Indlæg Jeppe Thode har skrevet:
For solidariteten?
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Forleden så jeg i en statusopdatering på Facebook, et link til en hjemmeside kaldet klassesamfund.dk. Denne side viste sig at være en promoveringsside for en ny bog tituleret “Det danske klassesamfund“, der eftersigende introducerer “(…)en ny klasseterminologi, der kan beskrive Danmark – som Danmark ser ud nu.“. Det var lige godt Sørens, tænkte jeg, sikke en udmelding. Og jeg begyndte at kradse lidt i lakken.
På sitet skriver de “…der er grund til at frygte, at polariseringen går ud over sammenhængskraften og opfattelsen af Danmark som et homogent samfund.“. Men man må spørge sig selv, om klasser eksisterer, før nogen konstruerer dem? Bogen er, i min optik, et fantastisk eksempel på, hvordan kasser konstrueres, og folk med alle midler tvinges ind i dem. Oven i købet på intet andet end et instrumentelt grundlag! En meget forsimplet test på sitet kan placere den besøgende i en respektiv klasse ud fra tre parametre: Uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst. Kigger man lidt dybere, i selve analysen og inddelingen af Danmark i sociale klasser, så er det de samme parametre. Uddannelse og penge – instrumentel rationalitet.
Hvis ikke problemet fremgår tydeligt nu, så lad mig eksplicitere. Problemet er, at denne inddeling i over- og underklasser lige præcis er med til at forstørre den sande fare for sammenhængskraften i det danske samfund. Faren med en sådan inddeling er nemlig, at folk begynder at tro på, at de er mindre værd, hvis de tjener mindre. At folk begynder at tro på, at de er mindre værd, fordi de ikke har et fint diplom fra CBS. At folk, klasserne imellem, begynder at nære mistillid til hinanden, pga. frygten for magtmisbrug eller udnyttelse.
Vil vi virkelig tilslutte os den holdning, der hedder, at solidaritet er lig økonomi? Eller vil vi prøve at bevæge os tilbage til den ægte solidaritet, der ikke kan købes for penge? En solidaritet, der uanset økonomi og penge, fordrer tillid og respekt mennesker imellem.
Dette forsøg på at overmale Danmark som et klassesamfund, virker i min optik en smule usammenhængende. Jeg tager mine forbehold, for jeg har ikke læst bogen, og har heller ingen intentioner om at gøre det. Men penge og uddannelse er ikke noget, der skal adskille os danskere, på den måde projekt “klassesamfund” synes at gøre. Det er min mening.
At direktøren i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en chefanalytiker fra samme organisation udgør 50% af forfatterstaben… (You have no more words)
#akutjob
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Lad mig starte dette indlæg med en indrømmelse: Når man medbringer sin bærbare til en undervisningstime, så bruger man den til andet end at tage noter. Bum! Så er den ude. Men det er ikke altid, heldigvis, at man ryger i Facebooks sorte hul. Forleden røg jeg forbi b.dk (Berlingske, red.). Her faldt jeg pladask for nyheden om regeringens akutjobpakke. Forklaret i én sætning: Der er øremærket 12.500 job til de mennesker, der står til at miste dagpengeretten, og en privat arbejdsgiver kan score 25.000 for at ansætte en af de uheldige. Halløjsa!
Politisk standpunkt er i mange tilfælde bestemmende for holdningen til akutjobpakken. Med røde briller er det en løsning, det viser solidaritet og næstekærlighed – en fuldt dækkende og enestående løsning. Nu vil alle de langtidsledige endelig finde et job! Observerer man gennem den blå linse, vil man se regeringen røre i tomme gryder, hvor ingredienserne er 2 kg ro i baglandet, 1 kg overbegejstring, 700 g diskriminering og en knivspids forfordeling. Vores alles yndlings kuglestøder, Joachim B. Olsen, nøjes, ganske overraskende, med at kalde akutjobpakken for “hul i hovedet!“.
Og til min pointe med indlægget. Hvor er den klare linse, hvorigennem man stiller spørgsmålet: Undervurderer politikere og medier ikke dansk erhvervsliv? Tror vi, i det inderste af vore hjerter, at der er én eneste dansk arbejdsgiver, der vil fravælge den bedst kvalificerede, fordi vedkommende ikke er 25.000 værd? Jeg tror det ikke. Dansk erhvervsliv vil, til hver en tid, vælge den mest kompetente! Bevares, det kan være en naiv tillid jeg nærer til mine medmennesker… Men siges det ikke, at velfærdssamfund er baseret på tillid?
Hvis min naive tillid holder stik, hvordan ser akutjobpakke-sagen så ud? Aftalen må siges at være definitivt tom – ligegyldig. Ligeledes er kritikken af den, for hvordan kritiserer man noget, der ikke er der?
Dansk symbolpolitik? Ja. Oppositions-klynkeri? Uden tvivl. Kom nu Danmark!
Ordentlig ordensmagt
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Mine øjne er lige ved at falde i. Togets blide vuggen. Stilheden i kupéen. Børn i skoleuniformer, unge i deres smarteste skrud og voksne i presfolder og slips. Latter, et kvalt nys, lavmælt samtale og et host er støj i kupéens larmende tavshed. Luften er indelukket, den søger desperat friheden i klimaanlæggets pust. Ansigter gemmer sig i knasende, friske aviser eller smarte telefoner. At være samlet uden at være sammen. En spillemand kæmper forgæves i et tidligt tog fra Placa Catalunya. Mine øjne faldt i.
Ud af toget. Endelig! Den første mundfuld friske bjergluft er befriende. Skyggerne er lange i morgensolen og luften er kølig sammenlignet med byens lumre kvælertag. Jeg savner en fugl, der kvidrer. Duer der klukker, er bare ikke det samme. Jeg tager benene på nakken, og sætter kurs mod campus – selvom friskbrygget kaffe og croissanter fra den lokale bager er som slik for et barn. Telefonen op af lommen, musik, kunstnere, Efterklang og inden jeg ser mig om, vader jeg over for rødt lys. FUCK!(Fuldstændig Uansvarligt Charge Konsekvens, Red.). Jeg løfter blikket. Sorte sko. Presfolder. Knippel, pistol og håndjern. Neon farver. Peter Frödin? Nej, desværre. En vaskeægte spansk politibetjent. Jeg er midt på de hvide striber. Min forseelse kan ikke reddes. Flugten? Nej, glem det, formen er elendig. Blodet pumper. Adrenalin. Jeg forbereder undskyldende fraser på spansk. Hvad hedder ‘at se’ i datid? Tænk, tænk, TÆNK!
Politimanden kigger op på mig, smiler og nikker. Jeg tror jeg vrider et smil ud af min fugtige T-shirt. Det har ikke været kønt, men skum er også øl, og jeg fortsætter min spadsertur. Spanske politimænd har åbenbart flere gryn end de nitten, som de danske tjenestesmænd gemmer godt væk i en knyttet næve. Har spanierne et hul i økonomien? Ja, bevares. Er spanierne glade? Måske, måske ikke. Men de kan i det mindste nyde, at gå over for en rød mand i ny og næ, og så er vi jo tilbage ved skummet.
Kritisk tænkning
Nu kan jeg kun tale på egne vegne, men én af de ting, jeg som studerende hører igen og igen er: “Husk at forholde dig kritisk!” Studerende skal forholde sig kritisk til alt. Er din videnskilde i orden? Er din egen tænkning i orden? Hvem kan underbygge det, du tænker? Er det virkelig sandt, det underviseren siger? Har du forholdt dig kritisk til dig selv? Overalt skal den studerende være kritisk. Jeg siger ikke, det er forkert, eller at det ikke er en god ting. Men jeg vil også lade alverdens uddannelsesinstitutioner vide, at det kan give bagslag på et tidspunkt!
Forleden til en introduktion, jeg deltog i på ESADE Business School, sagde en nydelig ESADE-herre, at ESADE altså var den 2. bedste business school i hele verden! Sikke man følte lidt stolthed i øjeblikket. “Jeg går på den 2. bedste business school i hele verden – wow!” Men her sørger den kritiske tænkning for en boomerang-effekt uden sidestykke. Uden at nævne navne og kontekst, så var jeg til en international forsamling på CBS i vinters. Her sagde en nydelig CBS-herre nemlig præcis det samme – nemlig at CBS OGSÅ var den 2. bedste business school i hele verden. Det er meget besynderligt! Jeg skal skynde mig at sige, at de selvfølgelig kan måle ud fra forskellige parametre, tal og statistikker, bevares. De kan da også dele 2. pladsen, uden tvivl. Om ikke andet, så klukkede jeg lidt over det, og venter spændt på den dag andre måske undrer sig, og gerne vil vide, hvem der er nummer 1? Men hvad ved jeg, jeg er jo bare studerende…
Mañana Mañana
Kategori(er): Ikke kategoriseret
Ingen kommentarer Vel ankommet til Spaniens land. Lejligheden er på plads efter fire intensive dages søgen, hvor en smule spansk, masser af fagter og dårligt engelsk er vejen frem i junglen af desperate spanske udlejere. Men det lykkedes til sidst at finde en perle i hjertet af det gotiske kvarter, Born.
Med lidt tid på hånden inden studiestart, er det bare med at få udnyttet tiden. En af de ting vi, min roomie Jacob og jeg, gerne vil have ud af verden, er anskaffelsen af et NIE-nummer: Numero de Identificación de Extranjero. Altså et udenlandsk identifikationsnummer. Du skal bl.a. bruge det til at få adgang til Barcelonas bycykler – hvilket er vores primære grund. Dog er NIE-nummeret efterhånden blevet berømt og berygtet og betegner nu vores første møde med den spanske Mañana Mañana-kultur. “Hvad vi ikke når i dag, det når vi i morgen“. For det første er der kun ét kontor i hele Barcelona, der laver disse numre. For det andet laver de kun 200 om dagen. Hvilket vil sige, dukker du op fem minutter før kontoret åbner, så kommer du for sent… Folk står i kø fra kl. 7 om morgenen! Hvis nogen har stået i kø til Vatikanstaten i Rom, så er det nogenlunde sammenligningen. Forleden stod vi i kø fra kl. 8.50, og kl. 9.30 trillede en lille spansk dame ud og råbte “Cerrado, cerrado!” – så kan I selv slå dén ind i Google Translate.
I går prøvede vi for 3. gang. Vi har en ven, der satte fluebenet ud for 6. besøg på det effektive spanske kontor… Kl. 7 satte vi os i kø… Kl. 9.10 blev vi afvist igen – denne gang fordi vi ikke havde et stempel på vores papirer fra universitetet (Et stempel der er svært at få, når alle papirer fremsendes elektronisk). Den lille spanske dame var kold som is. Jeg tror hun kunne have hugget lidt is af sit hjerte – hvis hun kunne finde det – og puttet det i sin drink. Jeg er ikke en mand, der normalt bliver rasende, men den spanske Mañana Mañana-kultur var hård for humøret…
En af mine kunstner-venner har pointeret det komiske i at rejse til Spanien for at lære om økonomi. Det er da også lidt komisk, bevares! Men hvis man aldrig oplever noget, der ikke fungerer, så sætter man ikke pris, på det der gør.
Findes de?
Ja, jeg erkender det. Jeg tilhører en generation, der svigter de trykte medier. Selvom en søndag morgen med en frisk avis, et rundstykke og et blødkogt æg er fantastisk, så læser jeg de fleste nyheder på nettet. Det er billigt og nemt. Jeg faldt imidlertid over noget interessant forleden…
En kronik med titlen: Enhedslisten svigter de svage (Berlingske, 14. juli). Sikke en overskrift! Tag dig lige fem sekunder til at tænke over, hvilke associationer det skaber i dit hoved. Noget med blå vs. rød politik? Et billede af en ‘blødkogt’ Johanne Schmidt Nielsen? En skummeltsmilende Brian Mikkelsen? Mulighederne er mange.
Jeg tænkte imidlertid over de sidste to ord i den titel: de svage. Medierne og politikerne har enormt travlt med at tale om svage mennesker. Vælgerne, eller forbrugerne, hvis man skal være lidt kæk, tænker ikke over diskursen. Sådan er det bare. Men hov! Hvorfor er der ingen, der undrer sig over den måde at tale om mennesker på?
“De svage mennesker“. Ét yderligere spørgsmål presser sig på: Skabes svage mennesker, når nogen andre har bestemt, at de er svage, eller eksisterer der svage mennesker fra starten? Og hold nu fast, for nu siger jeg noget, der måske lyder underligt: Jeg tror ikke på, der findes svage mennesker. Jeg synes ærlig talt, det er problematisk at omtale mennesker på den måde. Vi er med til at gøre en gruppe af mennesker mere hjælpeløse, end de er. Hvad med mennesker med svagheder i stedet?
Vi taler meget om de svage mennesker. Lad os derfor vise dem, at vi tror på dem. Mennesker med svagheder kan og vil mange ting – de behøver ikke at ligge og gemme sig i samfundets sikkerhedsnet. Men hvis de ikke får lov til andet, så er det præcis der, de havner.
PS. Billetten til Barcelona er bestilt, afrejse d. 26. august fra Kastrup – wuhuu!
De skæve vinkler
Kære dig, der læste overskriften og nu kører øjnene hen over teksten her. Uden du ved det, har du påbegyndt en udvidelse af din horisont. Det er ikke noget, du mærker lige nu – desværre – så god en skribent er jeg heller ikke. Men det næste halve år vil jeg skrive indlæg her på bloggen, og det er mit mål at udvide horisonter.
Så spørger den kvikke læser: “Hvordan udvider man horisonter?“. Hvilket er et rigtig godt spørgsmål! Men jeg har min egen opskrift, der vil bestå af bl.a. nysgerrighed, skæve vinkler og leg med ord.
Så spørger den virkelig kvikke læser: “Kan en 22-årig kommunikationsstuderende udvide min horisont?“. Et spørgsmål hvortil mit spørgende svar må være: “Hvad nu hvis han kan?”.
Jeg glæder mig til at lade dig, kære læser, stikke din nysgerrige næse ned i mine skæve tanker.
PS. Jeg rejser til Barcelona d. 26. august for at studere et semester på ESADE Business School, hvorfor jeg skal advare om historier og oplevelser fra Katalonien’s hovedstad.
Nye kommentarer