Lad mig starte dette indlæg med en indrømmelse: Når man medbringer sin bærbare til en undervisningstime, så bruger man den til andet end at tage noter. Bum! Så er den ude. Men det er ikke altid, heldigvis, at man ryger i Facebooks sorte hul. Forleden røg jeg forbi b.dk (Berlingske, red.). Her faldt jeg pladask for nyheden om regeringens akutjobpakke. Forklaret i én sætning: Der er øremærket 12.500 job til de mennesker, der står til at miste dagpengeretten, og en privat arbejdsgiver kan score 25.000 for at ansætte en af de uheldige. Halløjsa!
Politisk standpunkt er i mange tilfælde bestemmende for holdningen til akutjobpakken. Med røde briller er det en løsning, det viser solidaritet og næstekærlighed – en fuldt dækkende og enestående løsning. Nu vil alle de langtidsledige endelig finde et job! Observerer man gennem den blå linse, vil man se regeringen røre i tomme gryder, hvor ingredienserne er 2 kg ro i baglandet, 1 kg overbegejstring, 700 g diskriminering og en knivspids forfordeling. Vores alles yndlings kuglestøder, Joachim B. Olsen, nøjes, ganske overraskende, med at kalde akutjobpakken for “hul i hovedet!“.
Og til min pointe med indlægget. Hvor er den klare linse, hvorigennem man stiller spørgsmålet: Undervurderer politikere og medier ikke dansk erhvervsliv? Tror vi, i det inderste af vore hjerter, at der er én eneste dansk arbejdsgiver, der vil fravælge den bedst kvalificerede, fordi vedkommende ikke er 25.000 værd? Jeg tror det ikke. Dansk erhvervsliv vil, til hver en tid, vælge den mest kompetente! Bevares, det kan være en naiv tillid jeg nærer til mine medmennesker… Men siges det ikke, at velfærdssamfund er baseret på tillid?
Hvis min naive tillid holder stik, hvordan ser akutjobpakke-sagen så ud? Aftalen må siges at være definitivt tom – ligegyldig. Ligeledes er kritikken af den, for hvordan kritiserer man noget, der ikke er der?
Dansk symbolpolitik? Ja. Oppositions-klynkeri? Uden tvivl. Kom nu Danmark!
