så flere af os var ret skuffede eftersom vi troede vi skulle ned til sol og sommer. Natten tilbragte vi på en lille campingplads i Bahia..

Søndag morgen var det så tid til at forlade fastlandet. Vi fik pakket bådene – det tog ca. 5 timer, men jeg var godt nok imponeret over hvor meget man kan stoppe ned i sådan en lille båd! Det blæste stadig rigtig meget, men alligevel besluttede vi og for at padle afsted. Der gik dog ikke lang tid førend den første båd tippede over (ja det var første gang begge guider nogen sinde havde haft en double båd der tippede), men jo, bølgerne var kæmpe store og der var rigtig rigtig meget vind! Efter denne episode besluttede vores to guider at ændre destinationen, så vi ikke skulle padle så langt. Dette gjorde dog ikke turen meget lettere….senere tippede 2 andre både og en tur der normalt tager ca. 1 times tid tog og mindst 3½ time. Det var bestemt ikke en sjov første dag på vandet, men jeg undgik heldigvis at tippe over i min kajak og idag kan jeg da se tilbage på det som en sjov oplevelse. Det var dog en utrolig dejlig følelse at nå fastlandet denne eftermiddag:) Resten af dagen tilbragte vi på stranden hvor vi nød den fantastiske udsigt og ellers bare hyggede os. Vi fik lavet mad og da mørket kom gik vi alle i seng. Jeg var utrolig overrasket over hvor hurtigt man vender sig til at stå op når solen står op og gå i seng når solen går ned. Men der er ikke så meget at foretage sig når først det bliver mørkt.

Mandag morgen var vinden stilnet af, så vi var alle friske på at drage på endnu en sejltur. Vi kom afsted og det var en fornøjelse at padle sammenlignet med søndagens tur. Det rolige vejr varede dog kun til vi kom ud på åbent hav. Her blæste det op igen og der ventede os endnu en udfordrende tur. Turen blev derfor endnu engang kortet af og vi gik i land efter ca 2 timer på vandet. Vi camperede på endnu en dejlig strand og på denne ø var der desuden rigtig gode muligheder for flotte vandreture. Eftermiddagen blev derfor brugt på at tjekke landskabet ud.

Tirsdag morgen drog vi videre til en utrolig flot ø kaldet Pescador. Denne dag var bølgerne endelig forsvundet og jeg tror alle nød at padle i det rolige vand. Når man besøger Bahia er det ved denne ø man har mulighed for at se delfiner, så jeg håbede inderligt at jeg ville få et glimt af sådan et sødt lille dyr, men det skete desværre ikke. Tilgengæld var øen utrolig smuk og der var en fantastisk udsigt fra bjergene ud over havet og de andre øer i Bahia de Los Angeles. Også her blev eftermiddagen brugt på en vandretur og flere af de andre så solnedgangen fra det højeste punkt på øen.

Onsdag var en ‘lay-over dag’ og det nød vi alle sammen. Vi var efterhånden rimelig ømme i vores muskler og udmattede efter de to første hårde dage. Vejret var rigtig lækkert og det var så småt begyndt at blive varmere. Vi var en 6-7 stykker der padlede hen til en anden side af øen for at snorkle og se på livet under vandet. Det var første gang jeg snorklede og jeg nød det meget. Der var så mange flotte fisk og det var utroligt at se hele området under vandet. Det var også på denne snorkeltur at flere af os fik vores første bad. Eller rettere sagt vores første ‘ocean shower’. Det var bestemt ikke det samme som at stå under bruseren derhjemme, men det var hårdt tiltrængt efter 4 dage på vandet.

Torsdag drog vi videre til vores sidste destination – Coronado Island, den største ø i Bahia området. Øen er desuden den stolte ejer af en vulkan der samtidig er det højeste punkt i hele området – 1600 feet (ca. 500 meter). På turen fra Pescador til Coronado stoppede vi for at snorkle med babysøløver. Det var en helt fantastisk oplevelse. De små søløver var meget nysgerrige, så de kom meget tæt på én og da vi svømmede tilbage til bådene have vi en hel stime af søløver efter os, som ikke kunne forstå hvorfor vi ikke gad lege med dem mere. Det var en kanon oplevelse, men vandet var rigtig rigtig koldt og der gik lang tid inden jeg fik varmen igen den dag. Lidt over middag ankom vi til den strand hvor vi skulle overnatte intil lørdag hvor turen igen skulle gå mod fastlandet.

Fredag var igen ‘lay-over dag’ men før vi kunne bruge dagen til at få slappet af, var der lige en vulkan der skulle bestiges for at se solopgangen. Det var en rigtig god oplevelse. Vi blev vækket kl. 4 om morgenen og skulle padle hen til vulkanen i mørke. Det var super cool. Det var et eller andet i vandet (kan ikke huske hvad) der gjorde, at hver gang man satte åren i vandet, lyste det op som om man padlede rundt i et hav fuld af diamanter og krystaller. Det var stadig mørkt da vi kom hen til vukanen og vores guide havde mistet sin GPS, så han havde store problemer med at finde den sti der førte op til toppen. Vi var derfor ude at kravle i en masse løse sten og det var bestemt ikke let at se hvor man satte sine ben, så det var lidt af en oplevelse. Efter ca. 20 min. kravlen rundt i en masse løse sten fandt vi endelig den sti vi ledte efter, hvorefter vi havde ca. 1 times vandring direkte opad foran os. Jeg nåede ikke helt til tops da solen stod op, men det var stadig helt ubeskrivelig smukt. Vi tilbragte 1 times tid på toppen, hvor vi nød udsigten før turen igen gik ned. Turen ned var nærmest hårdere end turen op, så jeg var meget træt da jeg endelig nåede bunden. Resten af dagen tilbragte vi bare på stranden, hvor vi solbade og nød at det endelig var blevet rigtig varmt. Det var en skøn dag at slutte turen af på.

Natten mellem fredag og lørdag sov jeg stort set ikke. En meget kraftig vind blæste pludselig op, så det føltes som om teltet lettede fra jorden. Desuden kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det kunne være en vind fra vest. Disse er de kraftigeste vinde i Bahia og det er umuligt og farligt at padle i sådan en vind. De kan vare fra 1 op til 5 dage, så hvis det var en vind fra vest ville det betyde at vi ikke kunne komme i land og dermed ikke komme hjem. Og efter 7 dage på vandet havde jeg fået nok og glædede mig bare til at komme tilbage til civilicationen. Vores guider vækkede os dog kl. 6 som de plejede og fortalte os at vinden ikke kom fra vest og at vi derfor godt kunne komme ind til fastlandet. Under morgenmaden blæste vinden dog op og vores guider vandrede op på et lille bjerg for at tjekke vinden ud og kom tilbage med den dårlige nyhed at vinden havde vendt og at vi derfor ikke kunne padle tilbage. Stranden hvor vi befandt os var dog ret åben og det blæste derfor rigtig meget her, så vi besluttede at padle til en anden strand, som godt kunne lade sig gøre, fordi vi bare kunne padle langs kysten. Vi begyndte derfor at pakke bådene og da vi var ved at være færdige, var vinden næsten stilnet helt af. Vores guider besluttede derfor at vi skulle prøve at padle over til fastlandet med stop på en strand hvor vi kunne gå i land og hente bilerne hvis vinden skulle blæse op. Vinden var stilnet helt af da vi kom ud på åbent hav, men vi gjorde alligevel et lille stop for at få ladet op til den sidste etape. Da vi padlede ud på havet igen blæste vinden pludselig op og det sidste stykke var bestemt ikke sjovt, men langt om længe nåede alle bådene i land og det var tid til at på pakket bilerne og drage mod Davis.

Vi besluttede at køre hele turen til San Diego for at komme tilbage til USA og gøre køreturen om søndagen knap så lang. Vi nåede grænsen kl. 1 om natten og overnattede på et motel i San Diego, før vi søndag drog det sidste stykke mod Davis. Vi ankom i Davis sent søndag eftermiddag og det var skønt at være hjemme igen søndag aften.

Alt i alt var det en rigtig god tur med masser af oplevelser og heldigvis flest af den gode slags. Det var selvfølgelig en udfordring at leve uden bad og toilet i en hel uge og min ryg var bestemt ikke i topform efter 8 nætter på et liggeunderlag. I dag er jeg dog rigtig glad for at jeg tog med og det er bestemt en tur jeg altid vil huske.

Skriv en kommentar