Vi er nu hjemvendt fra vores rejse til den syditalienske udkantskommune Riace i Calabrien. Byen, der byder flygtninge velkommen. Det har de gjort siden 1998, hvor et skib med kurdiske flygtningen gik på grund ved kysten 7 kilometer fra bjergbyen, der var ved at udvikle sig til en spøgelsesby. Byens få beboere besluttede dengang at fragte de mange flygtninge op til byen og indlogere dem i de tomme huse. Sådan har man gjort lige siden. Det har fået indbyggertallet til at stige fra 400 til 1800 i den lille by, hvor knap hver femte beboer er asylansøger. I dag fungerer byen som et stort asylcenter. Bare uden et egentligt center. Asylansøgerne bor nemlig i deres egne huse i den lille by.
Vi tilbragte fem dage i Riace, der er genoplivet på grund af de mange asylansøgere, og det har betydet, at skolen kan holde åbent mens asylansøgerne har skabt mere end 70 arbejdspladser i organisationen, Citta futura, Fremtidens by, som varetager alt praktisk, der har med asylansøgerne at gøre.
I byen mødte vi en pakistansk familie, der venter på svar i deres asylsag. De har boet i Riace i et år. Vi tilbragte timevis i deres hus midt i byen. Familien, som bestod af en mor, far og deres datter på to år måtte flygte fra Pakistan, fordi de blev forfulgt. Derfor kan vi heller ikke fortælle deres navne. For dem havde det en kæmpe betydning at bo i deres eget hus. De har også prøvet at bo på asylcenter. I Riace, hvor de bor i et hvidt rækkehus i to etager, føler de sig som almindelige mennesker. Ikke som asylansøgere.
Vi talte også med lokalbefolkningen. Både de gamle, der aldrig har forladt byen og derfor har set den nærmest dø og leve op igen med de mange nye beboere, men også de yngre der før var flyttet væk for at søge arbejde, men nu er kommet tilbage, fordi der igen er jobs og muligheder. De lokale er glade for, at asylansøgerne er flyttet ind og har skabt liv i byen. Som mange siger, er det en gave fra havet.
Vi mødtes også med Borgmesteren, Domenico Lucano, der selv var med til at transportere de første kurdere op til byen tilbage i 1998. I 2004 blev han valgt som borgmester i byen, og i dag er han på listen over de 50 mest betydningsfulde personer i verden. Hans by er verdenskendt, og andre forsøger at gøre ham kunsten efter.
Lucano har skabt en helt særlig samfundsmodel og har endda udviklet sit eget pengesystem. Bonuspenge, som de kalder dem i byen. Pengene er lige så meget værd som almindelige euro, men de kan kun bruges i Riaces egne butikker. På de farvede pengesedler er borgmesterens forbilleder trykt. På 50 euro sedlen er der et billede af Ghandi, mens Nelson Mandela kun er ti euro værd. Der er delte meninger om det alternative pengesystem. Nogle asylansøgere er trætte af, at bonuspengene kun kan bruges i de små butikker i Riace, hvor priserne er højere end de almindelige supermarkeder i nabobyerne. Ifølge borgmesteren har det været en nødvendighed at finde et alternativ til de 35 euro som kommunen modtager per dag per asylansøger. Det tager for lang tid at få udbetalt pengene fra staten, så for at alle kan få mad på bordet, har han opfundet denne metode, som tydeligvis også gavner hans by økonomisk. Butiksejerne tager imod bonuspengene og kan så veksle dem til rigtige penge på borgmesterens kontor.
Det var en stor oplevelse at besøge Riace og få et indblik i en anderledes måde at håndtere asylansøgere på. Måden, de gør det på i den lille by, er unik og repræsenterer ikke det generelle asylsystem i Italien, men det er interessant – også i forhold til Danmark. I vores bachelorprojekt sammenligner vi systemet med det danske og besøger derfor også en familie på et asylcenter i Danmark. På den måde håber vi på, at kunne lægge op til debat om hvordan vi håndterer asylansøgere. Både i Danmark og resten af verden.
