blog.midspar.dk

Middelfart Sparekasses blog, hvor du bl.a. kan læse beretninger fra vores kunder og kommentere på arrangementer…

Indlæg fra juni 2007

Hede, sejr & torden!

Dagen igår bød på lidt af hvert..
Jeg startede ud med en puttelektion med min træner Brad på skolen, hvor vi endte med at dække min sigtelinie på min putter til med hvidt sportstape, så jeg ikke længere kunne bekymre mig om at sigte, men kun fokusere på at få bolden i hullet på fornemmelse. Jeg tog derefter direkte ud på Redtail G&CC’s bane, for at få trænet et par timers putning inden eftermiddagens turnering.
Eftermiddagen kom, og solen begyndte at bage mere og mere. Tee off var sat til en shot gun kl. 13:00 og efter at have fyldt vandflaskerne og fået instruktionerne for dagens turneringen, kørte de 85 spillere ud til deres starthuller.
Jeg kom forholdsvis godt fra start, og fik hurtigt et stabilt spil etableret. Den eneste fjende var dog varmen. Gudskelov var der water coolers på hvert tredje hul, men efter vores 12. hul var det slut. De var tomme overalt på banen. Endnu værre var, at Redtail G&CC lægger i et dalområde med marker og småsøer som eneste naboer, og så er hullerne anlagt på en sådan måde, at klubhuset kun er forbundet med hul 1 og 18.
Termometeret viste på daværende tidspunkt 34-35C og der var ingen vind, der rørte sig. Jeg kunne bare mærke energien blive tappet minut efter minut. Vi prøvede at holde os kølige med resterne af de isterninger, der heldigvis var i en cooler i buggien. Jeg begyndte at misse flere og flere greens, og måtte virkelig knokle hårdt mentalt for at været fokuseret under mine slag, selvom det på tidspunkter var svært at stille skarpt med synet. Da vores gruppe startede på hul 2 var hullerne 13-18 meget afkræftende, men klubhuset og vandposten kunne efterhånden skimtes.
Jeg havde fortsat en god runde gående, men var godt klar over at det ville blive sværre og sværre at holde fejlende væk. Jeg inkaserede min første bogey på hul 18. efter at få en lidt uheldig flyer hen over greenen fra noget semi rough og jeg var lidt prisgivet på den up and down jeg havde givet mig selv. Jeg havde nu et hul tilbage, og efter at have fyldt kroppen med så meget vand som muligt, gav jeg mig selv en pep talk og motivationen til at få sluttet runden ordentligt af.
Da jeg sænkede mit 2 meter birdie putt for en runde i 68(-4) var der alligvel energi tilbage til at give runden en knyttet næve som punktum for en solid dag.
Vores gruppe var den første, der kom ind og jeg kørte bare hjem. Jeg fandt dog idag ud af, at jeg vandt med 4 slag til nr 2, og med dette semesters første sejr, rykkede jeg op på en 2. plads på skolens rangliste.
På min vej hjem i bilen kom det tordenvejr som havde ligget i vente hele dagen. Og jeg skal love for at det kom. Det blev værre og værre desto tættere jeg kom på min lejlighed, og de sidste par kilometer kunne jeg tydeligt følge med i at lyn efter lyn slog ned få hundrede meter væk med ikke mange sekunders mellemrum. Jeg var dog heller ikke andet en lige kommet ind i lejligheden før et lyn slog ned lige uden for min vindue og splintrede et træ hele vejen ned. Det tog samtidig også strømmen fra hele bygningen, og den kølige temperatur i lejligheden, som jeg havde set frem til, blev selvfølgelig varmere og varmere. Strømmen kom dog heldigvis tilbage et par timer senere, og jeg fik lejlighed til at lave nogle effektive lektier, da der ikke var meget andet at give sig til:)
Dem, som kender mig bedst ville vide, at jeg bare syntes det var en fed oplevelse at opleve vejr som dette ind imellem. Jeg ved ikke hvad, der gør det, men jeg får altid et rush når naturen viser sine kræfter. Og det gør den jævnligt herovre!

Lasse.

Fra Cape Town til Kampala

Puha.. endelig kunne jeg finde ud af at lægge billederne med ind, så her kommer der lige nogle billeder og lidt kommentarer til bare nogle af de ting jeg oplevede på min lange rejse gennem Afrika :)

Spicetour, ZanzibarMin rejse begyndte i Cape Town og skulle ende i vores hus på Hannington Square i Jinja. Jeg brugte 8.5 uge på hele rejsen og det blev til sidst til megen køren…desværre, men naturen var super flot! Jeg skulle fra Cape Town op gennem Namibia, hvor vi kørte langs kysten. Derefter gennem Botswana, videre til Zimbabwe, op gennem Mozambique til Malawi. Herfra var det videre til Tanzania, et smut ud til Zanzibar og tilbage til Tanzania hvor vi så kørte til Kenya. Fra Kenya kørte vi til Uganda og overnattede påvores græsplæne i Jinja ;) Så skulle de store Silverback Gorillaer ses i Rwanda og så sluttede rejsen tilbage i Uganda i hovedstaden Kampala. Hehe ja så det blev i alt til 11 flotte stempler i mit pas. Bare ærgeligt når det skal fornyes!
Det var en rigtig fed tur. Man skal prøve det. Jeg oplevede så mange ting.

Åhh Zanzibar

Jeg fandt også ud af at mit hjerte tilhører 2 steder i Afrika. Det ene er i Uganda fordi jeg har familie og venner der. Det andet er på Zanzibar. Det er bare så lækkert et sted. Afslappende, søde mennesker, spændende, hyggeligt, lækkert vand og så ser det ud, som man ser det uden på Tjæreborg katalogerne :) Men måske elsker jeg det så meget fordi vi havde kørt næsten uafbrudt nat og dag i en hel uge, og det sted vi så fik 4 hele dage var på Zanzibar. Så der var masser af tid til afslapning og at lave det man allermest havde lyst til!

En utrolig vekselkurs, Zimbabwe

Jeg fandt også ud af; at få en tur på ryggen af en elefant er ganske afslappende og der er en fantastisk udsigt; at løver er meget legesyge og at de opfører sig utroligt meget ligesom huskatte; at priserne på at få en tilladelse til at se de store silverback gorillaer stiger, fordi der stadig hærger krybskytter i de fredede parker; at rulle vinduet ned i ørkenen IKKE virker ;) ; at Victoria Vandfaldene ikke har været så fyldt i 50 år; at myggene i Okavango Delta’et er utrolig aggresive, har sågar fået ar på den ene fodryg; at vekselkursen i Zimbabwe er helt hen i vejret (officielt er US $1 = 250 Zim $, uofficilet er US $1 = 14000 Zim $), så i kan selv regne ud hvor mange sedler man får stukket i hånden hvis man veksler bare US $50; at det er utrolig fedt at skydive over Namibia, med udsigt til ørkenen + Atlanterhavet; og meget meget mere!

Hvis I har spørgsmål til min rejse eller søger råd og tips til en rejse I selv har planlagt i Afrika er I velkommen til at spørge :) Jeg rejste med firmaet Dragoman. De arrangerer også rejser til andre steder i verden.

Link: www.dragomanoverland.com

Victoria Vandfaldene

Nu går tiden herhjemme ellers med at finde jobs og tjene nogle penge igen, mens jeg venter på svar fra det uddannelses sted jeg har søgt ind på. Der får man jo først svar fra d. 28 juli og så er der studiestart i september, så forhåbentlig kan der nås at tjene gode penge indtil da.