Indlæg Signe Haugaard har skrevet:
Faith
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Solen titter ind gennem vinduerne. Den varmer. På børnehjemmet er der som altid travlt, 11 babyer der er mellem 8 dage og 1,5 år gamle. En mama til at tage sig af dem alle. Kun en. Hun vasker deres tøj. Hun laver deres mad. Hun gør rent, hun skifter dem, hun mader dem og hun bader dem. Det er klart, at der ikke er tid til meget andet. Ikke tid til megen omsorg, leg eller godnatkys på panden. Der er ikke tid nok. Eller også er der ikke ansatte nok. Eller også er der for mange børn på børnehjemmene i Kenya. Man får ondt af børnene, der nærmest bor i deres små senge. Man får ondt af mama, der løber rundt fra 08.00-17.00 hver dag for 280kr. Om måneden. Alligevel er man ved at være hærdet. Stakkels børn, men i det mindste har de tag over hovedet. I det mindste får de mad og medicin. Stakkels mama, men i det mindste har hun da et job.
Døren går op, og ind kommer en gammel dame. I armene har hun baby nummer 12. Født dagen forinden. Født af damens barnebarn. Født som resultat af samvær mellem barnebarnet på 15 år, og hendes fætter. Ifølge afrikansk tradition skal babyen dø. Den skal dø fordi, den er resultatet af samleje indenfor familien. Damen har bragt babyen til børnehjemmet, for at undgå, at slå den ihjel. Hun afleverer babyen, vender om og går. Ser sig ikke tilbage, kigger sig ikke over skulderen for at få et sidste glimt af sit oldebarn. Fælder ikke en tåre, hvilket hun havde gjort, hvis hun var skuespiller og det her var en film. Jeg sidder og venter på en tåre, på et farvelkys, men det her er virkeligheden. Den barske virkelighed. Baby nummer 12 bliver nu kaldt Faith. Om det vil være hendes navn resten af lives vides ikke, forhåbentlig når hun at blive adopteret, inden tiden sætter sit præg og gør hende uegnet til adoption. Flere babyer er blevet adopteret mens jeg har været på børnehjemmet, hver gang bliver jeg glad. De babyer får en far og en mor. Resten vokser op på børnehjemmet.
Mange af de børnene har faktisk slægtninge. Af den grund kan de ikke adopteres. Nogle har en far, moderen er død. Men en mand kan jo ikke tage sig af en baby! Så han aflevere sit barn på børnehjemmet, henter det muligvis hjem, når det bliver ældre. Lader muligvis være. Andre børn kommer fra familier, hvor vilkårene er så ringe, at de ikke ville overleve. Som barn på børnehjem får de en tryghed, mange kenyanske børn må undvære: de ved, de ikke vil gå sultne i seng. De ved, de har en seng, et myggenet og tilmed medicin hvis malariamyggen alligevel skulle finde vej gennem nettet. De ved, de kan lære om ABC og 2+2. De ved, hvor de kan gå hen, når regnen står ned i massive mængder. De må undvære godnathistorier, knus og kildeture, noget der nok alligevel ikke er overskud til, i familierne de kommer fra.
Kibera
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Først kommer stanken. Den borer sig ind i mine næsebor. Det er stanken af skrald, der alt for længe, har ligget i den bagende sol. Massevis af skrald.
Så kommer lyden. Lyden af børn der leger, børn der griner, når de ser en mzungu i deres slum. ”How are you?” råber de i kor, mens de løber efter os.
Sidst er der alt det, øjnene ser. Synet forener lyden og lugten. Der er skrald overalt, der er glæde overalt. Jeg ser ned på mine bare tær i sandalerne, mens jeg prøver at balancere på hårde plasticflasker, for at undgå at synke ned i det mudrede affald, der udgør det meste af vejen under mig.
Det her er Kibera. Verdens 2. største slum, og ikke at sammenligne med noget, jeg nogensinde har set i mit liv. Folk bor enormt tæt, i små, hjemmelavede huse, bestående af blikplader. Kiberas kontraster er utrolige. Det er enestående, at gå rundt blandt nogle af verdens fattigste mennesker, uden at de udstråler stor nød. Ikke så meget som en enkelt tigger af os. De smiler. Her er en unik stemning, en stemning der emmer af sammenhold og blander sig med stanken af gammel affald.
En endnu større kontrast udgøres af udsigten fra Kibera: Store, flotte lejlighedskomplekser. Lucas bor i Kibera og viser os rundt. Han fortæller, at regeringen ønsker slummen erstattet af disse lejlighedskomplekser. Problemet, som jeg ser det, er, at slummens beboere ikke har råd til at leve i disse lejligheder. Der er en grund til, at slummen eksisterer, og hverken grunden hertil, eller slummen selv, forsvinder, fordi regeringen bygger store lejligheder. Mange af de som bor i slummen, lever hele deres liv her. Der er skoler og kirker. Der er små butikker langs gaderne. Folk sælger grøntsager, fisk og færdigretter. Hvis de flyttede ind i en lejlighed, ville alle disse småbeskæftigelser forsvinde.
Tidligere på ugen var jeg i et dilemma. Skal jeg besøge denne store slum? Er et sådan besøg, at kigge på fattige, som var de dyr i zoologisk have? Hvorfor se på folks elendighed? I dag fortryder jeg ikke et sekund. Men jeg forstår mine egne bekymringer, og kan se at de hang sammen med fordomme. Jeg troede, at slummen bestod af fattigdom. Jeg havde ret. Men den består af meget mere end det, og det vidste jeg ikke. Jeg troede, at jeg ville se en slum, og så forlade den, når jeg kom tilbage på det trygge hotelværelse. Men sådan er det ikke. Oplevelsen af slummen sidder fast i mig. Oplevelsen af elendighed. Chokket over, at folk bor under disse vilkår. Og sidst, oplevelsen af auraen. Jeg har fået langt større forståelse for, hvad det vil sige, at bo i slummen. Jeg har fået langt større indsigt i denne form for fattigdom og hvordan den, trods alt, kan forenes med glæde.
Vi skyder dem og slaar dem med pangaer!
Solen bager da vi onsdag efter frokost begiver os uden for platformen. Det er første rigtige dag . Allerede nu tager vi det første skridt mod noget af det mest spændene denne tur drejer sig om: mødet med de lokale.
Inden frokost lærte James os om stammer i Kenya. Selv er han masai. Og hvad er en masai? Jeg regnede kraftigt med en tynd mand, lange lemmer og med ganske beskeden, for ikke at sige primitiv, påklædning. Men allerede der begik jeg en fejl: James er en lavstammet mand med mave, som klæder sig i lyse bukser og rød skjorte, i hvert fald når han er sammen med os på platformen. Det eneste synlige tegn på at han tilhører masaierne, er et hul øverst i hvert øre. Et knap så synligt tegn er, at to koner venter på ham, når han kommer hjem efter arbejde. To koner? Det er da ingenting! Han far havde 12!
Kenya har 42 stammer, som fordeles på 3 grupper: Bantus, Nilotes og Cushites. Det ekstravagante ved vores eftermiddagsudflugt er, at vi på blot 3 timer, skal møde familier tilhørende hver af grupperne. Problemet med stammerne er, at de splitter Kenya op. Hver stamme bor i et område af landet og ønsker som oftest ikke at bo sammen med andre stammer. Ved valget i 2007 døde mange og endnu flere blev jaget væk, som følge af konflikt mellem stammerne. Men i området hvor platformen ligger er tingene fuldstændig anderledes: forskellige stammefolk bor side om side, og får hverdagen til at fungere.
”Hvordan er det, at bo i landsby med stammer fra de andre grupper?” spørger vi hver af familierne. Og hver gang er svaret ”Det er ikke noget problem”. Derfor anses dette område som et godt eksempel på ,hvordan Kenya burde være.
Vi går igennem det smukkeste landskab. Det er præcis, som jeg så Afrika for mig i tankerne, bare bedre! Vi tager billede på billede, men stadig er det umuligt at fange dette helt unikke, jeg står midt i. Jeg kigger ned på mine fødder, prøver at undgå de store torne der ligger som farlige fælder over det hele. Synet som møder mig, da jeg igen tør se op, er både smukt og sørgeligt. En hytte. En meget lille hytte, mure af komøg og tag af hø. En rigtig afrikansk hytte. Rund og primitiv. Den passer perfekt ind i billedet på Afrika. Den passer perfekt ind i det Kenyanske landskab. Men tænk sig, at der bor en familie på 5. En familie jeg nu skal snakke med. Jeg tager ingen billeder her, det virker upassende. Stemningen er presset og familiens overhovede, manden, ser ikke på os, når vi taler. Han lever sådan her: hver dag står han og konen op, og går ned mod floden, for at se om de kan finde arbejde for dagen. Hvis de finder noget, får familien mad. Hvis ikke, må de gå sultne i seng. Men han er væltet på en motorcykel inde i byen, og kan ikke gå. Derfor er det op til konen at sørge for mad på bordet, og på en god dag tjener hun 9 kr.
Stemningen er en ganske anden ved familie nummer 2. Alle naboens børn har hørt om vores visit, og er kommet for at se på mzunguerne. Børnene vil have taget billeder, og griner højt når de får dem at se på kameraets lysende skærm. I denne familie er familiens overhovede også interesseret i os. Mødet udvikler sig i højere grad til en gensidig samtale. ”Er der tyve i Danmark?” spørger han. Spørgsmålet i sig selv fortæller noget om, hvordan han forestiller sig Danmark. Et land fuld af rige, hvorfor ingen er tvunget til at stjæle. ”Hvad gør I så, hvis I fanger en tyv?” lyder det næste spørgsmål, og vi svarer følgende ”vi ringer til politiet, men nogle få bliver måske så frustrerede, at de tager sig af det selv”. James oversætter for os, og familiens overhovede nikker forstående. Først da vi har bevæget os videre, fortæller Anders, som taler flydende swahili, hvordan James har oversat vores svar: ”Nogle gange ringer de til politiet, ellers skyder de dem og slår dem med pangaer, ligesom os”
Det er pludselig blevet koldt. Ingen af os har trøjer med. Vi er endnu ikke vandt til det hurtige vejrskifte. Den sidste familie er bedre stillet end de forgående. Manden har fast job. Konen arbejder på deres lille stykke land. Deres tag er af blik. Hun ville ikke bo andre steder, siger hun, virker ikke til nogensinde at have overvejet det. På tilbagevejen diskutere vi, hvad fattigdom egentlig er. Jeg tvivler på, at kvinden i den sidste familie, vil betegne sig selv som fattig. Det er hun heller ikke- i forhold til de forgående familier. Det er hun – i forhold til danskere. Så måske er der noget om det, når nepaleseren Shresta siger, at nødhjælpsarbejdere skaber fattigdom, ved at fortælle folk, at de er fattige. Ved at ønske, at alle skal leve som i vesten. Og dog. Jeg ved ikke hvad denne sidste familie vil gøre, hvis uheldet en dag er ude. Hvis manden ikke længere kan arbejde. Hvis de bliver alvorligt syge og skal betale en hospitalsregning. De har nok til at klare sig i nuet, men ingen form for sikkerhedsnet, til at gribe dem, hvis dårligere tider skulle komme. Ligesom den første familie ikke kan gøre meget ved den situation, de befinder sig i. En situation, der ifølge FN, beskrives som absolut fattigdom.
Kenya kalder
Det er mandag d.30 juli, klokken er 15.35 og jeg stiger på flyet. Det tager mig til Qatar for øjeblikke efter at lette med retning mod Karen Blixens Kenya.
På min seng ligger rygsækken parat. Den er godt pakket med forventninger, nysgerrighed og håb. En smule nervøsitet har også blandet sig med en enorm spænding, der fylder så meget, at rygsækken næsten eksploderer. For hvad er det egentlig, jeg står overfor? Vil næsten 5 måneder i Kenya føles som en evighed, eller vil rygsækken og jeg selv være tilbage, før jeg når at se mig om?
„En hvid mand, som ville sige os noget smukt, ville skrive: “Jeg kan aldrig glemme Dem.” Men afrikaneren siger: “Vi tror ikke om dig, at du nogensinde kan glemme os.””
Således skriver Karen Blixen i ”Den afrikanske farm” fra 1937, og således ikke blot håber, men ved jeg, at det vil blive. Jeg vil aldrig nogensinde glemme, det jeg står overfor. Gode såvel som dårlige oplevelser. Rejsen jeg begiver mig ud på handler i høj grad om netop det, Karen Blixen i citatet understreger. En kæmpe stor forskel på den Afrikanske og den Europæiske kultur. En kæmpe forskel på Kenya og Danmark, på kenyanere og danskere.
Jeg rejser af sted med organisationen ”Global Contact”, som har forberedt mig godt på afrejsen ved en uge på platform i København. De første 4 uger skal jeg tilbringe på en global platform, beliggende 5 timers kørsel nord for Nairobi. Platformen er desuden 45 minutters kørsel væk fra enhver form for civilisation. Her skal jeg undervises i alt fra kulturforståelse og kropssprog til swahili, projekt design og ligestilling. Jeg skal, sammen med 3 andre frivillige, besøge lokale stammer og undervise på en lokal skole.
Efter fire ugers intensiv forberedelse er jeg forhåbentligt godt rustet til det, det virkelig handler om: Kakamega. Jeg rejser til byen Kakamega, beliggende i Vestkenya for at undervise på en skole med 400 elever i alderen fra 7-14 år. Jeg har dog allerede lært noget om arbejdet som frivillig, og jeg forstår ikke, at nogle organisationer sender uerfarne unge, som mig selv, ud, uden at forberede dem. Mit arbejde som frivillig består ikke udelukkende i at undervise og fremme børnenes kundskaber i engelsk, matematik og sport. Det består også i at nedbryde fordomme og skabe solidaritet. Solidaritet mellem jer hjemme i Danmark, og de personer, jeg møder på min rejse. Jeg vil fortælle om Danmark – på godt og på ondt, og jeg vil fortælle om Kenya – på godt og på ondt. Muligheden for et globalt samarbejde fremmes netop heraf. Chancen for at lokalbefolkningen vil bruge deres stemme og øge presset for mere demokrati fremmes heraf. De værdier det danske samfund bygger på, kan være med til at inspirere, og ligeledes vil nogle kenyanske værdier måske inspirere mig.
Karen Blixen forelskede sig i Kenya, jeg håber, jeg vil gøre det samme.
Nye kommentarer