blog.midspar.dk

Middelfart Sparekasses blog, hvor du bl.a. kan læse beretninger fra vores kunder og kommentere på arrangementer…
Sandra Skov

Sandra Skov

Mit navn er Sandra, jeg er 23 år, og jeg blogger her på midspar.dk om mit udvekslingsophold i Australien. Jeg skal studere 4,5 mdr. på University of Queensland i Brisbane. I Danmark læser jeg en bachelor i Engelsk og organisationskommunikation på Copenhagen Business School, som jeg planlægger at være færdig med i sommeren 2013.

Indlæg Sandra Skov har skrevet:


Intet varer evigt – heller ikke i eventyr

Australien er nu et endt kapitel i den bog, vi også nogle gange kalder livet. Men det har været et fantastisk kapitel – et af dem, hvor den ene side tager den anden, og man har svært ved at slappe af af bare spænding. Den sidste måneds tid i Brisbane bød på både glæder og sorger og ikke mindst hårdt arbejde. Eksamensperioden bestod af fire eksamener – én for hvert af mine fag. Men hvor eksamensperioden på CBS varer to måneder, varede den på UQ to uger, så det var noget anderledes og en tand stressende, men meget dejligt, da det var overstået. Eksamensformen var også meget ulig det, jeg er vant til hjemmefra. De fleste eksamener varede to timer uden nogen former for hjælpemidler, og så blev vi ellers testet i alt, hvad der var gennemgået i løbet af semesteret i form af multiple choice og short answer spørgsmål. Jeg kan hurtigt sige, at jeg langt fra var fan af denne eksamensform – jeg er ikke god til at huske rigtig mange ting i hovedet på en gang, men på trods af det, gik mine eksamener ganske udmærket. Til min fordel er den endelige karakter på UQ en samlet karakter af alt, hvad vi har afleveret i løbet af semesteret, hvilket gjorde, at jeg, på trods af mange weekendture, fester og lidt for lidt lektielæsning, endte med fire meget tilfredsstillende karakterer.

University of Queensland har givet mig et absolut fantastisk udvekslingsophold. Det er et rigtig godt, og ikke mindst professionelt universitet med undervisning i topklasse. Jeg fik rigtig meget ud af mine fag, specielt mit journalistik og etisk kommunikation fag var jeg meget glad for, og disse gav mig mange udfordringer i forhold til at bruge det engelske sprog i skriftlig form, hvilket var utrolig lærerigt. Jeg vil ikke tøve ét sekund med at anbefale dette universitet til andre studerende.

Eksamenerne skulle selvfølgelig fejres, hvilket vi gjorde en uges tid i form mange fester og mange øl. Det var en glad tid, men også lidt vemodigt, da vi samtidig var klar over, at tiden i Brisbane var ved at lakke mod enden, og tiden til at sige farvel til mange nye og fantastiske venner kom nærmere og nærmere. Vi prøvede dog at udnytte hver eneste dag så godt som muligt og foretog os en masse ting sammen. Sommeren kom også tættere på, så vi nød det varme vejr og lune sommeraftener. Uanset hvor meget, vi forsøgte at skubbe det væk, nåede vi dog dagene midt i november, hvor det var tid til at sige farvel. Og det var ikke let. Vi havde alle forskellige afrejsedatoer, og da jeg var en af de sidste til at forlade mit hus i Brisbane, var jeg også vidne til mange triste farvel til venner, der skulle rejse enten videre eller hjem. Derfor var det også lidt af en lettelse, da det endelig blev min tur til at tage afsked med den ellers så fantastiske by.

Brisbane blev afløst af Alice Springs i det centrale Australien, hvor jeg havde meldt mig på en 3-dags tur rundt til Ayers Rock, Kings Canyon og The Olgas. Det var forfærdeligt varmt, men ikke desto mindre en hel speciel oplevelse, der var meget anderledes, end hvad jeg ellers tidligere havde set i Australien. Fra Alice Springs gik turen til Melbourne, hvor jeg mødtes med fire venner fra mit hus i Brisbane. Det var et dejligt gensyn, selv om vi kun havde været væk fra hinanden i fem dage. Vi brugte nogle dage i Melbourne, som i øvrigt er en skøn by – storby, men med en meget afslappet stemning og ikke mindst nogle meget venlige mennesker. Fra Melbourne havde vi lejet en campervan, som bragte os vestpå til den såkaldte ”Great Ocean Road.” Igen meget anderledes natur og klima, men absolut et af mine højdepunkter fra Australien. ”De Tolv Apostle,” tolv store klippestykker, der strækker sig langs kysten, er en seværdighed, som jeg uden tvivl vil anbefale andre, der overvejer at udforske kontrasternes land. De sidste mange og lange kilometer blev kørt på en ellers meget smuk strækning fra Melbourne til Sydney. Her stødte vi på mange flotte strande og et meget rigt dyreliv, men desværre var vi, nærmest for første gang under vores fem måneders lange ophold, uheldige med vejret. Sydney var sidste punkt på min meget lange Australien to do liste. Jeg så selvfølgelig, hvad man skal opleve her, i turisternes paradis – Operahuset, Sydney Harbour Bridge, Botanisk Have, shopping og Bondi Beach. Desværre betød Sydney også, at det igen var tid til at sige farvel til gode venner og ikke mindst et farvel til mit helt igennem fantastiske, australske eventyr. Det var igen et hårdt farvel, men på den anden side følte jeg, at jeg havde fået så mange spændende sider tilføjet til dette kapitel, og ofte er det godt at stoppe, mens spændingen er på sit højeste.

Som regel bevæger man sig fra forelskelsens rus over til at elske på både godt og ondt. Jeg er dog, efter mit 5 måneders ophold i Australien, endnu ikke nået dertil. Jeg er stadig meget forelsket, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til dette vidunderlige land, så snart chancen byder sig. Australien er langt væk, men det er den lange (24-30 t.) flyvetur værd, så til de der sidder og overvejer denne destination – pak kufferterne og tag af sted, tro mig, I vil ikke fortryde. Mit ophold i Brisbane er uden tvivl et af de mest betydningsfulde kapitler i min bog, og jeg vil savne livet der, og alle de skønne mennesker, der var med til at gøre det så fantastisk, rigtig, rigtig meget. Heldigvis er livet fyldt med nye kapitler og verden fyldt med nye eventyr.

 

Jeg vil gerne sige tak til Middelfart Sparekasse, som i høj grad har været med til at gøre dette eventyr muligt.

 

Det australske forår

Der findes ikke noget bedre end forår, når man sådan går og er lidt nyforelsket; træer og blomster springer ud, fuglene kvidrer, og solen skinner fra en skyfri himmel, i hvert fald i Australien. Jeg befinder mig nu midt i det australske forår, og det er helt fantastisk. Alting er blevet en tand smukkere, siden jeg kom, og vejret i og omkring Brisbane er upåklageligt. Vi nyder solskinsdagene med læsning i universitetets have og afslapning ved den kunstig anlagte palmestrand, der ligger midt i Brisbane centrum.

For godt to uger siden drog jeg af sted på en helt uforglemmelig ”forårsferie” med tre gode veninder fra mit student house. Vi startede ud i Cairns i nord, efterfulgt af kørsel i campervan langs kysten, for så at ramme Brisbane 1700 km og 11 dage senere. Dog var ugerne op til en hård tid på universitetet med en enkelt eksamen og flere afleveringer, der skulle klares, før ferien kunne påbegyndes. Heldigvis har det hjulpet mig en del, at jeg er meget glad for mine fag, og at interessen for at lave et godt stykke arbejde stadig eksisterer, selv om universitetet er i hård konkurrence med de mange fristelser og aktiviteter, der hver dag er at finde i Brisbane. På den anden side har jeg også fundet ud af, at livet godt kan handle om andet end skole og hårdt arbejde, og at det samtidig er sundt nok at finde en neutral balance mellem lektier og fornøjelser. Jeg har opnået gode resultater for både min eksamen og mine afleveringer, og det er selv om, jeg måske drikker lidt flere øl og tager på lidt flere weekendture, end det er tilfældet hjemme i Danmark.

Vores forårsferie bød på helt fantastiske oplevelser. Vi startede ud med en snorkeltur i Great Barrier Reef ud for Cairns. Forventningerne var høje, hvilket måske også var årsagen til, at vi var en lille smule skuffede, da vi sidst på eftermiddagen igen kom i land. Vi så mange flotte fisk, og dagen i sig selv var rigtig god, men vi måtte erkende, at Great Barrier Reef nok ikke længere er, hvad det var en gang, i hvert fald ikke de steder, hvor vi befandt os. Det var tydeligt at se, at mange turister har besøgt (og ødelagt) revet gennem årene – mange koraller virkede døde og langt fra så farverige og bevægelige, som man har set det på diverse film og billeder. Turen nåede dog hurtigt nye højder, da vi i vores campervan drog af sted til Daintree Rainforest nord for Cairns. Denne nationalpark kom i 1988 på UNESCOs Verdensarvsliste og har derfor siden været under fuld beskyttelse. Vores dag inkluderede en lang gåtur rundt i regnskoven omgivet af et utal af fugle og et lille møde med en 1,5 m. lang øgle. Desuden gjorde vi stop ved flere flotte strande, desværre blev vi dog her afholdt fra at gå i vandet, da der alle steder var advarselsskilte mod krokodiller! Fra smukke Daintree startede vi vores lange tur sydpå. Undervejs gjorde vi brug af Lonely Planet og gjorde ellers bare stop, når vi havde lyst – det var en perfekt måde at udforske Australien på. Vi oplevede brusende vanfald, badede i små vandhuller og spiste frokost på de flotte strande langs kysten, alt imens vi nød hinandens selskab og sjove historier. Turens højdepunkt må siges at være, da vi, som vores sidste punkt på rejsen, gjorde stop ved Airlie Beach, hvorfra vi havde booket en 2-dags sejltur rundt i The Whitsundays. The Whitsundays er en nationalpark bestående af 74 små øer, og vores tur bragte os rundt til forskellige smukke steder heriblandt 2 snorkelture, denne gang med fantastisk koralrev og fisk i tusindvis, møde med havskildpadder og aftensmad på dækket, alt imens vi kunne nyde den flotte solnedgang. På andendagen ankom vi til, hvad The Whitsundays er mest kendt for: Whitehaven Beach. Det er noget nær det smukkeste sted, jeg nogensinde har været – kridhvidt og helt fint sand, kombineret med turkisblot vand, det var som at være i paradis, og næsten umuligt at tage derfra igen, da vi om eftermiddagen måtte vende båden tilbage mod fastlandet. I Airlie Beach ventede vores campervan og de resterende 1000 km mod Brisbane. Det var en lang tur hjem, da der kun var motorvej de sidste 50 km før Brisbane, men med fantastiske oplevelser i bagagen, Westlife stormende ud af højtalerne og fire piger 100 % tilpas i hinandens selskab, gik hjemturen over alt forventning. Vi var alle glade for igen at tilbage i Brisbane, og selv om vi havde den bedste tur, gælder ”ude godt, men hjemme bedst” tilsyneladende også i Australien.

Efter nu godt tre måneder på udveksling er forelskelsen taget voldsomt til – universitetet er godt, lektiemængden ok, vejret er herligt, øllene kolde og i rigelige mængder, og ikke mindst er forholdet til menneskerne omkring mig som en lille forelskelse i sig selv. Jeg kæmper nu med de sidste afleveringer, snart er jeg på vej mod eksamensperioden og derfor måske også et lille knæk i min rus, men jeg holder humøret højt og nyder hvert eneste øjeblik. Livet er herligt.

At rejse er at leve

Kliche? Ja, måske.

Sandt? Uden tvivl.

Jeg har nu været i Australien i godt en måned, og jeg er vild med det. Det kan beskrives lidt ligesom at være forelsket; det er nyt og spændende, det giver en speciel og underlig følelse i maven, og mest af alt domineres det af en lyst til mere.

Mit navn er Sandra, jeg er 23 år, oprindeligt fra Vejle, men flyttede i 2010 til København, hvor jeg startede min bachelor i Engelsk og organisationskommunikation på Copenhagen Business School. Gennem dette studium blev jeg hurtigt klar over, at viden om kulturforskelle, fremmedsprog, internationale relationer mm. ikke er noget, der kan tilegnes blot ved at sidde med næsen i en bog 300 dage om året, ej heller ved at møde op til samtlige forelæsninger om disse emner – det skal opleves og udforskes på egen hånd. Derfor stod det mig hurtigt klart, at når chancen for udveksling bød sig, skulle den gribes. Valget faldt på Australien. Jeg har altid drømt om at komme hertil, og da engelsk fylder en stor del af min uddannelse, var jeg fast besluttet på, at destinationen skulle være et engelsktalende land.

Byen er Brisbane, og universitetet er University of Queensland (UQ). Jeg er lykkelig for, at mit valg faldt på faldt på netop dette sted. Det er en skøn by; en storby men med masser af små åndehuller, natur og charme. Desuden byder byen på et væld af muligheder for shopping, museumsbesøg, koncerter, skønne spisesteder og diverse markeder – ubehageligt mange fristelser for en nysgerrig, halv-fattig studerende som jeg. Universitetet er med dets 45.000 studerende, et utal af cafeer, en frisør, et apotek, to rejsebureauer, 5 biblioteker, biograf, fitness-center og udendørs svømmebassin, nærmest en by i sig selv. Det sker derfor stadig, at jeg kommer ud på en uforudset og meget lang gåtur til eller fra forelæsninger. Dog har jeg fået lidt hjælp fra den såkaldte UQ-nav app til min iPhone, denne har, med et kort over campus, efterhånden reddet mig i en del stressede situationer! Ud over størrelsen, er universitetet et skønt sted omgivet af små søer og mange grønne arealer, og i virksomhedsmæssig forstand fungerer stedet upåklageligt, her er styr på tingene, og der findes svar på alle spørgsmål, også de dumme. I relation til dette bliver jeg nødt til at nævne, at australier må siges at være tæt på jordens venligste folkefærd. Uformel snak med fremmede er ikke unormalt, og det er ikke nødvendigt at stoppe folk på gaden for at spørge om vej, de stopper af sig selv, forklarer vejen og bruger yderligere 10 minutter på interesseret at spørge til dit ophold i landet. Overvældende og lidt underligt til at begynde med, men allerede nu irriteres jeg over mig selv, når jeg glemmer at sige ”how are you?” til buschaufføren på min vej til skole.

Jeg forlod Danmark uden at have en permanent bopæl på hånden i Brisbane. Årsagen var, at jeg gerne ville opleve byen og dens bydele på egen hånd, og derefter tage en beslutning om, hvor det ville være bedst for mig at bo. Efter 5 nætter på hostel flyttede jeg ind i et ”share house” beliggende i en dejlig bydel i Brisbane, kaldet West End. Her er en skøn atmosfære, lidt hippieagtig stemning og masser af unge mennesker i gadebilledet. Jeg bor sammen med 21 andre studerende, som repræsenterer bl.a. Costa Rica, Norge, Frankrig, Tyskland, New Zealand og Canada. Dette giver en fantastisk dynamik, og jeg lærer meget om fordomme samt be- og afkræftelser på samme. Vi bruger rigtig meget tid sammen i huset; laver mad, ser film, slapper af på tagterrassen (ja, sådan en har vi), og holder fest, når tid og lyst er (tit).

Selve mit studie startede for 3 uger siden, med en uges intro, og siden da har det ellers været lige på og hårdt med læsning, afleveringer og gruppearbejde. Jeg tager følgende fire fag under mit ophold:

-          Introduction to journalism and communication

-          Introduction to management

-          Communication, governance and practice (omhandler etiske problemstillinger i kommunikationssammenhænge)

-          Managerial skills and communication

Alt i alt er det meget spændende, jeg er især meget glad for mit etik-fag, som stiller nogle meget relevante spørgsmål, og som giver anledning til mange, dybe refleksioner. Undervisningsstilen er dog meget anderledes fra, hvad jeg er vant til – her bliver vi bedømt løbende gennem semesteret, også på vores deltagelse og fremmøde. Dette er en skarp kontrast CBS, hvor jeg groft sagt, kan klarer mig ved ”bare” at bestå mine eksaminer.

For at fuldende min overskrift og indledning, vil jeg slutte af med at beskrive, hvad jeg har oplevet af fantastiske steder ind til nu. Sidste weekend drog vi 200 udvekslingsstuderende på tur til Byron Bay, som ligger syd for Brisbane. Dette er Australiens østligste punkt, med skønne strande og en meget afslappet stemning. Egentlig er det sidst på vinteren i Australien, men jeg har dog endnu ikke oplevet en dag med under 20 grader, og det kan for hver dag, der går, mærkes, hvordan foråret banker på. Derfor gik også meget af tiden i Byron Bay med at nyde stranden og vandet, kajakturer og smuk solopgang. Hele turen var arrangeret af en forening for udvekslingsstuderende på UQ, som laver mange arrangementer i løbet af semesteret, og som gør en stor indsats for at give os de bedste oplevelser, mens vi er her. Derudover har jeg tilbragt en weekend ved kysten i byen Surfers Paradise. Navnet i sig selv beskriver byen meget godt – strand og surfing var de primære aktiviteter, og så var der egentlig ikke så meget andet at foretage sig. Et meget turistet sted, men omvendt et godt sted at starte, da det var vores første møde med havet i Australien. Endeligt, har jeg været på en én-dagstur til en lille ø nord for Brisbane kaldet North Stradbroke Island. Dette var en fantastisk oplevelse, da øen bød på virkelig smuk natur og rigt dyreliv. Vi formåede på den ene dag at se både en koala, en kænguru, delfiner, hvaler og en havskildpadde – hverdagskost for australiere, men et imponerende syn for os europæere.

Ellers er det min plan senere i semesteret at tage nordpå til Cairns, der byder på regnskov og snorkling på Great Barrier Reef. Denne tur ender med 7 dage i campervan langs kysten fra Cairns til Brisbane, det bliver helt sikkert ikke kedeligt. Når mit semester ender i midten af november, planlægger jeg at drage sydpå til Sydney, evt. en tur til Ayers Rock og så slutter det australske eventyr i Melbourne, hvorfra jeg flyver til Singapore i midten af december. Dermed er jeg ret sikker på, at min forelskelse vil vare ved et godt stykke tid endnu, og jeg skal nok holde Jer opdateret om min rus.